Tøset kage med kirsebær og Amaretto

Kage med kirsebær og amaretto

GODT NYTÅR alle sammen! Så blev det sørme 2015! Føler I ikke også at 2014 bare er fløjet afsted? Jeg har på fornemmelsen, at 2015 vil føles på samme måde. Jeg har som mange andre fået skrevet nogle få nytårsfortsætter, selvom jeg faktisk ikke er stor fan af dem, da jeg ofte ender med at glemme dem. Dog har jeg denne gang skrevet nogle, som jeg VED, at jeg kan holde:

  • Drikke mere vand (I am on track for now :-) )
  • Læse flere bøger (3 bøger bestilt på Amazon)
  • Lave flere ting med mine skønne niecer og nevø
  • Bage mere (kunne slå to fluer med et smæk og invitere familiens børn til bagning :-) )

Det er da til at overkomme! Har I nogle nytårsfortsætter?

Kage med kirsebær og amaretto

Apropos mit nytårsfortsæt om bagning så har jeg årets første opskrift klar til jer. Ideen fik jeg, fordi jeg havde julerester i køleskabet i form af hjemmelavet kirsebærsauce. Min kærestes mor havde selv syltet kirsebærrene fra haven i lækker Amaretto og jeg har været så heldig at få et glas af det. Den smagte skønt som sauce til ris á la manden og den smager altså også godt i denne kage med kirsebær og Amaretto. Du kan sagtens bruge købt kirsebærsauce eller Amarena kirsebærsauce (den i den hvide/blå krukke).

Kagen her er en skærekage, som er helt perfekt til eftermiddagskaffen. Den er lækker blød og saftig – selv efter 3 dage på køkkenbordet (tildækket vel at mærke!). Amaretto’en kan man smage svagt i kagen, og ønsker man en kraftigere mandelsmag, kan man eventuelt supplere med 1 tsk mandelessens. Det gjorde jeg ikke, da der også er Amaretto i glasuren, og det synes jeg er nok.

Kage med kirsebær og amaretto

NOTE:
Er din kirsebærsauce meget vandet så jævn den med ca. 1 spsk majsstivelse (Maizena), så den kan blive tykkere i konsistensen. Det skulle jeg gøre med min, da den var ret vandet. Jeg endte med en konsistens, som minder om æble- eller jordbærgrød.

Ingredienser til kagen:

200 g Amarena kirsebær/Kirsebærsauce – hjemmelavet eller købt :-)
4 æg
300 g sukker
240 g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
130 g smør
60 g rapsolie eller anden smagsneutral olie
100 ml letmælk eller sødmælk
50 ml Amaretto mandellikør

Ingredienser til glasur:

80-100 g flormelis
Ca. 2 tsk kirsebærsauce (uden kirsebærstykker)
2-3 tsk Amaretto mandellikør

Fremgangsmåde – Kagen

  • Smør din kageform godt og drys evt. med lidt mel.
  • Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
  • Smelt smørret i en gryde. Sluk for komfuret og tilsæt mælken og rapsolie.
  • Pisk sukker og æg lyst og luftigt.
  • Bland mel, bagepulver og vaniljesukker og sigt det ned i æggeblandingen og rør det sammen.
  • Hæld lidt efter lidt smør/mælkeblandingen i dejen og vend det hele sammen.
  • Bland nu forsigtigt kirsebærsaucen i dejen og hæld den i kageformen uden at røre for meget i dejen (for at undgå at du får en helt lys lilla dej). Alternativt kan du hælde dejen i kageformen, klatte kirsebærsaucen ovenpå dejen og til slut køre en kniv igennem det hele for at blande det en smule sammen.
  • Bag kagen i ca. 35 min. Alle ovne er forskellige så hold godt øje med din kage og tag den ud, så snart den er bagt færdig, så den ikke bliver for tør. Tjek evt. med et tandstik for at sikre dig at den er bagt igennem.
  • Lad kagen afkøle inden den tages ud af formen.

Fremgangsmåde – Glasur

  • Rør alle ingredienser sammen til glasuren. Start dog med 80 g flormelis og tilføj mere hvis du føler, at konsistensen er for tynd.
  • Ved hjælp af en teske kan du dryppe glasuren ovenpå kagen.
  • Pynt den som du lyster. Jeg brugte spiselige tørrede blomster, lidt guldpynt og frysetørret bær.

Kage med kirsebær og amarettoKage med kirsebær og amaretto

Jeg synes, at det blev en rigtig sød, tøset og pink kage som smagte rigtig godt :-)

Nytårs-kransekage med citron

Happy New Year – Godt Nytår – Yeni Yılınız Kutlu Olsun (den tyrkiske version :-) )

Kransekage med citron

Med nytårsaften lige rundt om hjørnet kan jeg vist sige, at dette bliver årets sidste opskrift fra mig. Imorgen skal dagen bruges på at handle ind, og onsdag skal bruges på hygge, mens der bliver klargjort til en lækker 3-retters middag hos min søster. Verdens skønneste kusine er på besøg fra Berlin, og det er første gang i måske 15 år, at vi skal fejre nytår sammen, så jeg glæder mig meget! Til forret skal vi have spelt-risotto med svampe og kammuslinger. Hovedretten bliver lækre steaks med kartofler, grønt og SOVS! Desserten bliver min lækre pavlova, og til slut skal vi have kransekage med et tvist af frisk citron samt champagne. Det kan kun blive en overlækker aften!

