Macaron med citronkaramel

Macarons med citronkaramel

Merci beaucoup til de kære franskmænd for opfindelsen af den skønneste lille kage i verden. Så lille i størrelsen, dog så stor i smagen! Måske man også skulle sende et tak til italienerne, fordi man ikke helt kan blive enige om, macaronen stammer fra Italien eller Frankrig. Egentlig kunne jeg ikke være mere ligeglad med, hvor macaronen har sine rødder, for mine smagsløg hopper og danser når jeg spiser en af de små vidundere. Jeg har ikke alverdens erfaring med macarons og har lavet dem en håndfuld gange (alle gange med succes vel at mærke), men jeg ved, at mine favoritter er dem med saltkaramel, med passionsfrugt og dem med lakridskaramel hvis den har en god, mild smag af lakrids. Nu har jeg altså fået tilføjet en ny til mit lille team af favoritmacarons – nemlig denne afsindig gode macaron med CITRONKARAMEL! Jeg havde personligt aldrig tænkt på kombinationen, før jeg havde smagt Summerbirds overlækre chokolader fyldt med citronkaramel til Chokoladefestival 2014. Jeg kan virkelig anbefale dig at prøve dem en dag (og nej, Summerbird har ikke bedt mig skrive dette, så det er helt frivilligt). Jeg måtte simpelthen prøve denne kombi både i kager, og det mundede ud i denne citronkage med karamel og nu disse macarons.

Lille note inden du tager den første bid: Pas på – du kan gå hen og blive forelsket i en kage!

Opskriften giver mig ca. 9 sammenlagte macarons

Ingredienser til macarons:

75 g flormelis
43 g mandelmel
35 g æggehvide (svarer til ca. 1 hvide)
25 g sukker
Evt. et par dråber gul farve

Ingredienser til citronkaramel:

35 g sukker
35 g lys sirup
25 ml vand
35 ml piskefløde
25 g smør
1 lillebitte nip salt
Ca. 2-3 dråber citronolie (smag til!)

Fremgangsmåde – Macarons:

  • Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
  • Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.
  • Si blandingen så du får en fin mandel/flormelismel.
  • Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.
  • Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
  • Vend mandelblandingen i hviderne så du får en ensartet masse. Hvis du vil tilsætte gul farve så gør det nu, samtidig med at du tilsætter mandelblandingen.
  • Nu skal du presse lidt luft ud af dejen ved at skrabe dejen fra skålens bund og presse den mod siden af skålen. Vær opmærksom på at det ikke bliver gjort for heftigt, så du undgår at presse for meget luft ud, da dejen kan blive for flydende. Jeg pressede cirka 34-36 gange, og jeg sørgede for at ‘teste’ efter 30. pres på siden. Du kan teste dejen ved at tage en lille skefuld dej og lade den falde i skålen for at se, om den blander sig med resten af dejen og eventuelle toppe flyder ud. Sørg for at give dejen 20-30 sekunder før du vurderer konsistensen, da det går langsomt med flydningen.
  • Hæld dejen i en sprøjtepose med rund tyl uden at trykke mere luft ud af den. Sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Mine var 3,5 cm i diameter.
  • Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka 30-45 min. Det modvirker, at de sprækker, da der dannes en hinde ved tørring, som gør at macaronsene vokser opad og får den velkendte fod.
  • Bag dem ved 145 grader i cirka 13 min. Ovne er ikke ens så hold godt øje med dine macarons. Det kan være at du får brug for at justere temperaturen eller bagetiden.
  • Lad dem køle af og fjern dem fra bagepapiret.

Fremgangsmåde – Citronkaramel:

  • Kom sukker, sirup og vand i en bredbundet gryde.
  • Lad det koge op og herefter simre stille og roligt uden omrøring indtil det får en gyldenbrun farve (noget der kunne minde om mørk sirup). Det tager ca. 15 min.
  • Hæld piskefløden i. Det vil boble og syde lidt, men det er ganske normalt.
  • Kom smørret i og lad det simre i 5-10 minutter indtil karamellen tykner. Du skal ende op med en karamel, som kan sprøjtes og ikke en sej tyggekaramel. Lav evt. en lille test på bordet for at mærke fastheden når den er kold.
  • Tag gryden og varmen og kom et lillebitte nip salt i.
  • Når karamellen er kølet af smager du den til med citronolie. Kom en dråbe i ad gangen og husk at smage til. Citronolie smager kraftigt, så 2-3 dråber kan være for meget for din smag, selvom det var helt perfekt for mig.
  • Fyld citronkaramellen i en sprøjtepose og læg den i køleskab i 1 times tid så den kan få en tykkere konsistens.

Når du skal lægge macaronsene sammen sprøjter du citronkaramellen i en rund cirkel på den ene macaron og lægger en anden ovenpå. Voilá 🙂

Macarons i en skål

En macaron med citronkaramel og en med passionsfrugt – De var SÅ gode!

Macarons med citronkaramel

Skriv et svar