Chokoladekage med blåbær-/brombærcreme

chokoladekage med blåbær brombær creme

Jeg elsker denne chokoladekage med blåbær-/brombærcreme for dens enkle skønhed. Tænk engang, man tager nogle chokoladebunde, smækker den sammen med en blåbær-/brombærcreme og pynter den lidt tilfældigt med bær og blomster. Og resultatet? En kage som ligner en milliard og ser vildt appetitvækkende  ud! Og så har man ikke engang lagt så meget arbejde i det….

Opskriften på chokoladebundene er den samme, som jeg har brugt i denne choko-orangekage,  hvor jeg har erstattet appelsinsaft og kærnemælk med mælk og yoghurt. Hvis du kun har kærnemælk i køleskabet, kan du selvfølgelig bruge det istedet for mælk.

chokoladekage med blåbær brombær creme

Alt efter ens humør og hvad man har i køkkenet eller haven, kan man variere kagen i smagen – man kunne jo komme hindbær eller jordbær i cremen og lave en fin lyserød kage. Lad fantasien få frit løb 🙂

Denne kage bliver ret høj og kan være lidt ustabil, indtil den har sat sig i køleskabet. Hvis man skal transportere den, anbefaler jeg, at man sætter nogle træspyd i for at gøre den stabil. Sæt gerne 2-3 stykker i så du nemt kan pille ud inden servering.

chokoladekage med blåbær brombær creme

Her kommer opskriften på chokoladekage med blåbær-/brombærcreme til 10 personer

Ingredienser til chokoladekagen:

250 g hvedemel
250 g sukker
50 g usødet kakao
1 tsk natron
2 tsk bagepulver
1 knivspids salt
100 g smeltet smør
100 ml smagsneutral olie
170 ml mælk
70 g yoghurt naturel
2 M/L æg ved stuetemperatur
1 håndfuld friske blåbær (kan undlades)

Fremgangsmåde – Chokoladekage

  • Tænd ovnen på 170 grader (varmluft).
  • Smør 3 x springeforme i størrelsen 16 cm og klip et passende stykke bagepapir til bunden er hver form.
  • Bland alle tørre ingredienser, dvs. hvedemel, sukker, kakao, natron, bagepulver og salt, sammen i en stor skål.
  • I en anden skål piskes smeltet smør, olie, mælk, yoghurt og æg sammen.
  • Den våde masse hældes i skålen med de tørre ingredienser og piskes det godt sammen indtil det er blandet godt sammen. Det er helt fint at piske med en god gammeldaws piskeris – du behøver ikke en maskine 🙂
  • Fordel dejen ligeligt mellem de 3 forme og bag dem i ca. 25 minutter. Tjek eventuelt med en tandstik i kagen for at sikre dig at den er bagt igennem.
  • Tag kagerne ud og lad dem køle af i formen.

Ingredienser til blåbær-/brombærcreme:

300 g friske eller frosne blåbær/brombær (bestem selv hvor meget der skal i af hver)
65 g sukker
½ tsk ren vanillepulver
1 spsk vand + 2 tsk maizena (majsstivelse)
250 ml piskefløde
250 g mascarpone

Fremgangsmåde – Blåbær-/brombærcreme

  • Kom blåbær og brombær i en kasserolle sammen med sukker og vanille og varm det op.
  • Blend det med en stavblender.
  • Rør maizena ud i vandet og hæld det over blåbær/brombærmassen.
  • Kog det op indtil det tykner og tag det så af varmen og lad det køle helt af.
  • Pisk fløden stiv og vend blåbær/brombærblandingen heri.
  • Vend til slut mascarpone i cremen.
  • Læg chokoladebundene sammen med cremen mellem hver bund og slut af med resten af cremen på toppen.
  • Pynt med friske blåblær, brombær og blomster for et rigtig lækkert sommerligt look.

Velbekommen og husk at nyde de sidste par uger af sommeren 🙂

chokoladekage med blåbær brombær creme chokoladekage med blåbær brombær creme

10 tanker om "Chokoladekage med blåbær-/brombærcreme"

  1. Jimmi

    Ser virkelig lækker og indbydende ud – og kombinationen med fløde, mascarpone og bær lyder lige som noget for mig. Tror at jeg vil kaste mig ud i projektet til min søns fødselsdag på lørdag, men mon ikke at det bliver ligeså godt med 2 bunde á 20 cm? :-).

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Jimmi, tusind tak og rigtig fedt at du kaster dig ud i den 🙂 Jeg vil mene, at du sagtens kan lave 2 bunde á 20 cm. Jeg har brugt denne opskrift i min Choko-orange kage, og der bagte jeg den i 18 cm form og kunne stadig skære 3 bunde ud af den – så 2 bunde burde slet ikke være noget problem. Rigtig god fornøjelse. Kh. Sena

      Svar
  2. Camilla Bertram

    Hvis ikke man lige har 2 eller 3 ens størrelse springforme, kan man så ikke bage det hele i en springform og dele den i 3 altså til 3 bunde?:-)

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Camilla 🙂 Du kan sagtens bage kagen i en springform. Hvis du holder dig til en størrelse på 18 cm i diameter på din springform, kan du godt skære 3 bunde ud. Hvis du bruger en større springform (fx. en på 22-23 cm), så kan du skære to bunde ud, da de ellers vil bliver for tynde, hvis du prøver at skære den ud i 3 bunde. Husk at forlænge bagetiden til ca. 30-40 minutter og tjek om den er bagt igennem med en tandstik 🙂 KH. Sena

      Svar
      1. Birthe

        Hej. Det er lige hvad jeg vil prøve…bage den i spring form og så dele den i to 😊. Men hvad er mon bedst at bruge, når man skal dele den? En meget skarp kniv eller?? Vh Birthe

        Svar
        1. CakeLiving Forfatter

          Hej Birthe og tak for din besked 🙂 Du kan bruge en meget skarp kniv eller du kan faktisk også bruge noget ståltråd eller sytråd som du holder i hver ende og trækker igennem kagen 🙂 Jeg bruger selv altid kniven og starter med at ‘ridse’ langs kanten af kagen og bevæger mig langsom indad – det er den måde jeg bedst får to lige stykker 🙂

          Svar
  3. Sidsel Rasmussen

    Hej! Det er den smukkeste kage! Kan den bages dagen før den skal spises – eller er den bedst, når den er helt frisk? Jeg skal servere den i morgen, så jeg håber, du kan sende et hurtigt svar 🙂

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Sidsel og tusind tak :-)) du kan sagtens lave bundene dagen inden – de bliver næsten bedre af at stå natten over. Cremen ville jeg nok selv lave samme dag, men du kan med fordel lave bærfyldet til cremen dagen inden også. Så skal du nemlig kun lige piske cremen sammen og samle kagen på dagen. God fornøjelse. Kh. Sena

      Svar
  4. Kimmie Jæger

    Hej. Kagen er virkelig flot! Men jeg synes ikke jeg finder svar på, om den smager lige så himmelsk som den ser ud? 🙂 Jeg overvejer at lave den til min datters barndåb 🙂
    Venligst Kimmie

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Kimmie, kagen smager også rigtig godt 🙂 bundende smager af chokolade. Selve cremen er meget mild i smagen da lige de bær ikke har den helt kraftige smag. Ønsker du noget med mere knald i smagen kan jeg stærkt anbefale at du laver den med hindbær istedet for det smager ‘af mere’. Held og lykke med dåben og god weekend. KH Sena

      Svar

Skriv et svar