Kransekage med citron

Nytårsaften er en aften, hvor man typisk ser tilbage, på året der gik. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at det har været et skønt år, og jeg har en masse at være glad og taknemmelig for:

  • Jeg startede CakeLiving, og jeg synes det er SÅ dejligt, at kunne udfolde sig kreativt med nogle, man elsker. Jeg satser, på at kunne dele mange flere opskrifter med jer i 2015.
  • Jeg har rejst til Miami, Caribien, New York, Berlin, Mallorca OG på en Jyllands-tur i 2014. Mere af det i 2015 tak!
  • Der har været vild babyboom i venindeflokken – hele 4 nære veninder satte deres efterkommere til verden inden for en 5 måneders periode. Det er spændende at følge med i fra sidelinjen.
  • Jeg er super glad for mit job og er taknemmelig for, at jeg kan udvikle mig.
  • Jeg har haft endnu et skønt år med min dejlige familie, søskende og kæreste ved min side. Må 2015 blive ligesådan.

Kransekage med citron

Jeg har valgt at pifte mine kransekagestykker op med citron for at gøre den søde sag lidt friskere og lettere at spise (efter en stor 3-retters middag). Man kunne også tilsætte lakrids, frysetørrede bær eller andet godt. Min kransekagemasse er ikke så blød igen, så derfor valgte jeg at rulle den til små pølser, som jeg så formede med mine fingre efterfølgende. Du kan vælge at sprøjte dine, og hvis massen er for hård kan den evt. blødes lidt med en tur i micro’en.

Opskrift på nytårs-kransekage med citron (giver 12 stykker)

Ingredienser:

300 g ren rå marcipan
35 g æggehvide
90 g sukker
Skallen af 1 citron
½ tsk ren vanillepulver

Pynt: Hvid og mørk chokolade og masser af glimmer :-)

Fremgangsmåde:

  • Ælt alle ingredienserne til kransekagen godt sammen.
  • Kom hele massen i en frostpose og lad massen hvile i køleskabet i et par timer eller natten over så alle sukkerkrystallerne opløses og smagen fra citron kan trænge godt ind.
  • Dagen efter rulles massen til små pølser af ca. 7,5 cm længde og 2,5 cm bredde og sættes på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Lad kransekagestykkerne lufttørre i ca. 20-30 min hvorefter du, med let fugtede fingre, trykker let ind på pølsens sider, så du får en mere trekantet form.
  • Bag stykkerne i en forvarmet ovn på 200 grader (ikke varmluft, men istedet over-/undervarme) i 14-16 minutter. Et lille trick, for at undgå at de bliver for mørke i bunden, er at sætte en ekstra bageplade under.
  • Afkøl kransekagestykkerne og kom dem i fryseren i en lufttæt beholder medmindre de skal spises samme dag.
  • Inden servering pyntes de med hvid og/eller mørk chokolade samt glimmer og glam for at gøre dem festlige – Nytårsaften er trods alt en god fest :-)

Kransekage med citron

 

Jeg ønsker en et fantastisk nytår og et skønt 2015. Tak fordi I læser med :-)

Mange søde kagehilsner fra Sena.

 

Brownie med marcipan og kanel

Mit bidrag til Madbloggerudfordringen

Brownie med marcipan og kanel

Jeg sidder lige nu i en varm julepyntet stue med en kop varm kakao med flødeskum ved siden af min computer i Nordjylland :-) Der er koldt og mørkt udenfor, men åh så varmt og hyggeligt indefor. I min barndom havde vi ikke tradition for at fejre jul, da min mor og far stammer fra Tyrkiet. Jeg kan huske, at der var så stille udenfor juleaften, fordi ALLE var indendøre til julehygge med familien. De sidste 9 års tid er vi så begyndt at holde lidt jul – og det er blevet mere og mere julet med tiden – men stilheden er ikke den samme, som dengang jeg var barn. Nu er vi så kommet til Hjørring for at holde jul. Det er første gang, at jeg bevæger mig udenfor København til jul og HER er der ligeså stille, som der var i København i min barndom. Det er så hyggeligt og roligt og det er det perfekte tidpunkt til et ‘bette’ indlæg på bloggen.

Jeg må indrømme, at det ikke var denne opskrift, jeg havde i tankerne til denne udfordring, som har temaet ‘Nordisk Jul’. Jeg ville have lavet en anden kage, der skulle indeholde rugbrød, fløde og så nogle lækre Amaretto-syltede kirsebær, men jeg fik desværre ikke mulighed for det. Den må jeg have til gode.

Brownie med marcipan og kanel

Istedet blev det til denne lækre brownie med marcipan og kanel, som jeg lavede til min kærestes drengeaften. I julen spiser vi jo rigtig meget chokolade,  marcipan, nødder og lækkerier med kanel. Denne opskrift forener dem alle i en lækker, klæbrig og julet brownie. Den er rigtig god og tung, så den skal serveres i små mængder og smager sikkert hammergodt godt med en god klat is. Til brownien brugte jeg skøn 71% mørk chokolade fra Chocolate and Love – navnet på choko’en er ‘Filthy rich’ og det er altså lige hvad den er :-) Se nærmere på chocolateandlove.com og bliv lækkersulten!

Brownie med marcipan og kanel

Ingredienser til julet brownie

180 g hakket mørk chokolade ( gerne fra Chocolate and Love)
125 g smør
2 æg
75 g lys muscovadosukker
100 g sukker
100 g mel
½-1 tsk kanel
50 g marcipan
25 g usaltede pistacienødder
25 g mandler

Fremgangsmåde:

  •  Smelt smørret og tag den af varmen.
  • Kom det hakkede chokolade i smørret og vend det sammen indtil al chokoladen er smeltet, og du har en glat masse.
  • I en skål piskes æg med muscovadosukker og sukker indtil det er lyst og luftigt.
  • Chokoladeblandingen vendes langsomt i æggesnapsen.
  • Mel og kanel vendes i.
  • Marcipanen skæres i små tern og nødderne hakkes groft og det hele vendes i dejen.
  • Hæld dejen i en firkantet form (min var 18 x 21 cm i størrelsen) og bag den ved 160 grader i ca. 30 min.
  • Tag brownien ud af ovnen og lad den køle helt af inden den spises. Den kan med fordel laves aftenen, inden da den kun bliver bedre af at trække natten over.

