Gateau Marcel med saltkaramel – et sikkert hit!

Gateau Marcel med saltkaramelFor noget tid siden blev jeg inviteret til fødselsdagsmiddag hos min gode veninde. Da jeg vidste at hun, i modsætning til mig, ikke er den helt store “jeg-elsker-at-bage-kage”-typen, tilbød jeg at lave kagen. Hun takkede heldigvis ja, og jeg fik så muligheden for at lave denne skønhed af en kage. Min veninde elsker chokoladekage, så jeg blev hurtig enig med mig selv om, at det ville være et hit, så længe jeg lavede en kage med chokolade. Jeg skulle jo prøve noget nyt og halleluja for det – resultatet blev en Gateau Marcel med saltkaramel og den var ikke mindre end fantastisk! Især hvis man er til de lidt tungere chokoladekager, som en Gateau Marcel nu er. Hvad der er så lokkende ved denne kage, er at du skal bruge ret få ingredienser, den er nem at lave, den smager skønt og den ligner en million!

Gateau Marcel med saltkaramel

Du laver en mousse-dej, bager halvdelen, kommer den ubagte halvdel på den bagte, stiller den i køleskab til dagen efter og wupti, så har du en skøn kage. What’s not to like?

Vi var 8 personer og fik ret store stykker, så jeg vil klart mene, at der er nok til 10 personer (og 12 personer hvis du serverer kagen med lidt is og friske bær). Opskriften er inspireret Mette Blomsterberg, som har lavet en appelsinversion af kagen i Alt for Damerne.

Ingredienser til saltkaramel:
1 dåse kondenseret mælk
Salt til at smage karamellen med

Ingredienser til Gateau Marcel:
200 g sukker
250 g mørk chokolade 70 % eller 80 %
200 g smør
210 g pasteuriserede æggehvider (svarer til ca. 7 stk)
140 g pasteuriserede æggeblommer (svarer til ca. 7 stk)
Kakao til drys

Fremgangsmåde – Saltkaramel

  • Kom dåsen med kondenseret mælk i en stor gryde og fyld med vand så dåsen er dækket fuldstændigt. Lad det simre under låg i ca. 3 timer.
  • Tag dåsen op af gryden og nyd synet af den flotte karamel mens du hælder den op i en beholder.
  • Smag karamellen til med salt inden du sætter den til afkøling. Du kan med fordel lave saltkaramellen dagen inden og opbevare den i køleskabet i en beholder.

Fremgangsmåde – Gateau Marcel

  • Oliér din springform på 24 cm (22 cm kan også bruges) og klip en rund cirkel bagepapir, som passer formens bund, og en lang strimmel bagepapir til siderne og fór formen så du undgår ’folder’ i kagen.
  • Hak chokoladen fint og smelt smørret.
  • Hæld det smeltede smør over den hakkede chokolade og rør indtil alt chokoladen er smeltet.
  • Pisk 2/3 af sukkeret med æggeblommerne til en tyk, hvid og luftig æggesnaps med en håndmikser.
  • Vend forsigtigt chokolade-smørret i æggesnapsen til en ensartet masse.
  • Pisk æggehviderne stive og tilsæt det resterende 1/3 sukker og pisk indtil du har en luftig marengs og vend det forsigtigt med let hånd i chokolademassen.
  • Fyld halvdelen af din mousse-dej i springformen og bag den ved 165 grader i ca. 30 min – hold godt øje med din kage da den endelig ikke skal overbage. Det kan være, at den skal bage lidt kortere eller længere tid afhængig af din ovn.
  • Stil den resterende mousse-dej i køleskabet.
  • Når din bagte kage er afkølet tages ud af formen og bagepapiret fjernes.
  • Kom saltkaramel på den bagte kage (hvor meget du vil komme på er en smagssag – jeg havde knap halvdelen af karamellen tilbage, som jeg kunne guffe af 🙂 ).

Gateau Marcel med saltkaramel

  • Læg kagen tilbage i springformen og kom den ubagte halvdel af din mousse-dej ovenpå så den dækker hele kagen helt ud til kanten.
  • Dæk din kage til og stil den i køleskab mindst fire timer, men helst til næste dag.
  • Inden servering drysser du kakao over kagen og pynter den efter smag og behag.

Jeg brugte blåbær, frysetørret hindbær, hyldebærkrymmel og guldpynt. Hvis kagen tages ud af køleskabet en halv times tid før servering vil den blive lidt blødere i konsistensen.

Bon appetit 🙂

Gateau Marcel med saltkaramel

Gateau Marcel med saltkaramel

De sidste to billeder blev taget om aftenen 3-4 timer efter kagen blev pyntet og lige inden vi skulle spise den.

6 tanker om "Gateau Marcel med saltkaramel – et sikkert hit!"

  1. Joan

    Hej Sena den skal jeg prøve ,men kondenseret mælk hvad er det ,og hvor kan jeg eventuel købe det, kan du hilse .Knus Joan

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Joan, jeg er glad for at du vil prøve kagen og er sikker på at du ikke vil fortryde det. Kondenseret mælk er indkogt mælk med sukker som sælges på dåse og når den koges i længere tid forvandles det til karamel. Det har en lidt anderledes smag end karamel lavet på fløde og sukker, men i en kage fungerer kondenseret mælk godt og har en god konsistens. Du burde kunne finde den i Irma, Føtex og andre større supermarkeder. 1 dåse koster lige knap 20 kr. Glæder mig til at høre om din kage 🙂

      Svar
  2. Christina

    Hej Sena. Hvor meget salt tilsætter du den kogte kondenserede mælk? Glæder mig til at lave kagen 😉

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Christina 🙂 Jeg plejer at komme et par nip salt i – men jeg synes at du skal smage den efter 1 nip og så tilsætte ekstra hvis du ikke synes at den er salt nok. Rigtig god fornøjelse med bagingen 🙂

      Svar
  3. Karen Ljungberg

    -har lige smagt denne vidunderlige kage hos min svigerdatter- Den skal jeg bare lave til mine bridgeveninder -lækker. Karen

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Karen, hvor er det skønt at høre 🙂 Det er i sandhed en dejlig kage – især hvis man er chokolade. Jeg håber, at dine bridgeveninder vil nyde den lige så meget som dig 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar

Skriv et svar