Tag-arkiv: passionsfrugt

Blondie med lakrids og passionsfrugt

Hvid chokolade - og lakridskage med passionsfrugt

Sidder du også og tænker det samme som jeg? At weekenden bød på 2014’s absolut sidste solstråler, og at de mørkere tider nærmer sig med hastige skridt?

Nu skal man slet ikke klage, for vi har haft den bedste danske sommer længe, og jeg har nydt den i fulde drag. Samtidig ser jeg frem til efteråret og de mørkere måneder, fordi den byder på masser af hygge i stearinlys, biografture, caféhygge, filmaftener under dynen, julestemning….. (januarudsalget…ssshhhhhh 🙂 )

Jeg vil gerne byde mit sind og CakeLiving et sidste solstrejf med denne L Æ K R E kage-dessert – nemlig en blondie med lakrids og passionsfrugt. Det er en hvid chokolade kage á la en brownie, men bare med hvid chokolade. Den har verden over fået kælenavnet blondie og er ret så populær. Jeg har piftet den op med Johan Bülow rålakridspulver og lidt citron for at gøre den lidt lækrere. Solstrejfen kommer med den lækreste gule passionsfrugtganache, som jeg er stor stor fan af. Jeg har bl.a. brugt den i mine macarons med passionsfrugt, som smager himmelsk!

Hvid chokolade - og lakridskage med passionsfrugt

Man kan lave blondie’en alene og nyde den, som den er. Man kan også vælge at lave passionsfrugtganachen og pynte blondie’en med den, så man ender med en lækker dessert serveret med is. Så bliver denne simple kage lige pludseligt helt gourmet-agtig 🙂

Hvid chokolade - og lakridskage med passionsfrugt

Du får et godt resultat, hvis du laver begge dele aftenen inden servering, så de kan trække natten over.
Med denne portion havde jeg rigelig dessert til 6-8 personer.

Ingredienser til hvid chokoladekage, a.k.a. blondie, med lakrids

120 g smør
140 g god hvid chokolade
100 g sukker
2 æg
1 tsk vanillesukker
80 g mel
et nip salt
½-1 tsk lakrids pulver (jeg brugte Johan Bülows rålakridspulver)
Revet skal af ½-1 citron

Ingredienser til passionsfrugtganache

100 gr god hvid chokolade, hakket
60 gr fløde
10 gr smør
50 gr kød og saft af passionsfrugt (ca. 3 stk)

Fremgangsmåde – Passionsfrugtganache

  • Hak den hvide chokolade.
  • Kom frugtkødet fra passionsfrugten i en lille gryde og varm den lidt op.
  • Tilsæt fløden og varm det til kogepunktet.
  • Si fløde/passionsfrugtblandingen over den hakkede hvide chokolade og rør langsomt rundt til indtil du har en glat ganache.
  • Tilsæt smørret og rør igen til smørret er helt smeltet.
  • Stil den i køleskabet natten over.

Fremgangsmåde – hvid chokoladekage, a.k.a. blondie, med lakrids

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Smelt smørret i en gryde og hæld det over det finthakkede hvide chokolade.
  • Pisk æg, sukker, vanillesukker og citronskal og salt sammen til en let masse – pisk i ca. 4-5 minutter
  • Vend smør og hvidchokoladeblandingen i dejen.
  • Vend til sidst mel og lakridspulver i.
  • Bag den hvide chokoladebrownie i en firkantet form med bagepapir i bunden (jeg brugte en 18 x 20 cm form) i ca. 20-25 minutter. Min blondie bagte i 22 min.
  • Kagen smager bedst, når den er helt kold og har fået love til at trække – gerne natten over.

Anretning:

  • Tag passionsfrugtganachen ud af køleskabet 1 times tid inden du skal anrette.
  • Skær kanterne af din blondie (og spis dem) så du får nogle pæne sider.
  • Fyld passionsfrugtganachen i en sprøjtepose med en rund tyl på (ca. ½ cm i diameter) og sprøjt små toppe ovenpå blondie’en som du har skåret i aflange stykker.
  • Pynt med rålakridspulver og lidt mynteblade. Du kan også gemme kerner fra passionsfrugten, som du brugte til ganachen, og bruge dem som pynt.
  • Server med en klat is til.