Jeg siger jer, at den er god! Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul fyldt med hygge, kærlighed og lækre søde sager :-)

Brownie med marcipan og kanel Brownie med marcipan og kanel

 

 

Indlægget er sponsoreret af Chocolate and Love :-)

 

Hjemmelavet pynt – Snefnug

snefnug 1

Jeg kan rigtig godt lide hjemmelavet pynt og da jeg skulle lave kage til en 60 års fødselsdag igår havde jeg en form for vinterlook til kagen i tankerne. Og hvad er mere vinterligt end hvidt sne? Det er både fint og stadig julet uden at blive for meget. Så jeg gik igang med det lille projekt og inden længe så sneede det i min lejlighed – SÅ hyggeligt altså!

Disse snefnug kan både bruges til at pynte kager, cupcakes og som pynt på juletræet. Snefnuggets ‘design’ kan jo varieres hvis ikke man vil have at de skal være helt ens.

snefnug 3

Alt hvad du skal bruge er:

  • 1 æggehvide (pasteuriseret hvis de skal spises)
  • 220 g flormelis
  • En sprøjtepose med en tynd rund tylle, ca. 3-4 mm i diameter.
  • Bagepapir
  • En snefnug skabelon som du selv har tegnet eller fundet på nettet

Sådan gør du:

  • Tegn din snefnug skabelon på et stykke papir. Min var ca. 4 cm i diameter.
  • Kom bagepapir på en bageplade og læg din snefnug skabelon under bagepapiret.
  • Æggehvide og flormelis blandes sammen i en skål og piskes godt i 7-10 min til en tyk, smidig glasur.
  • Kom nu glasuren i din sprøjtepose og sprøjt ud på bagepapiret efter din skabelon. Sørg for at ‘stregerne’ ikke bliver for tynde og flade da de tørre snefnug ellers kan knække nemt. De skal være lidt tykke. Jeg fik 42 snefnug i alt.
  • Brug evt. en finger dyppet i vand for at rette kanter og samlinger.
  • Si flormelis over de stadig våde snefnug hvis du vil give det et mat look.
  • Lad snefnuggene tørre i 48 timer inde de tages i brug.

snefnug 4

Note:

Da snefnug er lavet af sukkerholdig glasur så vær påpasselig med at bruge dem med vandholdige cremer (fx. piskefløde) da de begynder at opløses efter kort tid efter. Smørbaserede cremer er gode til disse.  Hvis de også kommes i køleskabet begynder de at opløses pga. af fugten.

snefnug 6 snefnug 5 snefnug 7

Saftig gulerodskage med frosting og ahornsirup

Gulerodskage med frosting og ahornsirup

Uuuhm gulerodskage er bare SÅ godt, og jeg bager den alt alt for sjældent. Hver gang jeg spiser et stykke ude i byen, siger jeg til mig selv, at jeg skal bage den selv, bare fordi den er så muuuums! Jeg har bagt gulerodskage, før jeg fandt denne opskrift, men jeg synes de blev lidt kedelige i smagen og lidt tørre –  det var højst sandsynligt, fordi jeg brugte nogle opskrifter, som sparede for meget på enten fedtstoffet eller sukkeret. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Sukker-  og fedtfrie kager smager ikke ligeså godt som en rigtig kage, hvor der er sukker i (hvad enten det er hvidt sukker, brunt sukker, honning, dadler etc.), og hvor der er fedtstof i (olie, smør, kokosolie etc) i. P u n k t u m!.

Gulerodskage med ahornsirup

Opkriften på denne gulerodskage med frosting og ahornsirup fik jeg inspiration til herfra. Jeg valgte den, fordi den har de rigtige krydderier i, og fordi der skal ananas i dejen. Jep, du læste rigtigt – der skal ananas i en gulerodskage! Den giver nemlig den bedste svampede konsistent og en fugtig kage. Man ikke smage at der er ananas i, men alligevel har den en magisk effekt. Derudover giver den store mængde gulerødder også godt med fugt. Nu er du advaret –  dette er altså en fugtig, svampet kage. Så er den oven i købet fyldt med lækre julekrydderier, så den passer perfekt til sæsonen :-)

NOTE!

Den originale opskrift indeholder noget mere fedtstof, men jeg har valgt at reducere lidt i det for at undgå, at kagen bliver for olieret – der er trods alt rigelig med andre fugtgivende ingredienser i opskriften. Jeg har også reduceret sukkermængden.

Jeg anbefaler 3 stk. 18-19 cm springforme for en tre-lags kage eller 2 stk 23-24 cm springforme for en to-lags kage. Jeg brugte selv 3 stk. 16 cm springforme og havde dej til overs til 4 muffins, og så synes jeg, at lagene blev en anelse for tykke. Opskriften var RIGTIG god til cupcakes også. Vil du lave cupcakes, så rækker dejen til ca. 24 medium cupcakes.

