Tag-arkiv: frosting

Krydret pastinakkage med frosting af brunet smør

Det er snart JUL!! Og jeg har ikke lagt juleopskrifter op endnu – mit arbejde har simpelthen suget alt min tid til sig. Men nu kommer der en opskrift  – bedre sent en aldrig ik’ 🙂

Med Rundt Post Danmark krydret pastinakkage

Billede er taget af Bente Jæger

For noget tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville udvikle to opskrifter til julenummeret af Post Danmarks Med Rundt folder. Den blev udgivet sidste weekend, og har du ikke modtaget den, kan du finde den her, hvor du også kan læse et lille interview af mig. Det var SÅ sjovt at lave opskrifterne og få professionelle billeder taget af mine kager af fotograf Bente Jæger. Endnu sjovere var de reaktioner jeg fik på jobbet, efter at mine kollegaer havde ‘fundet mig’ i deres postkasse 🙂

En af de opskrifter jeg udviklede til artiklen var en krydret pastinakkage. Jeps, du læste rigtigt! Pa-sti-nak i kage! Vi er meget vant til at bruge gulerødder og squash i kager, men den ellers, i kageverdenen, oversete pastinak er ret så lækker at tilsætte i kage for at opnå en superlækker svampet konsistens. Mine kollegaer, som fik serveret kagen, reagerede med rynkede ansigter, da de hørte, at der var pastinak i kagen –  de troede jeg havde fået et sundhedsflip! Da de så endelig smagte kagen, kunne de vist godt smage, at det var en RIGTIG kage med masser af smag. Prøv den – du vil ikke fortryde det – på spejderære 🙂 Læs resten

Den lækre banankage med chokolade og frosting

Banankage_med_frosting (2)_web

Jeg har næsten lige smidt en kage i ovnen, som jeg skal have med på arbejde imorgen. Mens jeg venter på, at den bager færdig og nyder duften af den, ville jeg lige dele endnu en opskrift med jer. Det er efterhånden længe siden, jeg har givet min kære blog lidt TLC (Tender Love and Care 🙂 ) fordi jeg har haft travlt på jobbet det sidste stykke tid – faktisk er kagen, jeg bager til imorgen, for at fejre at min projekt gik live idag og det er en milepæl, som skal fejres!

Jeg har lavet en banankage – en ret fin en hvis du spørger mig 🙂 – men jeg må sige, at det er yderst sjældent, jeg laver det. For mig er banankage en kage, man laver, hvis man har modne bananer i køkkenet, som man ikke ved hvad, man skal bruge til. Mine bliver som regel brugt til bananpandekager, smoothies eller disse lækre bananvafler  fra CopenhagenByMe. Læs resten

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Du vil ikke tro mig, men det har taget mig sådan cirka 3 dage at få skrevet dette indlæg. Ikke fordi det er en besværlig opskrift, som kræver en lang, detaljeret manual. Det har bare været en af de gange, hvor jeg bare SÅ gerne vil dele en opskrift, men hver gang jeg har sat mig for at få skrevet et par ord og opskriften, er der kommet noget i vejen! Det kan jo ske, og nu er jeg bare glad for, at det endelig er lykkedes mig at få det færdigt 🙂

Kan du lide appelsin i kager? Kan du lide birkes i kager? Så er denne yndige appelsinkage med birkes og frosting absolut noget for dig! Hold da op, den smager godt og ikke nok med det, så ser den bare så bedårende ud. Jeg håber virkelig, at denne kage tiltaler dig ligeså meget, som den gør mig. Jeg kan slet ikke stå for den sarte laksefarvede frosting og de tørrede blomster, som gør kagen rigtig feminin.

Yndig appelsinkage med birkes og frosting

Der er faktisk en lille historie bag de tørrede blomsterblade. En tilfældig dag talte jeg med min kære mor om, at jeg måske ville tørre lidt blomster, som jeg kunne dekorere mine billeder med. Der gik ikke lang tid, før kære mor selv tog projektet i egen hånd og leverede en hel kuvert fyldt med blade, som hun selv havde tørret til mig. Jeg lægger dem væk i mit skab, og desværre glemmer jeg dem! Lige indtil dagen hvor jeg laver denne kage. Oprindelig skulle kagen pyntes med stedmoderblomster (de er jo SÅ in som kagepynt, og jeg ville da være med på trenden), men farverne passede slet ikke sammen. Hvad er min redning? Min mors tørrede blade! Jeg elsker min mor! Kagen her vil derfor altid minde mig om min egen yndige mutti 🙂  Læs resten

