Overskøn cheesecake med granatæble

Overlækker cheesecake med granatæble

Sidste weekend havde jeg lavet stort kagebord, som jeg skrev om her. Et par af opskrifterne har der sidenhen været ret stor efterspørgsel på, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte skynde mig at lægge opskriften på denne cheesecake med granatæble op på bloggen 🙂

Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk var lidt uheldig med denne kage – både pga. en dum kageform og fordi jeg havde gang i 7 andre kager samtidig, hvilket gjorde at mit fulde fokus ikke var på kagen her. Jeg havde faktisk planer om at bage den igen, inden jeg ville dele opskriften, men den faldt i SÅ god jord hos alle, der smagte den, at jeg alligevel har valgt at dele den med jer nu.

Jeg er faktisk mere fan a en ubagt cheesecake, en mousse-agtig kage, fremfor en bagt version. Når jeg alligevel vælger at nyde et stykke lækker bagt cheesecake så skal følgende være på plads:

  • At den er lidt cremet og ikke bagt så meget, at fyldet ’smuldrer’, mens man spiser den.
  • At der er godt med fyld i.
  • At bunden er sprød, og at der er nok ‘bund’, uden at man har en 1 cm tyk kant hele vejen rundt, for at den skal holde formen. Balancen skal lige findes.

Denne kage opfyldte faktisk mine ‘krav’, men hvorfor var jeg så ikke heeelt tilfreds?

Et er, at jeg havde lige en anelse for lidt kiksemasse til at nå langt nok op af formens kant samtidig med, at den øvre del af kanten blev ret tynd. Jeg har nu justeret i opskriften, så der er lidt mere af den – ellers kan du bage den i en 24-26 cm form (som skal være højere end 6½ cm, for at der er plads til alt fyldet). En anden ting er at, min spritnye springform viste sig at være utæt! Så noget af smørret fra kiksebunden flygtede ud af formen under bagningen. Det gjorde, at siderne på min bund blev lidt porøs. Oven i det glemte jeg at køre en kniv langs kanten af kagen, efter jeg tog den ud af ovnen, hvilket resulterede i, at siderne endte med at sidde lidt fast i springformen efter, at kagen havde kølet og trukket sig lidt sammen.

Heldigvis, smagte kagen mega godt, og jeg har sådan ca. 20 personer, som synes det samme. Så derfor får I opskriften nu. Jeg vil mægtig gerne høre feedback fra jer, som prøver opskriften – så SKRIV ENDELIG i kommentarfeltet.  Og husk, begå ikke mine fejl 🙂

Overlækker cheesecake med granatæble

Opskrift til 28 cm springform med en højde på 6½ cm. Ca.14-16 personer

Ingredienser til bund

350 g digestive kiks
3½ spsk sukker
½ tsk kanel
190 g smeltet smør

Ingredienser til fyld

1000 g flødeost, ikke light
Skallen af 1 citron
180 g creme fraiche 18 %
260 g sukker
1½ tsk ren vanillepulver
30 g hvedemel
Et nip salt
4 æg, str. M
1 dl granatæblekerner
200 g creme fraiche 18 %
30 g sukker
½ tsk ren vanillepulver

Ingredienser til granatæbletopping

470 ml granatæblejuice (jeg pressede det selv og brugte godt 4 store granatæbler)
60 g sukker (Smag til! Granatæbler kan variere i sødme så tilpas sukkermængden alt efter det)
3 spsk majsstivelse

Pynt: Frisk granatæble

Fremgangsmåde – Bund

  • Blend kiksene og smelt smørret.
  • Bland det sammen med sukker og kanel.
  • Pres det ned i springformen og op langs siderne. Det skal et stykke op ad siderne for at fyldet ikke skal flyde over kanten – lav den mellem 5½-6 cm høj.
  • Stil bunden i køleskabet i 30 min tid mens du laver fyldet.

Fremgangsmåde – Fyld

  • Tænd ovnen på 150 grader.
  • Pisk flødeost, citronskal, sukker og 180 g creme fraiche sammen.
  • Tilsæt mel og vanillepulver
  • Slå æggene ud i en skål og rør rundt med en gaffel. Det gør det nemmere at røre æggene i ostemassen uden at piske for meget luft i dejen for at undgå at den sprækker under bagningen. Rør æggene i dejen.
  • Tilsæt granatæblekernerne.
  • Hæld dejen i bunden, lad den stå 5 min for at evt. luftbobler kan komme op til overfladen, og bag i 50-60 min. Kagen er færdig når den er lidt fast i siderne men stadig lidt blævret i midten. Den skal kun lige tage lidt farve. Tag kagen ud af ovnen.
  • Bland 200 g creme fraiche med sukker og vanille og fordel den ovenpå den bagte cheesecake Sæt kagen tilbage i ovnen og bag 10 min yderligere. Tag kagen ud af ovnen og kør en kniv langs kanten af formen så der kommer luft mellem formen og kagen. Så undgår du at siderne sidder fast i formen. Lad den køle helt og derefter sæt den i køleskab natten over.

Fremgangsmåde – Granatæbletopping

  • Kom ingredienserne til granatæbletoppingen i en kasserolle og varm det op under omrøring. Lad den koge lidt indtil den tykner og tag den så af varmen. Lad den køle lidt af inden du hælder den ovenpå den kolde kage.
  • Pynt kagen med frisk granatæble og server.

Denne kage er lyserød, feminin og bare SÅ lækker – Velbekomme!

Overlækker cheesecake med granatæble

Billedet er fra mit kagebord hvor der allerede er snuppe et stykke af kagen 🙂

7 tanker om "Overskøn cheesecake med granatæble"

    1. CakeLiving Forfatter

      Ihh TAK! Det er jeg glad for at du synes 🙂 Og hvis du aldrig har lavet cheesecake før så synes jeg bare at du skal igang med det samme – du kommer ikke til at fortryde det 🙂 KH. Sena

      Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Tusind tak Esra 🙂 Den var ret god og jeg overvejer at lave den igen snart – jeg skal bare lige have fundet færdig-presset granatæble 🙂 Ellers tænker jeg at det kan gøres med en citruspresser hvis man dækker tøj og køkken godt til 🙂

      Svar
  1. Anne Kirstine

    Så er geléen kommet på:-) Lige et enkelt spørgsmål – hvordan kan det være du ikke brugte husblas til geléen? Det ville jeg selv have gjort, men så var jeg løbet tør for det :-/
    Nå men kagen ser helt fantastisk ud. Glæder mig til at snage den:-)

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Anne – jeg håber kagen smagte 🙂 Jeg havde to årsager: 1. at jeg ville prøve at lave en gele uden husblas – bare for at prøve hvordan det blev. 2. at jeg ville lave en ‘gele’ som ikke blev vingummi-agtig, men mere en tyk frugtsauce, som ikke er for stiv i konsistensen – og det lykkedes med maizena 🙂

      Svar

Skriv et svar