Gulerodskage med ahornsirup

 

Ingredienser til gulerodskagen

270 g mel
1 tsk natron
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
2½ tsk kanel
½ tsk stødt muskat
½ tsk stødt ingefær
100 g sukker
200 g lys muscovado sukker
200 ml rapsolie
200 g dåse ananas
4 æg, str. L, stuetemperatur
400 g gulerødder, fintrevet
1 spsk citronsaft

Ingredienser til frosting med ahornsirup

400 g flødeost, koldt og en ikke-lightversion
110 g smør, stuetemperatur
180 g flormelis (smag til og justér mængden)
Kornene fra ½ stang vanille
50 ml ahornsirup + 10 ml til at pynte med
Skal fra 1 citron, fintrevet

Fremgangsmåde – Gulerodskage

  • Tænd ovnen på 175 grader og smør dine forme beklæd bundene med bagepapir.
  • Bland mel, natron, bagepulver, salt, kanel, muskat og ingefær i en skål.
  • Pres saften ud af ananasstykkerne og blend dem fint sammen med 1 spsk. af saften fra dåsen.
  • Pisk sukker og æg let og luftigt.
  • Tilsæt olie og ananaspuré og pisk.
  • Riv gulerødderne fint og rør det i dejen.
  • Tilsæt mel-/krydderiblandingen og vend det hele sammen.
  • Fordel dejen ligeligt i dine forme (hvis du laver cupcakes så fyld ¾ af formene op med dejen)
  • Bag kagerne i ca. 40-45 minutter og tjek efter med en tandstik – der skal ikke sidde kage fast på den. Laver du cupcakes bages de i ca. 20-25 minutter.
  • Når kagerne er bagt færdigt tages de ud af ovnen og vendes ud på en rist, bagepapiret fjernes og de sættes til afkøling.

Fremgansmåde – Frosting med ahornsirup

  • Pisk smørret luftigt og pisk flormelis i.
  • Tilsæt ahornsirup, vanille, citronskal og pisk.
  • Tilsæt den kolde flødeost og pisk videre indtil klumperne er rørt ud.
  • Pas på at du ikke pisker alt for meget da den så bliver for flydende.
  • Sæt frostingen i køleskab indtil den skal bruges – gerne 30 min eller længere.

Saml kagen ved at lægge bundene sammen med cirka halvdelen af frostingen. Brug den resterende halvdel til at dække kagen. Skulle kagen blive ustabil under samlingen kan du sætte den i køleskabet i 10-15 min, mens du samler og froster den. Brug spidsen af en lille palet til at lave mønstre i frostingen og pynt yderligere med lidt ahornsirup på toppen.

Jeg håber, at I bliver glade for denne kage. Jeg er ihvertfald rimelig begejstret for den og skal bage den snart igen :-)

Gulerodskage med ahornsirupGulerodskage med ahornsirup

Citronsnitter pyntet med lakrids og hvid chokolade

For English recipe – scroll down

Lemon bars pyntet med hvid chokolade og lakrids

Vi er i november måned, og jeg har det lidt ambivalent med denne måned. Jeg kan både lide måneden, fordi jeg har fødselsdag i november (yeah), og fordi man så småt begynder at komme i julestemning. Der er julemarkeder rundt omkring, der bliver pyntet op i gader og stræder, og man begynder så småt på julehyggen derhjemme. På den anden side har denne måned tendens til at være rimelig grå! Jeg synes ikke, at der har været lyst i en uge nu – jeg har kun set forskellige nuancer af grå, intet hvidt eller blåt. Det har man dog lært at leve med og accepteret, nu hvor man har valgt et land som Danmark som sit hjem :-)

Lemon bars pyntet med hvid chokolade og lakrids

Blandt andet er det også derfor, at jeg sprang ud i disse nemme citronsnitter pyntet med lakrids og hvid chokolade – eller lemon bars som de populært kaldes på engelsk. De er gule og bringer lidt varme til en grå uge. Man bliver da også helt varm om hjertet, når man spiser dem, for de smager altså godt! De smager næsten ligesom den kendte Tarte au citron (citrontærte), som man topper med marengs og ‘griller’ i ovnen, men de er nemmere at lave – MEGET nemmere!

Man smuldrer bare en dej sammen, som udgør bunden, når den er presset ud i en form – ingen udrulning af dej! Så blander man bare lige fyldet sammen og hælder det ovenpå bunden. Efter den er bagt, skal den hvile i nogle timer og HAPS – så har man en dessert. Jeg har gjort den lidt ekstra fin ved at pynte den med hvid chokolade og rålakridspulver – de to svinger så godt sammen med citron.

Vigtig note: Jeg lagde mærke til at fyldet smager meget af æg, når man spiser den helt frisklavet (jeg skulle jo selvfølgelig lige smage, da den var lun). Denne æggede smag forsvinder helt, og citronsmagen kommer meget mere frem, hvis kagen får lov til at hvile i køleskabet. Det gør en kæmpe forskel i smagen, og jeg vil derfor klart anbefale, at man laver den aftenen inden eller i hvert fald ca. 5 timer inden, den skal serveres og lader den hvile køligt.

Lemon bars pyntet med hvid chokolade og lakrids

Opskrift er til en ca. 19 x 21 cm firkantet form, ca. 14-16 snitter

Ingredienser til bunden:

110 g smør blødt
50 g sukker
125 g mel
evt. 1 tsk rålakridspulver hvis du elsker lakrids

Ingredienser til fyldet:

3 æg
2 citroner, skal og saft (jeg brugte ca. ¾ dl saft)
20 g mel
225 g sukker

Fremgangsmåde – Bunden

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Beklæd formen med bagepapir.
  • Smuldr smør, sukker, mel og evt. rålakridspulver sammen. Og ælt indtil dejen lige samler sig – den skal ikke æltes for meget.
  • Pres så dejen ud i din form så den dækker hele bunden og lidt op af siderne, ca. ½ cm.
  • Bag bunden i ovnen i 15 minutter indtil den bliver meget lys gylden.
  • Lav i mellemtiden fyldet.

Fremgangsmåde – Fyldet

  • Bland alle ingredienserne til fyldet i en skål og pisk det sammen uden at der bliver pisket for meget luft i.
  • Når bunden er færdig, hælder du fyldet ovenpå og sætter den tilbage i ovnen i ca. 18-20 min yderligere.
  • Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af inden du skærer den ud i passende størrelse.