Saftig gulerodskage med frosting og ahornsirup

Gulerodskage med frosting og ahornsirup

Uuuhm gulerodskage er bare SÅ godt, og jeg bager den alt alt for sjældent. Hver gang jeg spiser et stykke ude i byen, siger jeg til mig selv, at jeg skal bage den selv, bare fordi den er så muuuums! Jeg har bagt gulerodskage, før jeg fandt denne opskrift, men jeg synes de blev lidt kedelige i smagen og lidt tørre –  det var højst sandsynligt, fordi jeg brugte nogle opskrifter, som sparede for meget på enten fedtstoffet eller sukkeret. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Sukker-  og fedtfrie kager smager ikke ligeså godt som en rigtig kage, hvor der er sukker i (hvad enten det er hvidt sukker, brunt sukker, honning, dadler etc.), og hvor der er fedtstof i (olie, smør, kokosolie etc) i. P u n k t u m!. Læs resten

Lækker blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting

– med mini macarons som gør den perfekt til en dreng-babyfest

blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting

Så er jeg tilbage fra en dejlig Tour de Jylland, hvor jeg fik set en masse skønne steder, som jeg har været alt alt for længe om at besøge. Jeg er nok lidt af en ærke-københavner, som har været alt for dårlig til at se udover København. Selvom byen altid vil have en helt særlig plads i mit hjerte, da jeg er født og opvokset i her, synes jeg, at det var rigtig rart at se nogle andre hyggelige byer i Jylland, som har en helt anden ro over sig. Turen gik både til Sønderjylland og Nordjylland, men jeg var SÅ uheldig, at jeg ikke kunne fange et sønderjysk kaffebord – Den har jeg til gode! Jeg fik dog spist nogle kager, som jeg vil prøve at lave selv så følg med i den kommende tid 🙂

Efter min retur har jeg, i denne uge, tilbragt lidt tid sammen med min rigtig nære veninde og hendes 2 måneder gamle søn, som har formået at charmere sig helt ind på mig. NØJ, hvor er han sød og hvor dufter han godt!! Årsagen til baby-snakken i dette indlæg er at jeg, efter jeg så den lille gut i denne uge, kom i tanke om, at jeg helt har glemt at lægge en opskrift op. Nemlig, opskriften på den kage jeg lavede til min venindes baby-fest – en lækker blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting pyntet med mini blå og grønne macarons. Jeg er slet ikke til fondantkager, som man ofte ser til babyfester, fordi sukkermassen ikke vækker min appetit. Tit ser en fondantkage bare fin ud men smager ikke voldsomt godt (måske jeg bare har været uheldig). Jeg foretrækker en kage, som ser lækker ud, og får mundvandet til at løbe – Det gjorde denne kage!

Macarons med citronkaramel

Blå er en svær farve til kager, da jeg ikke kan finde særlig mange råvarer i blå og har ikke lyst til en for kunstig kage. Blåbær gav sig selv, og de smager jo godt. Da min veninde er vild med macarons, valgte jeg farvede macarons med citronkaramel som pynt. TADAAAAA! Resultatet var lige til topkarakter, hvis jeg selv skal bedømme det. Jeg synes bare ikke at mine billeder blev nær så gode, da de blev taget med huset fyldt med piger og det skulle gå lidt tjept.

Ingredienser til blåbærmarmelade:

250 g blåbær, frosne eller friske
100 g sukker
15 ml citronsaft (1 spsk)
1½ tsk revet citronskal
1 tsk vanillesukker

Ingredienser til kagen:

230 g smør, stuetemperatur
400 g sukker
3 tsk revet citronskal (ca. 1½ citron)
30 ml citronsaft (2 spsk)
2 tsk vanillesukker
7 æggehvider (str. L og ca. 245 g i vægt)
320 g mel
45 g majsstivelse
4 tsk bagepulver
300 ml mælk, stuetemperatur

Ingredienser til hvid chokoladefrosting:

400 g flødeost (ikke light)
130 g smør
150 g hvid chokolade
½-1 tsk lakridspulver (kan undlades)
200 g flormelis – smag til med 150 g først og tilsæt yderligere hvis det ikke er nok.

Fremgangsmåde – Blåbærmarmelade

  • Kom alle ingredienser i en gryde og varm blandingen op.
  • Lad det simre i ca. 15-20 min tid, indtil det får en tykkere konsistens.
  • Blend blandingen til en ensartet masse uden klumper.
  • Stil den til afkøling.
  • Når din blåbærblanding er kølet af, burde den have en konsistens som ligner marmelade.

