Tag-arkiv: lagkage

Krydret pastinakkage med frosting af brunet smør

Det er snart JUL!! Og jeg har ikke lagt juleopskrifter op endnu – mit arbejde har simpelthen suget alt min tid til sig. Men nu kommer der en opskrift  – bedre sent en aldrig ik’ 🙂

Med Rundt Post Danmark krydret pastinakkage

Billede er taget af Bente Jæger

For noget tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville udvikle to opskrifter til julenummeret af Post Danmarks Med Rundt folder. Den blev udgivet sidste weekend, og har du ikke modtaget den, kan du finde den her, hvor du også kan læse et lille interview af mig. Det var SÅ sjovt at lave opskrifterne og få professionelle billeder taget af mine kager af fotograf Bente Jæger. Endnu sjovere var de reaktioner jeg fik på jobbet, efter at mine kollegaer havde ‘fundet mig’ i deres postkasse 🙂

En af de opskrifter jeg udviklede til artiklen var en krydret pastinakkage. Jeps, du læste rigtigt! Pa-sti-nak i kage! Vi er meget vant til at bruge gulerødder og squash i kager, men den ellers, i kageverdenen, oversete pastinak er ret så lækker at tilsætte i kage for at opnå en superlækker svampet konsistens. Mine kollegaer, som fik serveret kagen, reagerede med rynkede ansigter, da de hørte, at der var pastinak i kagen –  de troede jeg havde fået et sundhedsflip! Da de så endelig smagte kagen, kunne de vist godt smage, at det var en RIGTIG kage med masser af smag. Prøv den – du vil ikke fortryde det – på spejderære 🙂 Læs resten

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Du vil ikke tro mig, men det har taget mig sådan cirka 3 dage at få skrevet dette indlæg. Ikke fordi det er en besværlig opskrift, som kræver en lang, detaljeret manual. Det har bare været en af de gange, hvor jeg bare SÅ gerne vil dele en opskrift, men hver gang jeg har sat mig for at få skrevet et par ord og opskriften, er der kommet noget i vejen! Det kan jo ske, og nu er jeg bare glad for, at det endelig er lykkedes mig at få det færdigt 🙂

Kan du lide appelsin i kager? Kan du lide birkes i kager? Så er denne yndige appelsinkage med birkes og frosting absolut noget for dig! Hold da op, den smager godt og ikke nok med det, så ser den bare så bedårende ud. Jeg håber virkelig, at denne kage tiltaler dig ligeså meget, som den gør mig. Jeg kan slet ikke stå for den sarte laksefarvede frosting og de tørrede blomster, som gør kagen rigtig feminin.

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Der er faktisk en lille historie bag de tørrede blomsterblade. En tilfældig dag talte jeg med min kære mor om, at jeg måske ville tørre lidt blomster, som jeg kunne dekorere mine billeder med. Der gik ikke lang tid, før kære mor selv tog projektet i egen hånd og leverede en hel kuvert fyldt med blade, som hun selv havde tørret til mig. Jeg lægger dem væk i mit skab, og desværre glemmer jeg dem! Lige indtil dagen hvor jeg laver denne kage. Oprindelig skulle kagen pyntes med stedmoderblomster (de er jo SÅ in som kagepynt, og jeg ville da være med på trenden), men farverne passede slet ikke sammen. Hvad er min redning? Min mors tørrede blade! Jeg elsker min mor! Kagen her vil derfor altid minde mig om min egen yndige mutti 🙂  Læs resten

Sønderjysk rugbrødslagkage

Og et par glimt af Mormors lille Café i Møgeltønder hvor jeg smagte min allerførste sønderjyske rugbrødslagkage

rugbrødslagkage

Jeg har fået en kommentar på bloggen fra en læser, som spurgte, om jeg kunne dele opskriften på min sønderjyske rugbrødslagkage 🙂 Og der er da ikke noget, jeg hellere vil! Jeg har bare ventet med at dele opskriften, fordi jeg ikke syntes, at jeg fik taget nogle ordentlige billeder af kagen og ville gerne bage den igen, tage billeder og så dele den med jer. Dog kommer opskriften nu, og så må jeg supplere med pænere billeder på et andet tidspunkt.