Du kan drysse citronsnitterne med flormelis, eller gøre som jeg, hvis du vil gøre den ekstra lækker og fin:

Pynt til citronsnitterne

100 g hvid chokolade
Rålakridspulver (jeg bruger den fra Johan Bülow)

  • Smelt chokoladen og kom ca. 1 tsk lakridspulver i (smag til).
  • Når citronsnitterne er helt kolde, kan du pynte dem efter behov med den smeltede chokolade. Den hvide chokolade knaser lidt, når man tager et bid af den ellers bløde citronsnitte.
  • Du kan komme lidt guldpynt på og et lille drys lakridspulver på toppen, så du får en rigtig fin dessert.

Lemon bars pyntet med hvid chokolade og lakridsLemon bars pyntet med hvid chokolade og lakrids Lemon bars pyntet med hvid chokolade og lakrids

 

Recipe in English

The recipe is for an approx. 19 x 21 cm square cake pan – it makes 14-16 bars.

Ingredients for the base:

110 g softened butter
50 g white sugar
125 g all-purpose flour
1 tsp raw liquorice powder (can be omitted)

Ingredients for the filling:

3 eggs
2 lemons, zest and juice (I used about ¼ cup of juice)
20 g all-purpose flour
225 g white sugar

How to make – Base

  • Turn the oven on 175 degrees celcius.
  • Line the cake pan with baking paper.
  • Put the butter, sugar, flour and liquorice in a bowl and mix it together until you have a dough that resembles crumble dough. Stop kneading when the dough is uniform – you should not knead too much.
  • Then press the dough into your cake pan so it covers bottom and runs approx. ½ cm up the sides.
  • Bake the base in the pre-heated oven for 15 minutes until it becomes very light golden.
  • In the meantime, make the filling.

How to make – Filling

  • Mix all the ingredients for the filling in a bowl and whisk it together without whisking too much air in mixture.
  • Once the base is done, simply pour the filling on top of it and put it back in the oven for about 18-20 minutes more.
  • Remove the cake from oven and allow it to cool completely before you cut it into bars.
  • These bars become much better if they rest in the refrigirator over night or 4-5 hours – then the lemony flavor really comes out.

You can sprinkle the lemon bars with powdered sugar, or do as I do, if you want to make them extra delicious and pretty:

How to decorate the lemon bars

Melt 100 grams of white chocolate and add about 1 teaspoon of raw licorice powder (adjust the amount so it fits your taste).

When the lemon bars are completely cold, you can decorate them with the melted chocolate (I made the stripes using a piping bag).
You can sprinkle some more liquorice on top and some gold cake decoration to get a really nice dessert.

Lækkert, gratis pynt til alle dine søde kager

(Det er næsten gratis! Du skal bruge en farveprinter, papir, lim, tandstikker/snor, en saks og lidt tid)

Cupcake - toppers

Jeg elsker at pynte kager! Årets bedste “pynte-tid” julen nærmer sig med hastige skridt, og mange går i pynte-mode. For noget tid siden lavede jeg cupcake-toppers (billedet foroven) til min venindes baby-fest, og det var SÅ hyggeligt. Derfor er jeg nu gået på jagt efter ny inspiration og har fundet en masse gratis pynt, man selv kan printe ud og lave. Det vil jeg selvfølgelig dele med jer :-) I skal bruge lidt grej hjemmefra og lidt af jeres tid – til gengæld får I superfin pynt til jeres kager. Det går hurtigere end at skulle bestille det på nettet og vente på levering, og det er MEGET billigere!

Hvis du har en lille DIY (Do-It-Yourself) – kvinde/mand gemt i dig, så vil jeg stærkt anbefale dig at stifte bekendtskab med Pinterest, hvis du ikke allerede har gjort det. Der kan du finde alverdens DIY ideer til kagepynt og alt mulig andet med trin-for-trin guides. Du kan også finde CakeLiving på Pinterest og følge mig derinde. Jeg har selv taget udgangspunkt i Pinterest og søgt videre herfra for at finde søde, smarte og nemme cupcake-toppers, cupcake-wrappers, guirlander med vimpler og andet hyggeligt pynt.

Endeligt, vil jeg gerne nævne, at jeg har gjort mit aller-ypperste for kun at linke til websider og filer, som virker pålidelige. Jeg har selv downloadet printfilerne fra dem alle uden problemer.

Fødselsdage

På How to nest for less kan du finde det sukkersøde fødselsdagskit til gør-det-selv-pynt. Der er både lidt til cupcakes, vandflasker og til et banner. Der er direkte link til filerne på websitet, så du kan printe dem.

Birthday-cupcake-toppers_inuse_howtonestforless

Yellow Bliss Road deler et rigtig fint skabelon til banner med bogstaver i kridt/tavle look, som jeg ELSKER! Det kan selvfølgelig bruges til alt muligt og ikke kun fødselsdage. Jeg har allerede printet denne direkte herfra :-) Iøvrigt, kan du finde en masse andre fine print-ud sager på dette website – Den er ret hyggelig.

Happy Birthday Chalkboard Bunting

Højtider / Sæsoner

Cupcake topper - Christmas trees_embracingcreativity

Embracing Creativity har lavet nogle fiiiiine cupcake-toppers med forskellige juletræer på – Julet, men på den enkle måde :-) De kan printes herfra.

 

 

Cupcake_wrapper_topper - Christmas_modernbeautiful

 

Er du typen, der går all-in for det rød/grønne look til jul, så er dette sæt jo helt korrekt! En rød cupcake-wrapper, som du vikler rundt om en cupcake, med dertilhørende cupcake-toppers. Sættet er fundet hos Modern Beautiful, og kan downloades direkte herfra.

 

Cupcake topper chalk

The Cottage Market har ramt plet med deres cupcake-toppers/banner i kridt-tavle look. I SIMPLY LOVE IT! Jeg har downloadet dem herfra.