Fremgangsmåde – Kage

  • Sørg for at alle ingredienser har stuetemperatur.
  • Tænd ovnen på 175 grader og smør 4 x 16 cm springforme og kom bagepapir i bunden. Du kan også bruge 3 x 20 cm forme, men kagen bliver selvfølgelig ikke ligeså høj.
  • Pisk smør med sukker, citronskal, citronsaft og vanillesukker.
  • Tilsæt æggehviderne ad 3 gange og pisk godt mellem hver gang.
  • Sigt mel og maizena sammen indtil det er blandet godt sammen (sigt det ca. 4-5 gange). Tilsæt så bagepulveret og sigt det i dejen skiftevis med mælken over 3 gange.
  • Pisk dejen ved lav hastighed 1 minuts tid indtil det er blandet sammen.
  • Tag 3 dl af dejen og kom det i en separat skål. Fordel resten af dejen ligeligt i springformene.
  • Tilsæt ca. 3 spsk. af blåbærmarmeladen i de 3 dl af dejen og vend det godt sammen.
  • Fordel blåbærdejen ligeligt mellem de tre forme og brug en gaffel til at køre igennem dejen for at give kagen en marmoreffekt.
  • Bag kagerne i ca. 25-28 minutter. Tjek med en tandstik om dejen er bagt igennem. Der må ikke sidde dej på den.
  • Lad kagerne afkøle i formen i 10 min og vend dem herefter ud på en rist for at afkøle helt. Husk at fjerne bagepapiret.

Fremgangsmåde – Hvid chokoladefrosting

  • Smelt den hvide chokolade langsomt i enten mikroovn eller i vandbad og lad den køle af.
  • Pisk det bløde smør luftigt sammen med flormelis.
  • Tilsæt lakridspulver og flødeost og pisk indtil alle klumper er rørt ud.
  • Tilsæt til sidst den smeltede hvide chokolade.
  • Tag ca. 2 – 2½ dl af frostingen og bland det sammen med 1 dl af blåbærmarmeladen.
  • Nu har du 2 slags frosting, som skal i køleskab og hvile lidt, så de kan tykne.

Kagen skal samles

  • Læg en af bundene på et fad og smør et tyndt lag blåbærfrosting på.
  • Fortsæt på denne måde indtil alle bunde er lagt sammen. Der skal ikke være blåbærfrosting på den øverste bund på toppen.
  • Hvis frostingen er blevet for blød kan du sætte kagen i køleskabet lidt, så det kan stivne. Bliver kagen for ustabil, kan du lige køre et tyndt træspyd igennem for at stabilisere den.
  • Dæk nu hele kagen med den hvide chokolade frosting. Jeg brugte en tynd palet til at smøre kage op med og til at lave ’striberne’ på siden.
  • Pynt kagen med macarons med citronkaramel som er farvet blå og grønne – eller i helt andre farver. Opskriften til macarons gemmer sig her. Du skal huske at nedsætte bagetiden i forhold til opskriften, hvis du laver mini-macarons, ligesom jeg har lavet.

God fornøjelse 🙂

blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting blåbær og citronkage med hvid chokoladefrosting

Lækker sommerlig kage med hyldeblomst, jordbær og citrontimian i perfekt harmoni

Kage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frosting

Det er ingen hemmelighed, at jeg altid står klar til at bage en kage. Så da min kære søster nævnte, at hun skulle samles med sine veninder(a.k.a Diætisterne) til eftermiddagskaffe, meldte jeg mig til at lave en kage til kaffen. OG den skulle i hvert fald ikke være fedtfattig, selvom målgruppen rent faktisk var diætister 🙂 Den fik hele armen og resultatet blev denne skønne, sommerlige kage med hyldeblomst, jordbær og citrontimiankage fyldt med masser af smag.

Jeg leder altid efter inspiration på nettet og i bøger og fandt flere kager med timian i. Jeg er altså vant til at bruge timian i mad og ikke i kager, så derfor lavede jeg en lille tester efter min egen opskrift tilsat citrontimian. Jeg var samtidig SÅ heldig, at min kærestes mor havde sendt hjemmelavet hyldeblomstsaft og hjemmelavet jordbærmarmelade til os, så det brugte jeg også til kagen. Jeg var VILD med smagen! Hurtigt var det afgjort, at kombinationen skulle afprøves som en rigtig kage med hyldeblomstfrosting, som diætist-dommerpanelet kunne bedømme. THEY LOVED IT! Og der var vist ikke en krumme tilbage, efter alle havde spist to stykker hver 🙂

Kage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frostingHjemmelavet hyldeblomstsaft og jorbærmarmelade fra min kærestes søde mor Hjemmelavet hyldeblomstsaft og jordbærmarmelade fra min kærestes søde mor.

