Tag-arkiv: tærte

Nem kvædetærte

Nem kvædetærte

I sidste uge delte jeg opskrift på de lækreste pocherede kvæder og selvom man sagtens kan spise dem lige som de er, fungerer de faktisk glimrende som ingrediens i andre søde sager. Jeg har brugt mine pocherede kvæder til en nem tærte. Rigtig nem endda! Hvis du har de pocherede kvæder klar tager det omtrent 10 min at smække den sammen og 25 min at bage den.

Hvis man nu ikke er til kvæder kan man også lave tærten med pocherede æbler eller pærer.

Nem kvædetærte

Her kommer opskriften på nem kvædetærte, 6 personer

1 portion pocheret kvæde, find opskriften her
2 plader butterdej, optøet
3-4 spsk af kvædesiruppen, fra samme opskrift som de pocherede kvæder
20 g smeltet smør til pensling

  • Rul de optøede butterdejsplader ud så de har en tykkelse på 2-3 mm og stadig har den rektangulære form (hvis du har en aflang tærteform ligesom min).
  • Læg de to udrullede butterdejsplader i en aflang tærteform, 35 x 10 cm. og pres butterdejen godt ned i bunden samt siderne.
  • Pensl butterdejen med smeltet smør samt 2 spsk af kvædesiruppen.
  • Skær de pocherede kvæder i skiver i en tykkelse på 4-5 mm. og læg dem på dejen, således at de overlapper og dækker dejen helt.
  • Pensl kvæderne med det resterende smør samt kvædesirup.
  • Bag kvædetærten i en forvarmet ovn på 195 grader (varmluft) i ca. 25 min indtil den bliver flot gylden.
  • Server kvædetærten lun med creme fraiche eller iskold vanilleis til.

Bon appetit og rigtig glædelig 1. advent 🙂

Nem kvædetærte Nem kvædetærte

Rabarbertærte

rabarbertærte

Rabarbersæsonen er over os og det er lig med lækkerier indeholdende…. ja, rabarber 🙂

Opskriften til denne lækkerbisken af en tærte har jeg faktisk fået gennem arbejde, og det er en opskrift, der er gået ret meget på tur i virksomheden og er noget så populær. Jeg har fået fingre i den, og deler den nu med jer her på Cakeliving.

Den består af en mørdejsbund med makronfyld toppet med lækker rabarberkompot. Der er dej nok i denne opskrift til, at man kan lave noget fint fletværk ovenpå tærten eller, som jeg har gjort her, pynte den med mørdejs-hjerter. Læs resten

Sprød og rustik brombær galette med marcipan

Brombær galette med marcipan

Indrømmet, jeg har aldrig været den helt store tærte-bager, fordi jeg synes, det er lidt besværligt med at få mørdejen lagt pænt ind i en tærteform, og fordi man ikke altid kan være sikker på, at dejen ikke trækker sig sammen under bagningen. Lige indtil jeg, på Instagram, opdagede en ’galette’ – en sprød og rustik tærte-lignende sag som vist stammer fra Frankrig. En galette kræver, heldigvis, ikke at man bruger tid på at trykke dejen ud i en tærteform. I stedet ruller man dejen ud, kommer fyldet på og samler kanterne rundt om fyldet. Så nemt er det!

En galette kan laves i et væld af varianter, men jeg havde sat mig for at lave en brombær-version, fordi min fryser var fyldt med lækre brombær, som jeg havde fået fra min kærestes mor. Tak Joan 🙂

Brombær fra skoven

Inspiration til denne opskrift fandt jeg her, men jeg endte med at lave om på den (ellers er det jo ikke sjovt vel? ) Jeg har brugt en blanding af nødder i stedet for kun en slag, tilføjet citronskal og så valgte jeg at komme marcipan i min version. Jeg var bange for, at den ville blive for kedelig med kun brombær, og jeg synes at marcipan passer SÅ godt med bær.

Således blev resultatet en lækker, sprød og rustik brombær galette med marcipan. Den smagte bare godt, og den er hamrende nem at lave!

Min søster havde lidt rester til dagen efter, og jeg har ladet mig vide, at den stadig smager godt dagen efter – den eneste forskel er, at kanterne bliver lidt blødere.

Ingredienser til mørdej

300 g mel
100 g nødder, jeg brugte 50 g hasselnødder og 50 g mandler
115 g flormelis
200 g koldt smør
1 æg
1 tsk vanillesukker
½ citron, revet skal

Ingredienser til fyld

300-350 g brombær, friske eller frosne som er optøet
70 g marcipan
1 spsk maizena
70 g sukker

Fremgangsmåde – Mørdej

  • Kom nødderne i en blender og blend dem til nøddemel.
  • Bland mel, nøddemel, flormelis, vanillesukker og citronskal i en skål.
  • Tilsæt det kolde smør i tern og smuldr dejen, indtil det hele er godt blandet.
  • Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt. Stop med at ælte så snart dejen har samlet sig til en ensartet masse.
  • Pak dejen i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i en times tid.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til en cirkel som har en tykkelse på ca. 5 mm.
  • Læg den udrullede dej på en bageplade med bagepapir på.