 

 

 

 

 

Snowflake_banner_topper_label_simpleasthatblog

På Simple as that blog fandt jeg enkle, søde snefnug cupcake-toppers, som også kan bruges som banner eller label på krukker, hvis man kører dem på en snor. De kan downloades i 6 farver.

 

Dem som kan bruges til lidt af hvert

The Cottage Market havde endnu et sæt absolut skønne cupcake-toppers/labels. Er helt vild med disse! Se lige hvor fine de er! De kan hentes her.

Cupcake topper - baked with love

Guirlander med vimpler er bare så fine, og de kan nemt laves af både stof og papir. På Style my party kan du printe papirversionen ud i fine mønstre og lave dit eget to-sidet vimpel-guirlander med lidt lim og snor.

Cake bunting_stylemyparty-combined

Laine Design har en del gratis kagepynt til print. Disse cupcake-wrappers og toppers i ugle-tema er dem, jeg bedst kan lide. De kan både bruges til fødselsdage og andre anledninger.

Owl cupcake topper and wrapper

Hvorfor havde jeg ikke set denne, dengang jeg skulle lave mit kagebord? Så ville jeg helt klart have lavet den til væggen. Ella Claire Inspired har lavet et flag-guirlander, som kan samles med rustik sejlgarn eller elegant silkebånd. På siden kan du se, hvordan den samles.

Flag guirlande med bogstaver_ellaclaireinspired

Jeg kunne ikke lade være med at inkludere moustache-cupecake-toppers fra Love Paper Crafts. November er jo døbt til Movember, hvor mænd sætter fokus på prostata-kræft ved at gro en moustache. Klik på ‘Download printable mustache’ på websitet og du får en mappe med printfil.

Moustache cupcake pynt_lovepapercrafts

Okay okay – denne er den sidste! Jeg har lidt svært ved at styre mig :-) Hvis du nu tænker: “Ej, jeg vil være endnu mere kreativ og designe min HELT egen cupcake wrapper”,  så er denne for dig. En simpel hvid skabelon som du kan printe ud og farve/pynte, lige som du lyster. Perfekt til hygge med børn. Den kan hentes fra CakeCentral – højreklik på billedet på websitet og gem det på din computer.

cupcake-wrapper_cakecentral

Jeg håber at, du kan bruge inspirationen og ønsker dig rigtig god fornøjelse med det  :-)

Kender du andre gode websites med gratis print-ud pynt? Så skriv til mig så vi kan dele det med andre :-)

Overskøn cheesecake med granatæble

Overlækker cheesecake med granatæble

Sidste weekend havde jeg lavet stort kagebord, som jeg skrev om her. Et par af opskrifterne har der sidenhen været ret stor efterspørgsel på, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte skynde mig at lægge opskriften på denne cheesecake med granatæble op på bloggen :-)

Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk var lidt uheldig med denne kage – både pga. en dum kageform og fordi jeg havde gang i 7 andre kager samtidig, hvilket gjorde at mit fulde fokus ikke var på kagen her. Jeg havde faktisk planer om at bage den igen, inden jeg ville dele opskriften, men den faldt i SÅ god jord hos alle, der smagte den, at jeg alligevel har valgt at dele den med jer nu.

Jeg er faktisk mere fan a en ubagt cheesecake, en mousse-agtig kage, fremfor en bagt version. Når jeg alligevel vælger at nyde et stykke lækker bagt cheesecake så skal følgende være på plads:

  • At den er lidt cremet og ikke bagt så meget, at fyldet ‘smuldrer’, mens man spiser den.
  • At der er godt med fyld i.
  • At bunden er sprød, og at der er nok ‘bund’, uden at man har en 1 cm tyk kant hele vejen rundt, for at den skal holde formen. Balancen skal lige findes.

Denne kage opfyldte faktisk mine ‘krav’, men hvorfor var jeg så ikke heeelt tilfreds?

Et er, at jeg havde lige en anelse for lidt kiksemasse til at nå langt nok op af formens kant samtidig med, at den øvre del af kanten blev ret tynd. Jeg har nu justeret i opskriften, så der er lidt mere af den – ellers kan du bage den i en 24-26 cm form (som skal være højere end 6½ cm, for at der er plads til alt fyldet). En anden ting er at, min spritnye springform viste sig at være utæt! Så noget af smørret fra kiksebunden flygtede ud af formen under bagningen. Det gjorde, at siderne på min bund blev lidt porøs. Oven i det glemte jeg at køre en kniv langs kanten af kagen, efter jeg tog den ud af ovnen, hvilket resulterede i, at siderne endte med at sidde lidt fast i springformen efter, at kagen havde kølet og trukket sig lidt sammen.

Heldigvis, smagte kagen mega godt, og jeg har sådan ca. 20 personer, som synes det samme. Så derfor får I opskriften nu. Jeg vil mægtig gerne høre feedback fra jer, som prøver opskriften – så SKRIV ENDELIG i kommentarfeltet.  Og husk, begå ikke mine fejl :-)

Overlækker cheesecake med granatæble

Opskrift til 28 cm springform med en højde på 6½ cm. Ca.14-16 personer

Ingredienser til bund

350 g digestive kiks
3½ spsk sukker
½ tsk kanel
190 g smeltet smør

Ingredienser til fyld

1000 g flødeost, ikke light
Skallen af 1 citron
180 g creme fraiche 18 %
260 g sukker
1½ tsk ren vanillepulver
30 g hvedemel
Et nip salt
4 æg, str. M
1 dl granatæblekerner
200 g creme fraiche 18 %
30 g sukker
½ tsk ren vanillepulver

Ingredienser til granatæbletopping

470 ml granatæblejuice (jeg pressede det selv og brugte godt 4 store granatæbler)
60 g sukker (Smag til! Granatæbler kan variere i sødme så tilpas sukkermængden alt efter det)
3 spsk majsstivelse

Pynt: Frisk granatæble

Fremgangsmåde – Bund

  • Blend kiksene og smelt smørret.
  • Bland det sammen med sukker og kanel.
  • Pres det ned i springformen og op langs siderne. Det skal et stykke op ad siderne for at fyldet ikke skal flyde over kanten – lav den mellem 5½-6 cm høj.
  • Stil bunden i køleskabet i 30 min tid mens du laver fyldet.