Velbekomme og spis et stykke for mig også 🙂

Hvid chokolade - og lakridskage med passionsfrugtHvid chokolade - og lakridskage med passionsfrugt

Skøn tarte au passion – Passionsfrugttærte

Tarte au passion - Passionsfrugttærte

Passionsfrugt er saftsuseme en dejlig frugt og vidner om, at det ikke er det ydre, men det indre der tæller. Den er grim udenpå men så overlækker indeni. Passionsfrugt kan man spise, som den er, især hvis den har fået lov at blive rigtig moden, så den også har sødmen med. Eller man kan bruge den til et utal af kager, desserter, is osv. I dag vil jeg dele en opskrift på passionsfrugttærte med jer. Denne opskrift var faktisk den første, jeg tilføjede min lille samling af ’opskrifter til bloggen’, men den blev ikke den første, som kom på bloggen. Jeg blev inspireret af den lækre og meget velkendte Tarte au Citron (citrontærte) toppet med marengs og var sikker på, at den ville smage dejligt med en passionsfrugtfyld i stedet for citronfyld. Jeg valgte at lave den som små tærter, men man kan vælge at lave den som en stor tærte også. Så her er den 🙂

Et tip til jer, som kaster jer ud i opskriften, er at i blindbage (se forklaring længere nede) tærtebunden for at undgå tærtebunden hæver op. Det vil nemlig resultere i, at der ikke er så meget plads til fyldet. Jeg lærte det på den hårde måde, fordi jeg havde lidt for travlt til at blindbage 9 små bunde – om end smagen stadig var god! Man kan også prikke huller i tærtebunden med en gaffel for at undgå hævning, men om det påvirker bundens evne til at holde på det meget flydende fyld, skal jeg ikke kunne sige. Hvis du prøver sidstnævnte metode, så giv mig lige et praj om, hvordan det gik 🙂

Opskriften på marengstopping stammer fra Brødrene Price her.

Tarte au passion - Passionsfrugttærte

Opskriften giver 8-10 små tærter eller 1 stor

Ingredienser til mørdej:
250 g hvedemel
170 g smør
65 g flormelis
½ stang vanilje
1 æg
Et lille nip salt

Ingredienser til passionsfrugtfyld:
2 store æg (M/L)
120 g piskefløde
70 g sukker
165 g passionsfrugtkød (jeg brugte cirka 8-9)
Saften af en ½ lime

Ingredienser til marengstopping:
125 g æggehvide
200 g sukker
1 dl vand

Fremgangsmåde – Mørdej

  • Smuldr smørret i melet sammen med flormelis, vaniljekorn fra stangen og et lille nip salt.
  • Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt. De kloge siger at det er vigtigt at dejen netop samles og ikke æltes for meget for at undgå at der udvikles for meget gluten, hvilket kan resultere i at dine tærtebunde ’krymper’ under bagningen. Dog ingen panik for smagen er stadig god!
  • Lad den færdige dej hvile i køleskabet i cirka en times tid. Dette modvirker også ’krympningen’.
  • Rul dejen ud til en tykkelse på cirka 3 mm og beklæd din(e) tærteform(e). Mine forme var 8 cm i diameter. Du kan med fordel lade din(e) beklædte form(e) hvile yderligere i køleskab mens din ovn varmes til 200 grader.
  • Bag tærtebunden(e) i cirka 20 min. For at undgå at dejen hæver op, kan du bage “blindt”, dvs. du lægger et stykke bagepapir over bund og sider og fylder formen med fx tørrede ærter / bønner / kikærter. Sørg for at fjerne bagepapiret og fyldet i de sidste 5 minutter af bagetiden så bunden får en gylden farve. Alle ovne er forskellige så hold godt øje med dine bunde, så de ikke bager for meget.

Fremgangsmåde – Passionsfrugtfyld

  • Ovnen skal have en temperatur på 150 grader.
  • Kør passionsfrugtkødet igennem en si for at fjerne kernerne.
  • Rør alle ingredienser til fyldet sammen.
  • Hæld fyldet i tærtebundene.
  • Sæt tærterne forsigtigt tilbage i ovnen og bag i cirka 15 min til fyldet har sat sig. Mærk efter selv og tag tærterne ud når fyldet ikke er flydende længere.

Fremgangsmåde – Marengstopping

  • Kom sukker og vand i en gryde og kog det til en klar og lidt tyktflydende sirup.
  • Pisk æggehviderne til skum og hæld langsomt den varme sukkerlage lidt efter lidt i marengsen, mens der piskes indtil marengsen er kølet af.
  • Kom marengsen i en sprøjtepose og lav toppe på dine tærter.
  • Sæt ovnen på grill-funktion og kom tærterne tilbage i ovnen i få minutter indtil marengsen er blevet lys gylden. Hold godt øje for lige pludseligt går det hurtigt!
  • Alternativt kan du også brænde marengsen med en bunsenbrænder.

Så er der serveret!

