Den lækre banankage med chokolade og frosting

Banankage_med_frosting (2)_web

Jeg har næsten lige smidt en kage i ovnen, som jeg skal have med på arbejde imorgen. Mens jeg venter på, at den bager færdig og nyder duften af den, ville jeg lige dele endnu en opskrift med jer. Det er efterhånden længe siden, jeg har givet min kære blog lidt TLC (Tender Love and Care 🙂 ) fordi jeg har haft travlt på jobbet det sidste stykke tid – faktisk er kagen, jeg bager til imorgen, for at fejre at min projekt gik live idag og det er en milepæl, som skal fejres!

Jeg har lavet en banankage – en ret fin en hvis du spørger mig 🙂 – men jeg må sige, at det er yderst sjældent, jeg laver det. For mig er banankage en kage, man laver, hvis man har modne bananer i køkkenet, som man ikke ved hvad, man skal bruge til. Mine bliver som regel brugt til bananpandekager, smoothies eller disse lækre bananvafler  fra CopenhagenByMe.

Dog er de nu et par gange blevet brugt til denne lækre, saftige kage. Den er bare SÅ meget bedre end en almindelig og til tider halv-kedelig banankage. Den bliver nemlig piftet godt op af både kokos, mandler, chokolade og en overdrevet lækker frosting med citron – den frosting er bare åh så lækker, at jeg kan smække den på hvilken som helst kage. Det er ihvertfald ikke sidste gang, jeg laver denne banankage.

Jeg har bagt denne kage et par gange.  Første gang prøvede jeg med almindelig hvedemel og bagepulver. Anden gang brugte jeg Amo Selfraising Flour (selvhævende mel). Tro det eller ej, men med denne kage var der forskel, og den hvor jeg brugte Amo Selfraising Flour, blev bare mere luftig. Om det var melet eller noget andet, skal jeg ikke kunne sige – det kræver lige flere tests, før jeg kan bekræfte det 🙂

Banankage_med_frosting (1)_web

Ingredienser til banankage

3 æg, strørrelse M/L
270 g sukker
Et nip salt
½ tsk kanel
1 tsk vanillesukker
3 store moste bananer
100 ml vindruekerneolie (eller anden smagsneutral olie)
45 g kokosmel
25 g mandler, blendet til mel
70 g havregryn, blendet til mel
195 g Amo Selfraising Flour

Note: Har du ikke Amo Selfraising Flour så fortvivl ej. Du kan blot bruge 190 hvedemel og 2 tsk bagepulver, som erstatning for de 195 g Amo Selfraising Flour

Bag kagen!

  • Tænd ovnen på 160° (varmluft) og smør en 18 cm springform og kom bagepapir i bunden af den. Formen skal have en højde på minimum 5/6 cm, hvis alt dejen skal kunne være i formen.
  • Pisk sukker, æg, vanillesukker, kanel og salt til det er lyst og luftigt.
  • Tilsæt de moste bananer og pisk.
  • Tilsæt olie og pisk.
  • Tilsæt de blendede havregryn og mandler samt kokosmelet og pisk det igen.
  • Til sidste sigtes det selvhævende mel fra Amo i dejen og vendes forsigtigt, indtil det lige har samlet sig til en ensartet dej.
  • Hæld dejen i formen og bag kagen i ca. 50-55 min. Test med en tandstik om den er bagt igennem. Det kan være, at den skal bage nogle minutter ekstra da kagen bliver høj.
    Tag kagen ud af ovnen (uuhm og nyd dens duft) og lad den afkøle i 10 min før du tager den ud af formen til komplet afkøling.

Ingredienser til chokoladeovertræk

60 g mørk chokolade
20 g smør
2 tsk flormelis

Lav chokoladeovertrækket

  • Smeltes den mørke chokolade sammen med smørret i enten mikroovn eller over vandbad.
  • Smag til med flormelis og sæt det til let afkøling så den får en mindre flydende konsistens.

Ingredienser til den overdrevet lækre frosting

150 g flødeost naturel (ikke light – det er ikke her, der skal tælles kalorier)
150 g marscarpone
1 spsk piskefløde
3 spsk ahornsirup (alternativt kan honning bruges)
20 g flormelis
1 tsk vanillsukker
Skal af ½ citron

Lav frostingen

  • Pisk flødeost sammen med ahornsirup, flormelis, vanillesukker, fintrevet citronskal samt piskefløde indtil alle klumper er rørt ud.
  • Vend så mascarpone i indtil alle klumper er rørt ud.
  • Kom frostingen i en sprøjtepose med din yndlings-tyl på.

Kagen samles

Når kagen er kølet helt af, pyntes den med chokoladeovertrækket ved at tage lidt af chokoladen med en teske og ’hælde’ langs siden af kagen. Jeg plejer at starte med at lægge lidt chokolade på kagens overflade, helt ud til kanten og så ’skubber’ jeg chokoladen forsigtigt ned ad kanten.
Når kanten er pyntet færdig, kan resten af chokoladen smøres på toppen af kagen. Der burde være rigeligt til at dække overfladen. Stil kagen koldt indtil chokoladen stivner helt. Herefter sprøjter du små toppe af frostingen på hele kagen. Pynt eventuelt med spiselige blomster for et fint udtryk.

Således kan du servere en ganske almindelig hverdagskage – bare i fine klæder 🙂

Banankage med chokolade og frosting Banankage med chokolade og frosting     Banankage med chokolade og frosting Banankage med chokolade og frosting

8 tanker om "Den lækre banankage med chokolade og frosting"

    1. CakeLiving Forfatter

      Jamen det var da så lidt Camilla 🙂 Jeg kan virkelig godt lide de vafler… MUUUUMS 🙂

      Svar
  1. anna olivia

    Nu bager jeg denne her til min fødselsdag. Skal man helst bage den samme dag, eller er det ok, at bage den dagen før?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej 🙂 Jeg ville nok selv bage den samme dag. Hvis du ikke kan nå det samme dag så bag den aftenen inden og pynt den med chokolade og frosting på selve dagen 🙂 Rigtig god fornøjelse og tillykke med fødselsdagen 🙂

      Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Gülay 🙂 Sprøjteposen bliver solgt i hele ruller. Jeg købte det i Kunst og Køkkentøj i indre KBH, men er sikker på at du kan finde det online også. Man klipper bare et hul som passer til tyllen og så er man klar 🙂

      Svar
  2. charlotte2301

    Hej!
    Hvis man skal bage denne i en bradepande, skal der så ændres på graderne, den bages ved, eller er det fint nok, bare at bare den ved de 160 grader? Og hvor lang tid tror du så den skal bage i en bradepande på ca. 37,5 * 27,5 cm?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Charlotte, jeg beklager meget mit sene svar, men din kommentar var endt i min spam-box. Du behøver ikke at ændre temperaturen, men bagetiden skal justeres hvis du bruger opskriften som den er. Den er er lavet til en springform på 18 cm og hælder du den i en stor bradepande får du en ret lav kage. Jeg ville nok selv fordoble opskriften, hvis jeg skulle bage den i en stor bradepande.

      Svar

Skriv et svar