Fremgangsmåde – Fyld

  • Tænd ovnen på 150 grader.
  • Pisk flødeost, citronskal, sukker og 180 g creme fraiche sammen.
  • Tilsæt mel og vanillepulver
  • Slå æggene ud i en skål og rør rundt med en gaffel. Det gør det nemmere at røre æggene i ostemassen uden at piske for meget luft i dejen for at undgå at den sprækker under bagningen. Rør æggene i dejen.
  • Tilsæt granatæblekernerne.
  • Hæld dejen i bunden, lad den stå 5 min for at evt. luftbobler kan komme op til overfladen, og bag i 50-60 min. Kagen er færdig når den er lidt fast i siderne men stadig lidt blævret i midten. Den skal kun lige tage lidt farve. Tag kagen ud af ovnen.
  • Bland 200 g creme fraiche med sukker og vanille og fordel den ovenpå den bagte cheesecake Sæt kagen tilbage i ovnen og bag 10 min yderligere. Tag kagen ud af ovnen og kør en kniv langs kanten af formen så der kommer luft mellem formen og kagen. Så undgår du at siderne sidder fast i formen. Lad den køle helt og derefter sæt den i køleskab natten over.

Fremgangsmåde – Granatæbletopping

  • Kom ingredienserne til granatæbletoppingen i en kasserolle og varm det op under omrøring. Lad den koge lidt indtil den tykner og tag den så af varmen. Lad den køle lidt af inden du hælder den ovenpå den kolde kage.
  • Pynt kagen med frisk granatæble og server.

Denne kage er lyserød, feminin og bare SÅ lækker – Velbekomme!

Overlækker cheesecake med granatæble

Billedet er fra mit kagebord hvor der allerede er snuppe et stykke af kagen :-)

Kagebord og karamelliserede popcorn

Kagebord til fødselsdag

I anledning af min fødselsdag havde jeg i sidste weekend inviteret mine søde veninder til lækkert kagebord. Jeg fik ideen til kagebord sidste år, og dengang var det en stor succes, så jeg valgte at gentage det i år. Igen var det en succes! 14 kagesultne piger, 8 forskellige kager, kaffe, en masser sladder og latter :-) Jeg tror ikke, at det bliver sidste gang, jeg gør det. Alle elsker kager, og jeg elsker at lave (og spise!) dem – det er jo en win-win situation :-)

Når jeg planlægger kagebord, har jeg kun en regel til mig selv. Kagerne skal ikke være nogle af dem, som jeg har lavet før – Dvs. opskrifterne og sammensætningerne skal være nye. På den måde kan jeg lære noget, teste opskrifter OG få feedback på dem fra gæsterne. Nogle af dem var jeg selv mere tilfreds med end andre, og derfor vil jeg ikke dele opskrifterne på dem allesammen, førend de sidder helt i skabet. De skal lige testes et par gange igen. Nogle af opskrifterne kommer i nærmeste fremtid, men indtil da må i nøjes med billederne :-)

Kagebord til fødselsdag

(Klik på billedet hvis du vil se en større udgave)

Hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg, at mit kagebord blev rigtig flot – afslappet, rustikt, efterårsagtigt – ligesom jeg ville have det. Jeg valgte ’bordug’ (faktisk bare noget groft hørstof til ingen penge fra Stof & Stil) og kagefade i brunlige, gyldne nuancer for at der skulle være mere fokus på kagerne. Jeg opdagede dog, at jeg havde alt for få kagefade derhjemme, så derfor måtte jeg både låne og købe nogle flere kagefade (Jeg kan anbefale HM Home, hvis man ikke vil bruge en formue – De har virkelig fine kagefade til billige penge). De flotte træskiver har min søde kæreste skåret til mig i Sverige. Et flot kagebord kan sagtens laves for få penge og ser hammergodt ud!

Karamelkage med karamelliserede popcornChokolade-rødbedekage, hindbærkager og Sønderjysk rugbrødslagkageIMG_7335 IMG_7292 IMG_7275 IMG_7306 IMG_7325

 

Nu har jeg ævlet nok om mit kagebord, og det er vist på tide at dele en opskrift med jer. Det er en opskrift, jeg er blevet ret vild med, og det er ikke engang en kageopskrift. Det er nemlig en af mine favoritsnacks! Jeg smagte dem for første gang i New York hos Garret’s Popcorn og jeg kunne bare ikke stoppe med at spise dem, indtil posen var tømt – HELT TØMT! Nu har jeg selv lært at lave de lækre karamelliserede popcorn, og jeg har planer om at prøve dem i forskellige smagsvarianter på et tidspunkt.

Opskrift på lækre, sprøde, letsaltede karamelliserede popcorn

Karamelliserede popcorn

Ingredienser

1 dl majskerner
1 spsk olie
130 g smør
160 g sukker
¼ tsk salt
1/4 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 120 grader og kom bagepapir på to bageplader.
  • Pop majskerner til popcorn i en stor gryde med olien. Pas på at de ikke brænder på!
  • Kom popcornene i en skål og afkøl dem. Du skal fjerne majskerner som ikke er poppede.
  • Smør, sukker og salt kommes i en gryde og varmes op. Lad det simre langsomt indtil det opnår en mørk gylden farve. Konsistensen vil ikke være ligeså flydende som sirup, men det gør ikke noget.
  • Tilsæt bagepulver og hæld det hurtigt over popcornene. Vend det godt rundt så popcornene er dækket godt med karamellen – uden at pulverisere alle popcornene.
  • Fordel popcornene på de to bageplader. Tag en smagsprøve og tilsæt et lille drys salt hvis du synes det skal smage mere saltet.
  • Nu skal du bage de karamelliserede popcorn i ca. 45-60 min indtil karamellen er tør og sprød. Under bagningen røres der rundt hver 15. minut for at undgå at det klumper helt sammen.
  • Afkøl de karamelliserede popcorn og opbevar dem i op til 1 uge i en lufttæt beholder.

