Rabarbertærte

rabarbertærte

Rabarbersæsonen er over os og det er lig med lækkerier indeholdende…. ja, rabarber 🙂

Opskriften til denne lækkerbisken af en tærte har jeg faktisk fået gennem arbejde, og det er en opskrift, der er gået ret meget på tur i virksomheden og er noget så populær. Jeg har fået fingre i den, og deler den nu med jer her på Cakeliving.

Den består af en mørdejsbund med makronfyld toppet med lækker rabarberkompot. Der er dej nok i denne opskrift til, at man kan lave noget fint fletværk ovenpå tærten eller, som jeg har gjort her, pynte den med mørdejs-hjerter.

Opskrift på rabarbertærte

Rabarberkompot:

400 g Rabarber
50 g sukker
1 stang vanille – korn og stangen
15 ml vand (1 spsk)

  • Rabarberne skæres i 2 cm stykker og koges møre med sukker, vanille og vand i 10-12 min.
  • Lad den køle af mens resten laves.

Tærtebund

150 g smør
2 æggeblommer
125 g sukker
250 g mel
1 tsk bagepulver

  • Smør, sukker, mel og bagepulver smuldres sammen.
  • Æggeblommer tilsættes og dejen samles hurtigt sammen, pakkes ind i husholdningsfilm og lægges koldt i en time.

Makronfyld

2 æggehvider
1 spsk sukker
120 g knuste makroner

  • Pisk æggehviderne stive sammen med sukkeret.
  • Tilsæt knuste makroner og pisk kort for lige at blande det sammen.

Tærten samles:

  • 2/3 del af mørdejen rulles ud til ca. 4 mm i tykkelse og lægges i en tærteform el. springform.
  • Makronmassen fordeles over bunden.
  • Rabarberkompotten fordeles ovenpå makronmassen.
  • Resten af dejen rulles ud og lægges i et fletværk over eller stikkes ud i hjerter, stjerner og lignende og lægges ovenpå.
  • Bag den lækre tærte i 25-30 min ved 200 grader (ikke varmluft) indtil den er gylden.

rabarbertærte

 

Servér lækkerheden med en god klat creme fraiche og dine smagsløg vil takke dig for det 🙂

Skriv et svar