Tarte au passion - Passionsfrugttærte

Byg-selv pavlova med lækre bær og passionsfrugt

Byg-selv Pavlova med lækre bær

I denne uge er min søster på besøg fra Tyrkiet og hun er ligeså dessertglad, som jeg selv er. Inden hun ankom til København, var hun så “sød” at sende en ønskeliste med desserter, som hun ville have hendes søstre og mor til at lave 🙂 Jeg siger ihvertfald ikke nej til at lave en dessert og meldte mig til at lave denne overlækre pavlova med lækre bær. Den bringer simpelthen sommer og sol ind i ethvert køkken. Jeg har gjort desserten lidt nem og sjov ved at lave det som en byg-selv variant, hvor jeg på forhånd bager pavlovabundene og laver frugtsauce som topping. Lige inden servering pisker jeg fløden og klargør bærrerne, og så går startskuddet til byg-selv din pavlova, hvor alle kan vælge deres egen topping.

Byg-selv Pavlova med lækre bær

Det som gør pavlova anderledes end den almindelig marengs er, at den indeholder både lidt hvidvinseddike og majsstivelse, som giver den en sprød ydre, men en blød og sej midte. Pavlovaens bløde midte gør den mere udsat for sprækker, især hvis man åbner ovnen under bagningen. Derfor er det bedst at bage den og derefter lade den køle helt af i ovnen, inden man tager den ud. Personligt vil det ikke gøre mig noget, at den sprækker, for det ændrer ikke på den gode smag. Man kan bage pavlovaen som en stor bund (i så fald skal bagetiden øges), eller man kan, som jeg, lave mindre bunde.  I opskriften har jeg erstattet 25 g af sukkeret med brun farin, hvilket gav bundene en lidt karamelagtig smag (rigtig mums), men du kan sagtens nøjes med at bruge almindelig sukker.

Ingredienser til pavlova-bunde (ca. 10 stk) :
125 g æggehvider (svarer til ca. 4 hvis du bruger pasteuriserede hvider)
175 g sukker
25 g brun farin
1 tsk hvidvinseddike
1 tsk majsstivelse

Fremgangsmåde – Pavlova-bunde 

  • Tænd ovnen 145 grader.
  • Pisk æggehviderne med en el-mikser på mellemhastighed indtil de er stive og danner toppe. Du kan teste, om de er stive nok ved at vende skålen på hovedet (hvis du tør 🙂 ). Hvis æggehviderne ikke falder ud af skålen, er de stive nok.
  • Kom lidt efter lidt sukker og brun farin i mens du pisker og fortsæt med at piske ved højere hastighed, indtil du har en fin og blank marengsmasse. Det tager ca. 6-7 minutter.
  • Tilsæt eddiken og majstivelse og pisk lidt indtil det er blandet sammen.
  • Marengsmassen sprøjtes ud (for et finere look) eller klattes med en ske (for et rustik look) på en bageplade med bagepapir på. Mine bunde var på ca. 6 cm i diameter og havde en højde på ca. 3 cm.
  • Bage bundene i ca. 40 min hvorefter ovnen slukkes, og bundene får lov at afkøle i ovnen, indtil de er helt kolde. De skal have en svag gylden farve udenpå men være bløde og seje i midten.

Byg-selv Pavlova med lækre bær

Jeg lavede følgende udvalg af lækkerier til at toppe pavlovaen med.

Hindbærsauce:
150 g hindbær
45 g sukker
1 tsk vanillesukker

  • Kom hindbær i en lille gryde og giv det et kort kog.
  • Tilsæt sukker og vanillesukker og kog det 1 minuts tid.
  • Afkøl og blend eventuelt.

Passionsfrugtsauce:
110 g passionsfrugt (ca. 4 stk)
50 g sukker
1 tsk citronsaft

  • Skrab passionsfrugtkødet ned i en lille gryde og giv det et kort kog.
  • Tilsæt sukker og citronsaft og kog det 1 minuts tid.
  • Afkøl og si eventuelt saucen hvis du ikke er glad for kernerne fra passionsfrugten.

Flødecreme:
250 ml piskefløde
10 g flormelis (smag til)
1 tsk vanillesukker

  • Pisk fløden stiv og tilsæt flormelis og vanille.

Herudover skal du bruger:
1 bakke blåbær
1 bakke jordbær
1 bakke hindbær

Byg-selv Pavlova med lækre bær

Servering:
Sæt det hele på bordet. Pavlova-bunde toppes med flødecremen og bærrerne kommes ovenpå cremen – drys eventuelt med lidt flormelis hvis bærrerne er lidt sure. Som prikken over i’et kommes frugtsauce på toppen af det hele og så er der serveret. Velbekommen 🙂

Byg-selv Pavlova med lækre bær

Byg-selv Pavlova med lækre bær

Med sådan et setup er der jo et væld af muligheder for topping og smagsvariationer – denne opskrift er mit bud på et af dem. Man kunne vælge at bruge citronskal i fløden, frisk mynte eller hakket chokolade som drys eller lave en eksotisk variant med ananas, mango og endnu mere passionsfrugt 🙂