Karamelliserede popcorn

Inspirationen til opskriften kommer fra the Kitchn hvor du også kan se trin-for-trin billeder.

Kageblog på date med en torsk! Lækker indbagt thai-marineret torsk

2

Tænk at det er to uger siden, jeg sidst har givet lyd fra mig! Tiden flyver bare fra mig, og jeg har konstant tænkt på, at jeg nu skal have skrevet på bloggen og har haft det dårlig med, at jeg ikke kunne nå det. Ikke fordi jeg føler, at det er noget, jeg ‘burde’ gøre, men noget jeg virkelig har LYST til. Jeg har bare haft for travlt på arbejdet!  Jeg var til høreapparatmesse i Hannover i sidste uge (sikke dog en spændende by…. noooooot!) og ja, jeg ved at du tænker “Gaaaaab, det lyder dæleme kedeligt”, men det er faktisk ret spændende med den teknologiske udvikling indenfor industrien :-)

Nu til en anden udvikling. Min første non-cake-opskrift på bloggen – og endda en fisket en af slagsen! Jeg troede ikke at det ville ske, men det gjorde det takket være Madbloggerudfordringen, hvor 56 madbloggere har meldt sig til at være kreative med fisk sponsoreret af SkageFood. Jeg meldte mig til for udfordringens skyld, fordi madlavning med fisk overhovedet ikke er noget, jeg normalt roder mig ud i. Jeg kan finde ud af at stege en gang fiskefars, men ellers er jeg typen, der skal have fisk serveret af andre :-)

Nuvel, jeg var så heldig at få en omgang lækker friske torskefileter. Heldig, fordi jeg havde en del muligheder hvad angår smag, da torsk er ret neutral i smagen. Jeg elsker thai-mad, og jeg havde både lidt krydderurter og en masse farverige grøntsager i køkkenet, så jeg besluttede mig for at lave thai-marineret torsk bagt i filodej og serveret med en lækker lun salat. Det smagte hammergodt, så jeg var STOLT, siger jeg! Den eneste, jeg kan klage over, er at jeg brugte for meget filodej per portion – det synes jeg ikke, at der var behov for. Er man ikke glad for filodej, kan man såmænd bare stege torsken direkte på panden, og så er man tilmed rigtig sund :-)

IMG_7253

Opskrift på indbagt thai-marineret torsk med stegte grønsager til 4 personer

Indbagt thai-marineret torsk:
600 g torskefilet
1 rød chili
30 g frisk ingefær
2 fede hvidløg
en lille håndfuld frisk mynte og koriander
1 dl god olie
Skal ½ lime + 1 tsk af saften
1 tsk sukker
½ tsk salt
4-8 ark filodej (afhængig af om du vil have 1 eller to lag dej)

Lun salat:
3 spsk af marinaden fra ovenstående opskrift
1 lille blomkålshoved
500 g gulerødder
4 forårsløg
Frisk koriander og mynte
1 frisk mango
1 spsk sesamfrø
Evt. limesaft og salt til at smage med

IMG_7272

 Fremgangsmåde – Torsk i filodej

  • Kom chili (som er renset for kerner), hvidløg, ingefær, mynte, koriander, limesaft og -skal i en minihakker og hak det fint.
  • Tilsæt olie, sukker og salt og blend lidt videre indtil det hele er blendet godt sammen. Tag 3 spsk af marinaden og læg det til side (du skal bruge det til grøntsagerne)
  • Skær torsken i store tern, hæld marinaden over og bland det godt sammen. Lad torsken trække i 30-60 min.
  • Læg 1-2 ark filodej fladt ud på et bord. Kom 1/4 af torsken midt på arket og saml siderne så fisken pakkes ind. Dejen kan holde sig selv. Du kan evt. lige fugte den lidt med vand hvis dejen er blevet for tør. Dette gøres 3 gange mere, så du ender med 4 pakker.
  • Bag dem ved 180 grader i 20-25 minutter.

Tip: Filodej tørrer hurtigt, så dæk dem til med et vådt viskestykke, indtil du skal bruge filodej-arkene.

 Fremgangsmåde – Lun salat

  • Skræl gulerødder og skær dem i skiver. Skær blomkålen til små buketter.
  • Kom de 3 spsk marinade på en pande og varm den op. Steg gulerødder og blomkål heri uden at de bliver helt bløde. Lad grøntsagerne køle let på panden.
  • Skær forårsløg i tynde ringe. Skær mango i tern.
  • Bland de lune grøntsager med forårsløg og mango.
  • Drys med sesam og smag til med limesaft og salt.
  • Server salaten sammen med den indbagte torsk.

1

Jeg synes altså det smagte rigtig godt så det er helt klart en opskrift jeg vil bruge igen :-) Næste omgang på Madbloggerudfordringen er allerede igang og denne gang er temaet ‘Nordisk Jul’  – Så skal der bages noget med sødt :-)

Endeligt vil jeg gerne give Skagenfood ‘thumbs-up’ for deres indpakning, som kunne holde fisken frisk i op til 2 døgn i køleskabet. Det er altså ret fedt for sådan en som mig, som skal bruge næsten 48 timer til at finde ud af, hvad hun skal stille op med fisken :-)

Indlægget er selvfølgelig sponsoreret af Skagenfood.