Mmm varm kakao med lakrids, flødeskum og hvid chokolade

Er varm kakao ikke bare noget af det bedste i gråvejr? Det synes jeg! For nogle uger siden var jeg til en skøn Lakridsfestival, hvor jeg fik smagt en masse søde og salte lækkerier med lakrids i. Tænk en gang, at grillet oksekød rullet i lakrids kan smage SÅ godt! Jeg fik også mulighed for at lave min helt egen Johan Bülow lakrids med karamel og pistacie – mums! Som velkomst fik jeg en super lækker varm kakao med lakrids, og den smagte mega-godt. Derfor lavede jeg idag selv varm kakao med lakrids, flødeskum og hvid chokolade, som en lille gråvejrs-forkælelse, og det lyste min dag mere op 🙂 Jeg nåede endda at knipse et par billeder, som jeg kan dele med jer sammen med den enkle opskrift. Som en ekstra forkælelse toppede jeg min varme lakrids-kakao med en fantastisk hakket hvid chokolade med lakrids fra Summerbird – jeg er så vild med den, at jeg gemmer den fra min kæreste 🙂

Opskriften er til 1 lille krus med ekstra meget flødeskum (skal der være flødeskum i min varme kakao er en lille klat, som smelter på 5 sekunder bare ikke nok!)

2 dl mælk
1 spsk kakaopulver uden sukker
1/2 spsk sukker (smag selv til)
Ca. 1/2 tsk rålakridspulver, den gode fra Johan Bülow
1/2-3/4 dl piskefløde
Passende mængde hakket hvid chokolade til drys (kan virkelig anbefale den fra Summerbird med lakrids)

  • Pisk mælk, sukker, kakaopulver og lakrids sammen i en lille kasserolle under langsom opvarming indtil sukkeret er smeltet og kakaoen er tilpas varm.
  • Pisk fløden stiv og hak den hvide chokolade. Hæld den varme kakao op i kruset/glasset og top den med piskefløde, hakket chokolade og et lille drys lakrids.

Nyd den og hav en skøn weekend 🙂

Dette indlæg er ikke sponsoreret af hverken Lakrids by Johan Bülow eller Summerbird. Jeg anbefaler produkterne i opskriften ren og skær fordi, jeg selv er stor fan af dem 🙂

Skriv et svar