Tærte med rødvinspocherede pærer og vinderen af konkurrencen

Tærte med rødvinspocherede pærerDet er ikke så ofte at jeg får lavet frugt tærter. Det tror jeg, der skal laves om på! Jeg har ofte holdt mig væk fra tærter, da jeg synes, at det kan være lidt kedeligt at bruge tid på at beklæde en tærteform med mørdej. Så nu bruger jeg tærteringe og ruller samt skærer mørdejen ud, så den passer præcis til ringen  – det går lidt hurtigere og nemmere på den måde.

Jeg er blevet lidt vild med denne tærte med rødvinspocherede pærer fordi den, for det første, smager godt og for det andet ser den altså lidt sød ud med bordeaux-farvede pærer. Tærten er, udover pærer, fyldt med frangipane, som er en lækker nøddefyld tilsat lidt mandelessens. VIRKELIG GODT!

Jeg anbefaler, at man spiser den lidt lun med is til, eller creme fraiche. Opskriften kommer lidt længere nede 🙂

I sidste uge satte jeg jo gang i en vild fed konkurrence, og nu har jeg fundet en meget heldig vinder, som har vundet en kagefyldt dag med Micki Cheng, som tager hjem til vinderen, og bager kager. Den heldige vinder er:

LINE HAUGAARD! Stort tillykke og jeg håber, at Micki laver noget med chokolade til dig og dine venner 🙂 Du får fluks en mail fra mig.

Tærte med rødvinspocherede pærer

Opskriften på tærte med rødvinspocherede pærer

Opskriften rækker til 6-8 personer.  20 cm tærtering

Mørdej til tærtebund

150 g hvedemel
75 g koldt smør, i tern
50 g flormelis
1/2 æg
1/2 tsk ren vaniljepulver

  • Sigt hvedemel, flormelis og vaniljepulver i en skål.
  • Tilsæt det kolde smør og smuldr det sammen.
  • Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt  – den skal ikke æltes, men samles.
  • Pak dejen ind i husholdningsfilm og stil den på køl i 1 time. Lav pærerne i mellemtiden.
  • Tag dejen ud fra køleskabet og rul den ud til 3 mm tykkelse.
  • Skær en cirkel ud som passer til en tærtering på 20 cm.
  • Saml dejen udenom cirklen, rul ud igen til 3 mm tykkelse og skær nu 2 aflange stykker mørdej, således at det passer ind i tærteringens omkreds.
  • Beklæd ringens sider med de 2 stykker og kom den cirkelformede stykke dej i bunden.
  • Pres dejen lidt sammen der hvor bund og side mødes, så tærtebunden er helt tæt.

Rødvinsporcherede pærer

5 små pærer, f.eks. Clara Friis
300 ml rødvin
300 ml vand
100 g sukker
1 stang kanel
1 tsk citronskal

  • Skræl og halvér pærerne og fjern kernehuset med lad stilken sidde på.
  • Placér pærerne i en gryde og tilsæt rødvin, vand, sukker, kanel og citronskal.
  • Lad det simre i ca. 20-25 min.
  • Afkøl pærerne.

Frangipane (nøddefyld)

11/2 æg
90 g mandler/pistacienødder (jeg brugte halvt af hver)
85 g blødt smør
90 g sukker
1/2 tsk mandelessens
3 spsk piskefløde

  • Blend nødderne til nøddemel.
  • Pisk sukker og smør sammen.
  • Tilsæt æg, mandelessens og piskefløde og pisk.
  • Tilsæt til sidst nøddemelet og rør det sammen.
  • Hæld fyldet i tærteformen og arranger de halve pærer ovenpå fyldet.

Bag tærten i 40 min i en forvarmet ovn ved 170 grader (varmluft).

Velbekommen 🙂

Tærte med rødvinspocherede pærer

Skriv et svar