Læs resten

Himmelsk, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær

Skøn, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær

Min dejlige mor har fødselsdag i denne uge og vi tog glæden på forskud og fejrede hende igår med lækker brunch, solskin og selvfølgelig en kage. Jeg synes, at jeg har verdens bedste mor (synes vi ikke alle at vores egen mor er den bedste?) og derfor skulle hun have en skøn kage, som jeg vidste, hun ville elske. Min mor kan bedst lide kager, som er friske og syrlige i smagen og som ikke indeholder alt for meget flødeskum. Med det som udgangspunkt kom jeg frem til denne lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær. Kombinationen af den søde chokolade og hyldeblomst med syrlige hindbær er skøn. OG den indeholder ikke bjerge af flødeskum! Lagkagen består af hjemmelavede bunde, en hindbærmousse, en hvid chokolade/hyldeblomst mousse og er smurt op med en flødeskum/creme fraiche creme samt pyntet med friske hindbær og marengs. MUMS!

Skøn, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær

Jeg må indrømme, at kagen faktisk ikke endte med at se ud, som jeg havde planlagt og forestillet mig – den blev meget pænere! Jeg havde bagt et læs marengs-grissini som skulle bruges som pynt, men det blev ikke så pænt og jeg endte derfor med at pynte med knuste marengs på siderne – improvisering når det er bedst! Til en anden gang vil jeg nok bare lave en masse små marengstoppe (som du kan se på toppen af kagen) og pynte med dem istedet. Hvorom alt er, så blev kagen rigtig fin (og lidt rustik), den smagte himmelsk OG der var ikke en krumme tilovers til dagen efter! Nu ikke mere snak – her er opskriften og husk at læse det hele igennem inden du går igang:

Ingredienser til bunde (3 gode, tykke bunde):
4 æg
½ stang vanille
240 g sukker
95 g kartoffelmel
80 g hvedemel
7 g bagepulver (ca. 1½ tsk)
35 g mandler
Lidt mælk til at fugte bundene med når kagen skal samles

Ingredienser til hvid chokolade/hyldeblomstmousse:
250 ml piskefløde
100 g hvid chokolade
75 ml koncentreret hyldeblomstsaft
Revet skal af ½ ubehandlet citron
2 blade husblas eller 1 tsk gelatinepulver

Ingredienser til hindbærmousse:
300 g hindbær (jeg brugte en pose frosne)
½ stang vanille
80 g sukker
2 blade husblas eller 1 tsk gelatinepulver
250 ml piskefløde

Ingredienser til fløde/creme fraiche creme til opsmøring:
250 ml piskefløde
3 spsk creme fraiche (jeg brugte 18%, men 9% vil sikkert også fungere fint)
2 spsk flormelis
1 tsk vanillesukker

Ingredienser til pynten:
105 g æggehvider (svarer til ca. 3 hvider)
150 g sukker
½ tsk hvidvinseddike
Evt. 1 tsk citronskal
Evt. 1 tsk frysetørret bær (jeg brugte brombærpulver)

Friske hindbær (jeg brugte 3 bakker á 125 g)

Lige en note inden du starter: Ingredienslisten er lidt lang, men kagen er slet ikke så uoverkommelig at lave og man kan sagtens lave næsten det hele dagen inden, samle kagen om aftenen så den kan trække natten over og pynte den på dagen – Piece of cake 🙂

Fremgangsmåde – Bunde:

  • Klargør en 24 cm springform ved at dække bunden med et rundt stykke bagepapir som passer præcis til formen. Sider skal ikke smøres eller beklædes.
  • Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
  • Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem sammen med en smule af sukkeret.
  • Pisk vaniljesukker, sukker og æg til en meget luftig og hvid æggesnaps.
  • Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen, og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det sammen.
  • Hak mandlerne fint og vend det i dejen.
  • Kom dejen i formen og jævn den ud.
  • Bag den i ca. 30-35 minutter. Alle ovne er forskellige så tjek den jævnligt – Den skal ikke overbage, da den så bliver for tør og den skal være lys gylden på overfladen.
  • Lad bunden køle helt af i springformen inden den skæres fri med en lille kniv og tages ud af formen.
  • Flæk bunden i 3 lige tykke dele med en savtakket kniv.
  • Pak bundene godt ind indtil de skal bruges eller frys dem hvis du først skal lægge kagen sammen nogle dage efter.