Smagene i denne kage passer rigtig godt sammen og minder mig om sommeren, hvor hyldeblomst og jordbær hører hjemme. Til udseendet af kagen fandt jeg inspiration på en svensk blog kaldet MadebyMary.

Det er helt med vilje, at denne kage er ’nøgen’ på siderne, men vil du hellere dække siderne helt, anbefaler jeg, at du laver 1½ portion frosting. Jeg tog lidt af kagedejen for at lave en mini-version af kagen, så  min kæreste også kunne smage den. Det er den som i ser på billederne ved siden af den store kage.

Ingredienser til kage:

4 æg
250 g sukker
1 spsk frisk citrontimian, hakket
½ citron, revet skal
260 g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
200 g smør
50 ml koncentreret hyldeblomstsaft
100 ml mælk

Ingredienser til frosting:

250 g kold flødeost natural, ikke light
70 g smør, stuetemperatur
½ citron, revet skal
3 tsk hyldeblomstsaft, koncentreret
Ca. 40-60 g flormelis, smag til

Desuden: En god jordbærmarmelade, gerne hjemmelavet og 1 bakke jordbær (ca. 400 g)

Fremgangsmåde – Kagen

  • Smør 3 springforme (16 cm) og kom bagepapir i bunden af formene.
  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken.
  • Sukker, æg, finthakket citrontimian og citronskal piskes lyst og luftigt.
  • Bland mel, bagepulver og vaniljesukker og sigt det ned i æggeblandingen og rør det sammen.
  • Hæld lidt efter lidt smør/mælkeblandingen og hyldeblomstsaft i dejen og vend det hele forsigtigt sammen.
  • Fordel dejen ligeligt i de tre forme og bag kagerne i ca. 25 min. Alle ovne er forskellige så hold godt øje med dine kager og tag dem ud så snart de er bagt færdig. Tjek evt. med et tandstik for at sikre dig at de er bagt igennem.
  • Tag kagerne ud af formene og lad dem køle af på en rist.

Fremgangsmåde – Frosting

  • Pisk smørret luftigt og pisk flormelis i.
  • Tilsæt citronskal og pisk.
  • Tilsæt den kolde flødeost og pisk videre indtil klumperne er rørt ud.
  • Tilsæt hyldeblomstsaft og rør sammen.
  • Sæt frostingen i køleskab indtil den skal bruges.

Så skal herligheden samles:

  • Læg den første kage på en tallerken og smør et tyndt lag jordbærmarmelade på.
  • Kom herefter et lag frosting ovenpå marmeladen.
  • Gentag med den næste kage og slut af med den sidste kagebund øverst.
  • Kom et lag frosting på toppen men gem lidt til siderne.
  • Nu skal du bruge den sidste frosting til at fylde eventuelle småhuller og give kagen en glat overflade uden at dække helt til med frostingen så man stadig kan se lagene i kagen.
  • Skær de friske jordbær i halve og pynt toppen af kagen med dem og med frisk citrontimian.

Nu er du klar til at imponere de heldige gæster, som får lov til at dele denne kage med dig 🙂 Velbekomme og rigtig god sommer!

Kage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frostingKage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frostingKage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frostingKage med citrontimian hyldeblomst jordbær og frosting

Rabarber cupcakes med hvid chokolade

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber

Der er jo gået alt for lang tid, siden jeg sidst har givet lyd fra mig, og det skal jeg prøve at undgå, for jeg nyder virkelig at skrive og dele mine oplevelser med jer på bloggen. Det er samtidig gået op for mig, at nogle gange overtager hverdagen, travlheden, arbejdet, træningen og pleje af det sociale liv så meget, at man glemmer at trække vejret dybt, nyde stilheden og sit eget selskab. Kender I ikke det? Jeg er så heldig, at jeg lige netop i dag har haft en dag og aften, hvor jeg kan nyde mit eget selskab på min altan, mens fuglene stadig kvidrer og solen har skinnet for fuld drøn 🙂 Sommeren er nemlig kommet til København (forhåbentlig for at blive) og det er bare skønt at aftenen er lun! Lige til sommervejr, solskin og lune aftener passer disse skønne cupcakes. De er seriøst lækre, både når det kommer til udseende og smag. Den syrlige rabarber er et rigtig godt modspil til den søde hvide chokolade i frostingen. Jeg kan personligt kun anbefale jer at prøve dem!

