Tøset kage med kirsebær og Amaretto

Kage med kirsebær og amaretto

GODT NYTÅR alle sammen! Så blev det sørme 2015! Føler I ikke også at 2014 bare er fløjet afsted? Jeg har på fornemmelsen, at 2015 vil føles på samme måde. Jeg har som mange andre fået skrevet nogle få nytårsfortsætter, selvom jeg faktisk ikke er stor fan af dem, da jeg ofte ender med at glemme dem. Dog har jeg denne gang skrevet nogle, som jeg VED, at jeg kan holde:

  • Drikke mere vand (I am on track for now 🙂 )
  • Læse flere bøger (3 bøger bestilt på Amazon)
  • Lave flere ting med mine skønne niecer og nevø
  • Bage mere (kunne slå to fluer med et smæk og invitere familiens børn til bagning 🙂 )

Det er da til at overkomme! Har I nogle nytårsfortsætter?

Kage med kirsebær og amaretto

Apropos mit nytårsfortsæt om bagning så har jeg årets første opskrift klar til jer. Ideen fik jeg, fordi jeg havde julerester i køleskabet i form af hjemmelavet kirsebærsauce. Min kærestes mor havde selv syltet kirsebærrene fra haven i lækker Amaretto og jeg har været så heldig at få et glas af det. Den smagte skønt som sauce til ris á la manden og den smager altså også godt i denne kage med kirsebær og Amaretto. Du kan sagtens bruge købt kirsebærsauce eller Amarena kirsebærsauce (den i den hvide/blå krukke).

Kagen her er en skærekage, som er helt perfekt til eftermiddagskaffen. Den er lækker blød og saftig – selv efter 3 dage på køkkenbordet (tildækket vel at mærke!). Amaretto’en kan man smage svagt i kagen, og ønsker man en kraftigere mandelsmag, kan man eventuelt supplere med 1 tsk mandelessens. Det gjorde jeg ikke, da der også er Amaretto i glasuren, og det synes jeg er nok.

Kage med kirsebær og amaretto

NOTE:
Er din kirsebærsauce meget vandet så jævn den med ca. 1 spsk majsstivelse (Maizena), så den kan blive tykkere i konsistensen. Det skulle jeg gøre med min, da den var ret vandet. Jeg endte med en konsistens, som minder om æble- eller jordbærgrød.

Ingredienser til kagen:

200 g Amarena kirsebær/Kirsebærsauce – hjemmelavet eller købt 🙂
4 æg
300 g sukker
240 g mel
2 tsk bagepulver
2 tsk vanillesukker
130 g smør
60 g rapsolie eller anden smagsneutral olie
100 ml letmælk eller sødmælk
50 ml Amaretto mandellikør

Ingredienser til glasur:

80-100 g flormelis
Ca. 2 tsk kirsebærsauce (uden kirsebærstykker)
2-3 tsk Amaretto mandellikør

Fremgangsmåde – Kagen

  • Smør din kageform godt og drys evt. med lidt mel.
  • Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
  • Smelt smørret i en gryde. Sluk for komfuret og tilsæt mælken og rapsolie.
  • Pisk sukker og æg lyst og luftigt.
  • Bland mel, bagepulver og vaniljesukker og sigt det ned i æggeblandingen og rør det sammen.
  • Hæld lidt efter lidt smør/mælkeblandingen i dejen og vend det hele sammen.
  • Bland nu forsigtigt kirsebærsaucen i dejen og hæld den i kageformen uden at røre for meget i dejen (for at undgå at du får en helt lys lilla dej). Alternativt kan du hælde dejen i kageformen, klatte kirsebærsaucen ovenpå dejen og til slut køre en kniv igennem det hele for at blande det en smule sammen.
  • Bag kagen i ca. 35 min. Alle ovne er forskellige så hold godt øje med din kage og tag den ud, så snart den er bagt færdig, så den ikke bliver for tør. Tjek evt. med et tandstik for at sikre dig at den er bagt igennem.
  • Lad kagen afkøle inden den tages ud af formen.

Fremgangsmåde – Glasur

  • Rør alle ingredienser sammen til glasuren. Start dog med 80 g flormelis og tilføj mere hvis du føler, at konsistensen er for tynd.
  • Ved hjælp af en teske kan du dryppe glasuren ovenpå kagen.
  • Pynt den som du lyster. Jeg brugte spiselige tørrede blomster, lidt guldpynt og frysetørret bær.

Kage med kirsebær og amarettoKage med kirsebær og amaretto

Jeg synes, at det blev en rigtig sød, tøset og pink kage som smagte rigtig godt 🙂

2 tanker om "Tøset kage med kirsebær og Amaretto"

  1. Trine

    Ser lækker ud 😊
    Hvor intens smager kagen af kirsebærsauce ?
    Altså kan man smage det , så man føler kagen ligefrem smager af jul ?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Tak Trine 🙂 Kagen har en mild smag af kirsebær, men du kan godt komme flere kirsebær i hvis du lyster (hold igen med væden). Og du kan også sagtens komme extra amaretto eller mandelessens i glasuren for at påvirke smagen 🙂

      Svar

Skriv et svar