Fremgangsmåde – Hvid chokolade/hyldeblomstmousse:

  • Udblød husblas eller gelatinepulver i koldt vand.
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet.
  • Hak chokoladen fint, og kom den direkte op i den varme fløde.
  • Tilsæt den udblødte husblas, efter at den er vredet for vand, og rør indtil husblas og chokolade er smeltet helt.
  • Tilsæt hyldeblomstkoncentrat og citronskal.
  • Kom cremen i en skål, og dæk den til med husholdningsfilm så den rammer cremen for at undgå kondens.
  • Sæt den i køleskabet i mindst 3-4 timer, indtil hyldeblomstcremen har sat sig og minder om budding.
  • Hyldeblomstcremen skal være køleskabskold (5°), før den med succes kan piskes stiv og cremet.

Fremgangsmåde – Hindbærmousse:

  • Udblød husblas eller gelatinepulver i koldt vand.
  • Kog kort hindbær, sukker, vanillekorn og selve stangen indtil sukkeret er opløst.
  • Tag det af varmen og tilsæt husblassen efter den er vredet for vand og rør indtil det er smeltet.
  • Si blandingen i en skål og lad den køle af.
  • Pisk fløden stiv og rør lidt af den sammen med hindbærblandingen hvorefter det vendes i resten af flødeskummet.
  • Kom hindbærmoussen i køleskab indtil den skal bruges.

Fremgangsmåde – Marengs til pynten:

  • Tænd ovnen på 90 grader (varmluft).
  • Pisk æggehviderne stive og tilsæt herefter sukkeret lidt ad gangen.
  • Pisk indtil sukkeret er opløst – det tager omkring 8-10 min.
  • Tilsæt eddike og evt. citronskal og frysetørret bær.
  • Sprøjt marengsen ud i små toppe af ca. 1 cm i diameter – det bliver til en del toppe når de er så små. Du kan også sprøjte noget af marengsen i stænger, hvis du vil køre “knust marengs” pynten ligesom jeg.
  • Bag toppene i ca. 30-40 min. indtil de helt bagt igennem. De tager ikke farve,  men forbliver hvide og blanke på grund af den lave ovntemperatur. Hvis du laver marengsgrissini så skal de bages i længere tid – ca. 1 time og 20 min.

Fremgangsmåde – Fløde/creme fraiche creme til opsmøring:

  • Pisk fløden stiv med flormelis og vanillesukker.
  • Vend creme fraichen i piskefløden.
  • Lav denne creme lige inden du skal samle kagen.

Nu skal du samle kagen:

  • Læg en af bundene på dit fad, med springformen eller en kagering omkring den (så den kan holde den samlede kage stabil) og fugt den med lidt mælk. Jeg fordelte ca. 3 spsk mælk pr. bund med mest fokus på kanterne.
  • Pisk din kolde hvid chokolade/hyldeblomstmousse luftig med en håndmikser og fordel den på bunden i formen.
  • Læg næste bund ovenpå, tryk let bunden på plads og fugt den ligeledes med mælk.
  • Fordel din afkølede hindbærmousse på bunden.
  • Læg din sidste bund på og tryk den let på plads.
  • Fugt den sidste bund og lad din kage trække natten over i køleskabet godt tildækket så den ikke tager lugt fra andre madvarer.
  • Dagen efter skal kagen pyntes inden den skal nydes i godt selskab. Tag din kage ud af køleskabet og befri den fra kageringen.

  • Smør kagens top og sider med fløde/creme fraiche cremen.
  • Pynt kagens top med de friske, flotte hindbær og “drys” med dine marengstoppe.
  • Brug resten af marengstoppene (eller dine knuste marengs hvis du har valgt det) til at pynte siderne med.
  • Lad kagen stå i køleskabet indtil den skal spises.
  • Voilá! Nyd den og velbekommen!

Himmelsk, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær

Himmelsk, smagfuld kage til mor Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær (23)

Opskrift til bunde og hvid chokolade/hyldeblomstmousse er inspireret af Feminas fødselsdagskage af Annemette Voss.