Skønne, påskegule macarons med passionsfrugt

Passionsfrugt macarons (6)

Hurraaaaaaaa, endelig kunne jeg få mit førte indlæg på bloggen så idag er en rigtig god dag! Jeg elsker jo både at lave og spise kager og mit ønske er at dele denne glæde med andre kageglade sjæle. Så jeg tænkte, hvorfor ikke lave en blog (ligesom så mange andre kageentusiaster)? YES, jeg gør det! Dog var jeg på det tidspunkt lykkelig uvidende om at det rent faktisk kræver en del arbejde (finde navn, oprette domæne, lave et banner mm.) og en del viden at sætte sig ind i hvordan en blog teknisk set virker. Men nu er jeg online og en del klogere på WordPress og DET SKAL FEJRES! Og hvad er bedre at fejre med end macarons der lige passer til påsken?

Jeg er ligesom mange andre faldet pladask for de små macarons – deres variationsmuligheder og fine udseende er ikke til at stå for. Især macarons med passionsfrugt er en af mine absolut favoritter. Jeg har valgt at komme lidt gul gelefarve i mine macarons men det er helt op til dig selv om du vil gøre det samme – kun fantasien sætter grænser hvad angår deres farve og uanset farve er smagen bare himmelsk. Mums mums mums!

Passionsfrugt macarons

Grundopskriften på selve macaronen fandt på denne skønne blog og den får jeg 9 sammenlagte macarons ud af. Jeg ved ikke om det var opskriftens skyld eller bare rent held, men jeg har ikke prøvet at lave macarons som enten krakelerer eller ikke hæver op så derfor har jeg holdt mig til denne opskrift – Tak til Chocolat!

Ingredienser til macarons:

75 g flormelis
43 g mandelmel
35 g æggehvide (svarer til ca. 1 æggehvide)
25 g sukker
Evt. gul gelefarve
Evt. frysetørret passionsfrugt

Ingredienser til passionsfrugtganache:

90 g hvid chokolade
35 g passionsfrugtkød uden kerner (ca 2-3 stk)
1 tsk honning
1½ spsk piskefløde

Fremgangmåde – Macarons:

  • Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
  • Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.
  • Si blandingen så du får en fin mandel/flormelismel.
  • Kom æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.
  • Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
  • Vend mandelblandingen i hviderne så du får en ensartet masse. Hvis du vil tilsætte gul farve og frysetørret passion, så gør det nu samtidig med, at du tilsætter mandelblandingen.
  • Nu skal du presse lidt luft ud af dejen ved at skrabe dejen fra skålens bund og presse den mod siden af skålen. Vær opmærksom på at det ikke bliver gjort for heftigt, så du undgår at presse for meget luft ud, da dejen kan blive for flydende. Jeg pressede cirka 34-36 gange, og jeg sørgede for at ‘teste’ efter 30. pres på siden. Du kan teste dejen ved at tage en lille skefuld dej og lade den falde i skålen for at se, om den blander sig med resten af dejen og eventuelle toppe flyder ud. Sørg for at give dejen 20-30 sekunder før du vurderer konsistensen, da det går langsomt med flydningen.
  • Hæld dejen i en sprøjtepose med rund tyl uden at trykke mere luft ud af den. Sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Mine var 3,5 cm i diameter.
  • Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka 30-45 min. Det modvirker at de sprækker, da der dannes en hinde ved tørring som gør at macaronsene vokser opad og får den velkendte fod.
  • Bag dem ved 145 grader i cirka 13 min. Ovne er ikke ens så hold godt øje med dine macarons. Det kan være at du får brug for at justere temperaturen eller bagetiden.
  • Lad dem køle af og fjern dem fra bagepapiret.

Fremgangsmåde – Passionsfrugtganache:

  • Kom alle ingredienserne til ganachen i en gryde og varm den langsomt op – det skal ikke koge eller simre, men bare have nok varme til at chokoladen smelter.
  • Tag gryden af varmen når ganachen er begyndt at tykne lidt og alt er smeltet sammen.
  • Hæld den i en sprøjtepose og læg den i køleskabet –  gerne natten over.

Tag din ganache ud af køleskabet og lad den hvile en smule hvis den er for hård til at bliver sprøjtet ud. Sprøjt ganachen langs kanten af en macaronskal og læg så en anden skal over så du har en hel sammenlagt macaron. Du skal ikke presse for hårdt når du lægger dem sammen da man godt kan komme til at knække de sarte skaller.
Du kan opbevare dine macarons i køleskab indtil de skal spises og de kan holde op til 3 dages tid.
ENJOY og rigtig god påske 🙂

Passionsfrugt macarons