Tag-arkiv: galette

Efterårs-æblegalette

ÆblegaletteJeg er ikke meget for at give slip på de lyse tider, som jeg elsker, men der er nu også noget helt særligt ved efterår. Godt nok bliver det mørkere, men det er endnu ikke den kedelige grålige mørke, som har taget over. Der er stadig varme i luften i form af nogenlunde milde temperaturer men også de skønneste farver og gyldne solstrejf – i love it! Og jeg tror vist at jeg skal en tur i Dyrehaven i denne weekend 🙂

Siden efterårets start har jeg haft opskrifter med æbler på hjernen – og de fleste af dem er stadig deroppe på 1. sal, da jeg har haft for travlt til at få dem ført ud i livet. Ikke desto mindre er det lykkedes mig at bage to af mine ideer og den ene af dem får I opskriften på idag 🙂 Læs resten

Sprød og rustik brombær galette med marcipan

Brombær galette med marcipan

Indrømmet, jeg har aldrig været den helt store tærte-bager, fordi jeg synes, det er lidt besværligt med at få mørdejen lagt pænt ind i en tærteform, og fordi man ikke altid kan være sikker på, at dejen ikke trækker sig sammen under bagningen. Lige indtil jeg, på Instagram, opdagede en ’galette’ – en sprød og rustik tærte-lignende sag som vist stammer fra Frankrig. En galette kræver, heldigvis, ikke at man bruger tid på at trykke dejen ud i en tærteform. I stedet ruller man dejen ud, kommer fyldet på og samler kanterne rundt om fyldet. Så nemt er det!

En galette kan laves i et væld af varianter, men jeg havde sat mig for at lave en brombær-version, fordi min fryser var fyldt med lækre brombær, som jeg havde fået fra min kærestes mor. Tak Joan 🙂

Brombær fra skoven

Inspiration til denne opskrift fandt jeg her, men jeg endte med at lave om på den (ellers er det jo ikke sjovt vel? ) Jeg har brugt en blanding af nødder i stedet for kun en slag, tilføjet citronskal og så valgte jeg at komme marcipan i min version. Jeg var bange for, at den ville blive for kedelig med kun brombær, og jeg synes at marcipan passer SÅ godt med bær.

Således blev resultatet en lækker, sprød og rustik brombær galette med marcipan. Den smagte bare godt, og den er hamrende nem at lave!

Min søster havde lidt rester til dagen efter, og jeg har ladet mig vide, at den stadig smager godt dagen efter – den eneste forskel er, at kanterne bliver lidt blødere.

Ingredienser til mørdej

300 g mel
100 g nødder, jeg brugte 50 g hasselnødder og 50 g mandler
115 g flormelis
200 g koldt smør
1 æg
1 tsk vanillesukker
½ citron, revet skal

Ingredienser til fyld

300-350 g brombær, friske eller frosne som er optøet
70 g marcipan
1 spsk maizena
70 g sukker

Fremgangsmåde – Mørdej

  • Kom nødderne i en blender og blend dem til nøddemel.
  • Bland mel, nøddemel, flormelis, vanillesukker og citronskal i en skål.
  • Tilsæt det kolde smør i tern og smuldr dejen, indtil det hele er godt blandet.
  • Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt. Stop med at ælte så snart dejen har samlet sig til en ensartet masse.
  • Pak dejen i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i en times tid.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til en cirkel som har en tykkelse på ca. 5 mm.
  • Læg den udrullede dej på en bageplade med bagepapir på.

Fremgangsmåde – Fyld

  • Riv nu marcipanen over dejen og efterlad en kant hele vejen rundt på ca. 5 cm.
  • Fordel brombærerne ovenpå marcipanen. Husk at si væden fra hvis du bruger optøede bær fra fryseren.
  • Drys sukkeret over bærrene og sigt maizenaen over.
  • Fold nu kanterne over fyldet. Der kommer til at være nogle folder i kanten, og det er helt ok.
  • Bag tærten i 30 min. i en 190 grader forvarmet ovn.

Brombær galette med marcipanBrombær galette med marcipan

Lad galetten køle lidt eller helt inden den nydes med en klat creme fraiche eller vaniljeis (eller begge dele hvis du ikke kan vælge 🙂 )

Bbrombær galette med marcipan

Bon appetit!