Fremgangsmåde – Fyld

  • Riv nu marcipanen over dejen og efterlad en kant hele vejen rundt på ca. 5 cm.
  • Fordel brombærerne ovenpå marcipanen. Husk at si væden fra hvis du bruger optøede bær fra fryseren.
  • Drys sukkeret over bærrene og sigt maizenaen over.
  • Fold nu kanterne over fyldet. Der kommer til at være nogle folder i kanten, og det er helt ok.
  • Bag tærten i 30 min. i en 190 grader forvarmet ovn.

Brombær galette med marcipanBrombær galette med marcipan

Lad galetten køle lidt eller helt inden den nydes med en klat creme fraiche eller vaniljeis (eller begge dele hvis du ikke kan vælge 🙂 )

Bbrombær galette med marcipan

Bon appetit!

Skøn tarte au passion – Passionsfrugttærte

Tarte au passion - Passionsfrugttærte

Passionsfrugt er saftsuseme en dejlig frugt og vidner om, at det ikke er det ydre, men det indre der tæller. Den er grim udenpå men så overlækker indeni. Passionsfrugt kan man spise, som den er, især hvis den har fået lov at blive rigtig moden, så den også har sødmen med. Eller man kan bruge den til et utal af kager, desserter, is osv. I dag vil jeg dele en opskrift på passionsfrugttærte med jer. Denne opskrift var faktisk den første, jeg tilføjede min lille samling af ’opskrifter til bloggen’, men den blev ikke den første, som kom på bloggen. Jeg blev inspireret af den lækre og meget velkendte Tarte au Citron (citrontærte) toppet med marengs og var sikker på, at den ville smage dejligt med en passionsfrugtfyld i stedet for citronfyld. Jeg valgte at lave den som små tærter, men man kan vælge at lave den som en stor tærte også. Så her er den 🙂

Et tip til jer, som kaster jer ud i opskriften, er at i blindbage (se forklaring længere nede) tærtebunden for at undgå tærtebunden hæver op. Det vil nemlig resultere i, at der ikke er så meget plads til fyldet. Jeg lærte det på den hårde måde, fordi jeg havde lidt for travlt til at blindbage 9 små bunde – om end smagen stadig var god! Man kan også prikke huller i tærtebunden med en gaffel for at undgå hævning, men om det påvirker bundens evne til at holde på det meget flydende fyld, skal jeg ikke kunne sige. Hvis du prøver sidstnævnte metode, så giv mig lige et praj om, hvordan det gik 🙂

Opskriften på marengstopping stammer fra Brødrene Price her.

Tarte au passion - Passionsfrugttærte

Opskriften giver 8-10 små tærter eller 1 stor

Ingredienser til mørdej:
250 g hvedemel
170 g smør
65 g flormelis
½ stang vanilje
1 æg
Et lille nip salt

Ingredienser til passionsfrugtfyld:
2 store æg (M/L)
120 g piskefløde
70 g sukker
165 g passionsfrugtkød (jeg brugte cirka 8-9)
Saften af en ½ lime

Ingredienser til marengstopping:
125 g æggehvide
200 g sukker
1 dl vand

Fremgangsmåde – Mørdej

  • Smuldr smørret i melet sammen med flormelis, vaniljekorn fra stangen og et lille nip salt.
  • Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt. De kloge siger at det er vigtigt at dejen netop samles og ikke æltes for meget for at undgå at der udvikles for meget gluten, hvilket kan resultere i at dine tærtebunde ’krymper’ under bagningen. Dog ingen panik for smagen er stadig god!
  • Lad den færdige dej hvile i køleskabet i cirka en times tid. Dette modvirker også ’krympningen’.
  • Rul dejen ud til en tykkelse på cirka 3 mm og beklæd din(e) tærteform(e). Mine forme var 8 cm i diameter. Du kan med fordel lade din(e) beklædte form(e) hvile yderligere i køleskab mens din ovn varmes til 200 grader.
  • Bag tærtebunden(e) i cirka 20 min. For at undgå at dejen hæver op, kan du bage “blindt”, dvs. du lægger et stykke bagepapir over bund og sider og fylder formen med fx tørrede ærter / bønner / kikærter. Sørg for at fjerne bagepapiret og fyldet i de sidste 5 minutter af bagetiden så bunden får en gylden farve. Alle ovne er forskellige så hold godt øje med dine bunde, så de ikke bager for meget.

Fremgangsmåde – Passionsfrugtfyld

  • Ovnen skal have en temperatur på 150 grader.
  • Kør passionsfrugtkødet igennem en si for at fjerne kernerne.
  • Rør alle ingredienser til fyldet sammen.
  • Hæld fyldet i tærtebundene.
  • Sæt tærterne forsigtigt tilbage i ovnen og bag i cirka 15 min til fyldet har sat sig. Mærk efter selv og tag tærterne ud når fyldet ikke er flydende længere.

Fremgangsmåde – Marengstopping

  • Kom sukker og vand i en gryde og kog det til en klar og lidt tyktflydende sirup.
  • Pisk æggehviderne til skum og hæld langsomt den varme sukkerlage lidt efter lidt i marengsen, mens der piskes indtil marengsen er kølet af.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose og lav toppe på dine tærter.
  • Sæt ovnen på grill-funktion og kom tærterne tilbage i ovnen i få minutter indtil marengsen er blevet lys gylden. Hold godt øje for lige pludseligt går det hurtigt!
  • Alternativt kan du også brænde marengsen med en bunsenbrænder.

Så er der serveret!

Tarte au passion - Passionsfrugttærte