Blodappelsinkage med olivenolie

Blodappelsinkage med olivenolie

Nu har jeg igen prøvet noget, som jeg ikke har prøvet før. Jeg er en sand vovepels 🙂 Sidste gang jeg prøvede at putte noget nyt i kage var i denne vellykkede pastinakkage – hvis du ikke har fået bagt denne endnu, er det vist på høje tid. Nu hvor det gik så godt sidst, tør jeg godt igen! Derfor har jeg lavet en blodappelsinkage med OLIVENOLIE i.

Jeg har ofte kommet smagsneutral olie, såsom vindruekerneolie, i mine skærekager i stedet for smør, fordi jeg synes, at det resulterer i en saftigere, mere svampet kage som ikke tørrer ud så hurtigt. Det nye er så, at jeg denne gang har brugt en olivenolie, som ikke er neutral i smagen. Normalt ville jeg forbinde olivenolie med madlavning eller bodyscrub (bland olivenolie med sukker og skrub kroppen – prøv det!), men den smager overraskende godt i en syrlig kage med lækker blodappelsin. Olivenolien giver en ekstra krydring, som jeg rigtig godt kan lide.
Hvis du ikke tør at kaste dig heeeelt ud i det, kan du jo nøjes med halv mængde olivenolie og halv mængde smagsneutral olie såsom vindruekerneolie. Men giv olivenolien en chance 🙂

Blodappelsinkage med olivenolieBlodappelsinkage med olivenolie

Den skønne blodappelsin er i sæson nu og jeg er vild med den på grund af dens skønne farve. Til glasuren har jeg brugt saften, som både giver smag og en skøn farve. Du kan med fordel også lave kagen med citron, lime, almindelig appelsin eller en blanding af dem alle. Jeg er sikker på, at det vil smage forrygende!

Opskrift på blodappelsinkage med olivenolie

Passer til en 12-13 cm springform og der er nok til 4-6 afhængig af ens kagesult

Ingredienser til kagen

2 æg, gerne ved stuetemperatur
2 dl sukker
Fintreven skal af 2 blodappelsiner (jeg anbefaler øko eller ikke-overfladebehandlede)
2 dl hvedemel
1 tsk ren vanillepulver
1½ tsk bagepulver
1 nip salt
1 dl olivenolie (eller en smagsneutral olie hvis du ikke kan lide olivenolie)
¾ dl saft af blodappelsin

Ingredienser til blodappelsinglasur

2 spsk smeltet smør (kan godt undlades, men den giver en god smag)
¼ tsk vanillepulver
3 spsk blodappelsinsaft
Flormelis – indtil du opnår en passende konsistens

Fremgangsmåde – kagen

  • Tænd ovnen på 160 grader (varmluft).
  • Kom fintreven blodappelsinskal og 1 spsk af sukkeret i en lille skål og mas det sammen med en morter. Dette hjælper på at få smagen rigtig godt frem, fordi det frigiver citrusolien fra skallen.
  • Pisk æg, appelsinsukkeret fra forrige trin samt det resterende sukker luftigt sammen med et piskeris eller elpisker.
  • Tilsæt hvedemel, vanillepulver og bagepulver og vend det sammen.
  • Tilsæt til sidste olivenolie og appelsinsaft og vend dejen sammen indtil den er ensartet.
  • Hæld dejen i en lille springform med bagepapir i bunden og bag den i ca. 30 min. Tjek den med en tandstik efter ca. 25 min – hænger der ikke noget dej ved tages den ud af ovnen.
  • Tag kagen ud af formen, lad den afkøle helt og lav glasuren imens.

Fremgangsmåde – blodappelsinglasur

  • Til glasuren blandes smeltet smør, blodappelsinsaft, vanillepulver og flormelis tilsættes indtil den har en passende konsistens.
  • Hæld blodappelsinglasuren over kagen når den er helt kold.

Nyd denne lækre sag til en god eftermiddagskaffe 🙂

Velbekomme 🙂

Blodappelsinkage med olivenolie Blodappelsinkage med olivenolie

2 tanker om "Blodappelsinkage med olivenolie"

  1. Mia Herrup

    Rigtig lækre opskrifter 🙂
    Har du ser du er kommet på en liste over de 25 bedste dessertbloggere?
    Det er da fedt, tillykke med det 🙂

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Mia, Tusind tak 🙂 Ja jeg har godt set at jeg er havnet på listen – det er meget fedt 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar

Skriv et svar