Saftige amerikanske æblemuffins

Amerikanske æblemuffins
Forestil dig dette: Det er søndag. Sommeren går på hæld, så det er lidt køligt og vådt udenfor. Du er hjemme. Du har BARE lyst til noget hjemmebag med en kop kaffe. Du er lidt søndagsdoven, så det skal være noget nemt og hurtigt. Du har æbler i køkkenet. Hvad kan du mon lave?

Jeg har svaret! Amerikanske æblemuffins!

Sådan var min søndag næææsten i sidste uge, bortset fra at jeg passede min nevø og niece og måtte en tur til købmanden, hvor jeg fandt lækre danske æbler. Jeg var i total bagehumør og kom i tanke om, at jeg havde fået en opskrift på æblemuffins fra min amerikanske kollega (deraf navnet amerikanske æblemuffins). Det som skiller sig ud i forhold til de opskrifter, jeg før har afprøvet, er at denne indeholder noget mere bagepulver og er strøet med ’streusel’ – en topping bestående af smør, mel, sukker og kanel som giver lidt knas på toppen.

Amerikanske æblemuffins

De er dælme nemme at lave, og du har dem sikkert i ovnen, inden du når at sige ”fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad” (…og nu fik jeg lyst til en flødebolle!). Med et friskt, saftigt æble i den ene hånd, som jeg guffede i, og skålen i den anden fik jeg smækket dejen sammen. Jeg havde ikke en gang røremaskinen fremme og brugte et piskeris, fordi jeg var lidt doven og gad ikke stå med opvask.

Jeg synes, at disse muffins smagte rigtig godt, og de blev godkendt af dommerpanelet – min nevø, min søster og min veninde. De var saftige, bløde, lidt grovere i strukturen og ikke alt for søde som amerikansk bagværk til tider kan være. Jeg lavede endda mine egne forme ved at klippe bagepapir ud i firkanter og trykke dem ned i min silikone muffinforme. Nemt, billigt og rigtig hjemmelavet!

Amerikanske æblemuffins

Så har du æbler i hytten, er der ingen undskyldning for ikke at lave dem, og her har du oven i købet opskriften. Det var så lidt og god fornøjelse både med bagningen og spisningen 🙂

Jeg fik 9 muffins af denne opskrift.

Ingredienser til muffins

115 g mel
105 g sukker
½ spsk bagepulver
¼ tsk natron
½ tsk stødt kanel
¼ tsk salt
1 stort æg, stuetemperatur
120 g creme fraiche 18 %, stuetemperatur
30 g smør, smeltet
90 g uskrællet æble, skåret i tern
Reven skal af ½ citron

Ingredienser til streusel topping

15 g smør
2 spsk mel
20 g sukker
¼ tsk stødt kanel

Fremgangsmåde – Muffins

Note: Du kan sagtens vælge at bruge en røremaskine, som sikkert vil give dig en luftigere muffin. Det vil jeg selv prøve på et tidspunkt.

  • Tænd ovnen på 185 grader og klargør muffinformene.
  • Bland de tørre ingredienser i en skål.
  • Bland de våde ingredienser sammen i en skål.
  • Hæld blandingen med de tørre ingredienser ned i skålen med de våde ingredienser sammen med æbletern og citronskal. Pisk det sammen.
  • Fordel dejen i muffinsformene.

Fremgangsmåde – Streusel topping

  • Smuldr smør, mel, sukker og kanel sammen og fordel det ovenpå muffinsene i formene.

Bag de amerikanske æblemuffins i 20-23 min.

De har lovet lidt gråt vejr på søndag, så det er bare om at få bagt dem, lave en kop kaffe eller the og nyde dem i sofaen.

<3 Velbekommen

Amerikanske æblemuffins Amerikanske æblemuffins Amerikanske æblemuffins
Husk at du kan følge mig på Instagram, hvor jeg uploader en masse billeder af kager og steder, jeg kan anbefale. Du kan også ’like’ min side på Facebook, så du er opdateret, hver gang der kommer en ny opskrift, og når jeg deler events 🙂

12 tanker om "Saftige amerikanske æblemuffins"

  1. Maria

    Søndagsbagning er så godt! Jeg har haven fyldt med æbler og nogle af dem skal da bruges til æblemuffins 🙂
    Fin side du har. Vh. Maria

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Tusind tak Maria 🙂 Du skal da helt klart ud og hente æbler og så igang med muffin-bageriet 🙂 KH. Sena

      Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Tusind tusind tak for det 🙂 De var nu også ret gode må jeg sige. Du må hellere lave dem så du kan få smagt dem 🙂

      Svar
  2. Anna

    Hold nu op!!! Har lige bagt de her (dog uden citronen) – De er da fuldstændig fantastiske!!! Tak for en skøn opskrift

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      FEDT Anna! 🙂 Hvor er jeg bare mega glad for at høre det! Det er simpelthen så fedt og bekræftende når folk prøver ens opskrifter og så endda tager sig tid til at give feedback. Tusind tak og nyd de lækre muffins. Kærlig hilsen fra Sena

      Svar
  3. Marleen

    Tak for en super lækker opskrift. Jeg smed det i min røremaskine og de blev sååå gode

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Jamen det var da så lidt Marleen 🙂 🙂 Rigtig godt at høre at de smagte godt… Mmmm får helt lyst til en selv 🙂

      Svar
  4. Linda

    Jeg lavede lidt om på rækkefølgen og tilføjede lidt ekstra 😉
    Piskede æg med sukker, og så smør og cremefraiche i. I med alt det tørre, og så rev jeg æblet i stedet for i tern. Smed en håndfuld rabarber i fra fryseren (lod dem lige tø, og trykkede det noget af væden ud), og så en spiseskefuld mel mere pga de fugtige rabarber. Mummmelums.
    Meget luftige og lækre kager. Tak for opskrift 🙂

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Nammenam!! Det lyder lækkert med tilføjelse af rabarber 🙂 Er glad for at du kunne lide opskriften. KH. Sena

      Svar

Skriv et svar