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber

Inspirationen kommer fra en virkelig lækker blog www.callmecupcake.se. Tag et kig derind hvis I vil se nogle super flotte billeder af kager og desserter. Jeg har justeret opskriften hvor jeg har valgt at bruge vanille i stedet for kardemomme i rabarberne, og jeg har valgt at bruge en hvid chokoladefrosting på. Jeg fik 12-14 cupcakes.

Ingredienser til porcheret rabarber:
100 g rabarber
40 g sukker
1 dl vand
½ stang vanille, korn og stang

Ingredienser til cupcakes:
100 g smør, stuetemperatur
200 g sukker
Kornene af ½ stang vanille (alternativt vanillesukker)
2 æg, str. M
125 ml creme fraiche
195 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
¼ tsk salt
90 g rabarber, finthakket (oprindelig opskrift havde 100 g i, men jeg havde ikke mere end 90 g)

Ingredienser til hvid chokoladefrosting
60 g smør
100 g flormelis
75 g hvid chokolade
200 g flødeost naturel (ikke light)
Skal af ½ citron
1 tsk vanillesukker
Evt. rød gelefarve

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber (8)

Fremgangsmåde – Porcheret rabarber

  • Skær rabarberne i 1 cm tykke stykker og kom dem i en gryde sammen med sukker, vand, vanillekorn og -stang.
  • Lad rabarberstykkerne simre i 5 minutters tid indtil de er bløde, men ikke smattede.
  • Tag rabarberstykkerne ud af gryden (brug evt. en si) og læg dem på en tallerken.
  • Kog forsat saften til en let sirup – det tager ca. 10 min.
  • Fjern vanillestangen og hæld siruppen i en skål og lad den køle lidt inden rabarberstykkerne kommes tilbage i siruppen.
  • Sæt til side eller i køleskab indtil det skal bruges.

Fremgangsmåde – Rabarber cupcakes

  • Tænd ovnen på 175 grader og klargør medium størrelse muffinsforme (put dem eventuelt ind i en muffinbageplade hvis formene ikke er kraftige nok til at holde formen).
  • Det bløde smør, sukker og vanillekorn piskes luftigt.
  • Æg piskes i sammen med creme fraiche.
  • Sigt mel og bagepulver ned i dejen og tilsæt salt. Pisk lidt igen indtil dejen er ensartet.
  • Vend de finthakkede rabarbere i dejen.
  • Fyld dejen i formene – ca. 2/3 af formen fyldes op.
  • De lækre rabarbercupcakes bages i ca. 17-18 minutter. Alle ovne er forskellige så tjek om de er bagt med en tandstik – der må ikke hænge dej ved.
  • Tag cupcakes ud af ovnen og lad dem køle helt af.

Fremgangsmåde – Hvid chokoladefrosting

  • Smelt den hvide chokolade langsomt over vandbad eller i mikroovn og lad den køle lidt af.
  • Pisk det bløde smør med flormelis indtil det er luftigt.
  • Tilsæt vanille, citronskal og evt. en anelse rød farve i og pisk.
  • Tilsæt flødeost og pisk indtil alle klumper er rørt ud.
  • Kom til sidst den hvide chokolade i og rør det sammen til en ensartet masse.
  • Er din frosting blevet for blød under piskningen kommes den i køleskabet lidt tid så den kan stivne.

Og nu skal cupcakes samles.

  • Fyld frostingen i en sprøjtepose med rund tyl og sprøjt en god top frosting midt på cupcaken.
  • Tag en lille teske og kør den let rundt midt på frostingen for at lave en fordybning.
  • Fyld fordybningen med rabarberstykker og en anelse af rabarbersiruppen.

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber

Nu har du bare den sødeste, lyserøde sommercupcake som er klar til at blive spist 🙂 Jeg ville virkelig ønske, at jeg nu i skrivende stund havde sådan en ved hånden. Men de er desværre blevet spist op, og hele 8 personer godkendte dem! Det er ihvertfald ikke sidste gang, jeg har lavet dem. Muuuuuuuums, siger jeg bare!

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber

Rabarbercupcakes med hvid chokoladefrosting og porcheret rabarber