Kurabiye – En lækker tyrkisk te-kage

Kurabiye med appelsin Jeg startede CakeLiving med et ønske om også at dele tyrkiske kageopskrifter. Og her kommer min første tyrkiske opskrift, som er på en ‘ kurabiye ‘ – en lækker tyrkisk te-kage. Så spørger du måske: ”Hvad i alverden er en kurabiye?”. Tjaaaa, det er ikke heeeeelt nemt at svare. Det er en sød sag, som hverken er en cookie, en scone eller en muffin. Den er en kombination af alle tre! Som nybagt er den sprød udenpå og blød indeni. I Tyrkiet nyder man kurabiye til eftermiddagsteen, og det er en kage, som findes i mange forskellige varianter.

Jeg har valgt at lave en version med appelsin, som minder meget om en kurabiye, jeg har smagt fra et kendt bageri i feriebyen Bodrum i Tyrkiet. Det var ikke helt nemt at nå frem til denne kurabiye opskrift. Hvorfor? Jo ser du, i Tyrkiet (og sikkert mange andre lande) er man ikke helt så god til at bruge vægt, deciliter eller den amerikanske ’cup’ som måleenhed. Man bruger såmænd vandglas, teglas (den tyrkiske), kaffekop og ’en håndfuld’ som måleenhed. Og så kan man jo gætte sig frem til størrelsen af glas/kop brugt i de forskellige opskrifter! Desuden skrives ofte at man skal bruge så meget mel, som dejen kan optage, indtil man har en dej, der hverken er for våd eller for tør. Jeg ønskede mig selv held og lykke og gik i gang 🙂 Det tog mig tre forsøg at komme frem til lige netop denne opskrift, som jeg synes, er den helt rigtige, og den som jeg vil bruge som udgangspunkt for mange andre kurabiye varianter. Se, det er fordelen ved at bruge opskrifter fra forskellige blogs, da de som regel er afprøvede og vurderede, fordi man som blogger ikke har lyst til at lægge dårlige opskrifter på sin blog (det ønsker jeg i hvert fald ikke at gøre på CakeLiving).

Kurabiye med appelsin

Her kommer opskriften på en rigtig god tyrkisk kurabiye (15-19 stk). Bid mærke i min noter forneden, så du kan få det helt rigtige resultat 🙂 Rigtig god fornøjelse og fortæl mig endelig hvad du synes, hvis du kaster dig ud i denne opskrift.

 Ingredienser til kurabiye med appelsin:

2 æg, str. M. (Vægt i alt 105 g: 75 g i dejen og 30 g til pensling)
115 g sukker
1 appelsin, saft og revet skal
45 g creme fraiche
115 g smør, stuetemperatur
25 g smagsneutral olie
310 g hvedemel
½ tsk ren vanillepulver
5 g bagepulver (1 tsk)
5 g natron (1 tsk)
Sukker til drys

Noter:

Alle ingredienser skal have stuetemperatur!
Du kan nemt lave to varianter ved at komme 30 g hakket mørk chokolade i halvdelen af dejen.
Det er vigtigt at overholde køletiden, da det er med til at give ’sprækkerne’ på toppen af dine kurabiye. Du kan endda lave dejen om aftenen og først bage dine kurabiye dagen efter.
Husk at dine kurabiye absolut ikke skal bage for meget, da de så bliver for tørre.

Fremgangsmåde

  • Pisk det bløde smør med sukker og vanillepulver indtil det er helt luftigt.
  • Tilsæt æg (kun 75 g af æggene) og pisk luftigt igen.
  • Tilsæt appelsinsaft- og skal, creme fraiche samt olie. Pisk videre.
  • Bland mel, bagepulver, natron og sigt det ned i dejen. Vend det hele indtil melet er blandet godt sammen med resten af dejen.
  • Hvis du vil have to varianter af kurabiye, er det nu, du skal komme 30 g hakket chokolade i halvdelen af dejen.
  • Sæt dejen tildækket i køleskab i minimum 2 timer.
  • Form dejen, eventuelt ved hjælp af en ske, til kugler lidt større end en valnød og fordel dem på to bageplader med bagepapir på. Lad der være lidt afstand mellem kuglerne da de vokser under bagningen.
  • Læg bagepladerne med dejkuglerne i køleskab i 30 min igen.
  • Pensl dejkuglerne med den resterende æg og drys med sukker.
  • Bag ved 175 grader forvarmet ovn i ca. 13-14 min. Husk at holde godt øje med dem.

De smager absolut skønt, når de lige er kommet ud af ovnen! Og husk teen eller kaffen til.

Afiyet olsun! (’velbekomme’ på tyrkisk 🙂 )

Kurabiye med appelsin Kurabiye med appelsin

2 tanker om "Kurabiye – En lækker tyrkisk te-kage"

  1. Betina

    Hej. Jeg leder efter en tyrkisk kage eller slik kategorien som ligner nogle orange saltstænger som er bøjet rundt og kandiseret. Ved ikke hvordan forklare dem. Er det noget du kan genkende? Vh betina.

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Betina, jeg har lagt hovedet i blød og endda spurgt min mor om det også, men kan desværre ikke genkende det du søger 🙁 Beklager. Mange hilsner fra Sena

      Svar

Skriv et svar