Krydret pastinakkage med frosting af brunet smør

Det er snart JUL!! Og jeg har ikke lagt juleopskrifter op endnu – mit arbejde har simpelthen suget alt min tid til sig. Men nu kommer der en opskrift  – bedre sent en aldrig ik’ 🙂

Med Rundt Post Danmark krydret pastinakkage

Billede er taget af Bente Jæger

For noget tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville udvikle to opskrifter til julenummeret af Post Danmarks Med Rundt folder. Den blev udgivet sidste weekend, og har du ikke modtaget den, kan du finde den her, hvor du også kan læse et lille interview af mig. Det var SÅ sjovt at lave opskrifterne og få professionelle billeder taget af mine kager af fotograf Bente Jæger. Endnu sjovere var de reaktioner jeg fik på jobbet, efter at mine kollegaer havde ‘fundet mig’ i deres postkasse 🙂

En af de opskrifter jeg udviklede til artiklen var en krydret pastinakkage. Jeps, du læste rigtigt! Pa-sti-nak i kage! Vi er meget vant til at bruge gulerødder og squash i kager, men den ellers, i kageverdenen, oversete pastinak er ret så lækker at tilsætte i kage for at opnå en superlækker svampet konsistens. Mine kollegaer, som fik serveret kagen, reagerede med rynkede ansigter, da de hørte, at der var pastinak i kagen –  de troede jeg havde fået et sundhedsflip! Da de så endelig smagte kagen, kunne de vist godt smage, at det var en RIGTIG kage med masser af smag. Prøv den – du vil ikke fortryde det – på spejderære 🙂

krydret pastinakkage

Ingredienser til krydret pastinakkage:

3 æg
120 g sukker
120 g brun farin
90 ml honning eller lys sirup
150 g smagsneutral olie, f.eks. vindruekerneolie
240 g hvedemel
2½ tsk bagepulver
1½ tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
¼ tsk stødt muskat
1 nip salt
200 g fintreven pastinak
1 æble, revet
3 spsk appelsinsaft
3 tsk revet appelsinskal
60 g grofthakket nødder, f.eks. mandler, pistacienødder eller hasselnødder

Ingredienser til frosting med brunet smør:

200 smør
120 g flormelis
300 g flødeost natural (Det må ikke være light – kalorier må man spare på en anden god gang )
2 tsk vaniljesukker
20 g honning
1 tsk reven appelsinskal

Til pynt:

40 g mørk chokolade og 2 håndfulde kokosflager

Fremgangsmåde – Krydret pastinakkage

  • Pisk æg, sukker, brun farin og honning/sirup indtil det er luftigt.
  • Tilsæt olie og pisk videre.
  • Tilsæt mel, bagepulver og krydderier og pisk det lige indtil det har samlet sig.
  • Skræl pastinak og riv det på den fine side af et rivejern.
  • Vend forsigtigt pastinakken i dejen sammen med revet æble, appelsinsaft og-skal samt de grofthakkede nødder.
  • Fordel dejen i 3 smurte springforme á 16 cm i diameter med bagepapir i bunden.
  • Bag kagerne i 30-35 min i en forvarmet ovn ved 165 grader varmluft. Tjek om kagerne er bagt igennem med en tandstik.
  • Når kagerne er bagt færdige, afkøles de i ca. 10 min, før de tages ud af formene og afkøles helt på en rist.

Fremgangsmåde – Frosting med brunet smør

  • Kom smørret i en kasserolle og smelt det over svag varme. Lad det småboble indtil begynder at tage farve og afgiver en fantastisk nøddeagtigt duft. Det tager ca. 8-10 minutters tid.
  • Tag det smørret af varmen, si bundfaldet fra og hæld det over i en skål til afkøling indtil det er kølet helt af og blevet cremet. Det tager ca. 1 times tid i køleskab.
  • Pisk smørret sammen med flormelis indtil det er luftigt.
  • Tilsæt vaniljesukker, honning og reven appelsinskal og pisk videre.
  • Tilsæt til sidst flødeosten og pisk igen indtil du har en ensartet masse.

Saml kagen

  • Hvis der har dannet sig toppe på kagerne under bagningen, skæres de væk så bundene bliver lige.
  • Læg den første kagebund på et fad og fordel en god klat frosting. Gentag med næste kagebund og læg den sidst kagebund øverst.
  • Smør et meget tyndt lag frosting indtil alle krummerne på hele kagen er forseglet med frostingen og sæt kagen i køleskab i 30 min. Dette vil forhindre synlige krummer på frostingen, når du kommer andet lag på, så du har en flot hvid kage.
  • Herefter smøres resten af frostingen jævnt ud på kagens top og sider, så den er helt dækket. Gem ca. 1½ spsk. frosting som skal bruges til pynten.
  • Sæt kagen i køleskabet indtil frostingen har sat sig.

Lav pynten

  • Smelt og temperér chokoladen (alternativt kan vekao bruges, da det ikke skal tempereres – det er lovligt når det bare er til pynt 🙂 ) og kom det op i en sprøjtepose.
  • Tegn grantræer på bagepapir, klip et lille hul i sprøjteposen og tegn grantræerne op med chokoladen på bagsiden af bagepapiret. Lad dem køle indtil de stivner.
  • Sprøjt 3-4 små toppe af frosting oven på kagen og sæt chokolade-grantræerne på toppene.
  • Pynt til slut kagen med kokosflager på toppen så det ligner sne.
  • Alternativt kan hele kagen dækkes til med kokosflager hvis man ikke har lyst til at pynte med chokolade-grantræer 🙂

krydret pastinakkage

Det er en skøn kage som er Julet på en enkel og rustik måde – og den smager afsindig godt!

Rigtig RIGTIG god weekend derude 🙂

En tanke om "Krydret pastinakkage med frosting af brunet smør"

  1. Pingback: Blodappelsinkage med olivenolie - Cake Living

Skriv et svar