Himmelsk, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær

Skøn, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær

Min dejlige mor har fødselsdag i denne uge og vi tog glæden på forskud og fejrede hende igår med lækker brunch, solskin og selvfølgelig en kage. Jeg synes, at jeg har verdens bedste mor (synes vi ikke alle at vores egen mor er den bedste?) og derfor skulle hun have en skøn kage, som jeg vidste, hun ville elske. Min mor kan bedst lide kager, som er friske og syrlige i smagen og som ikke indeholder alt for meget flødeskum. Med det som udgangspunkt kom jeg frem til denne lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær. Kombinationen af den søde chokolade og hyldeblomst med syrlige hindbær er skøn. OG den indeholder ikke bjerge af flødeskum! Lagkagen består af hjemmelavede bunde, en hindbærmousse, en hvid chokolade/hyldeblomst mousse og er smurt op med en flødeskum/creme fraiche creme samt pyntet med friske hindbær og marengs. MUMS!

Skøn, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og hindbær

Jeg må indrømme, at kagen faktisk ikke endte med at se ud, som jeg havde planlagt og forestillet mig – den blev meget pænere! Jeg havde bagt et læs marengs-grissini som skulle bruges som pynt, men det blev ikke så pænt og jeg endte derfor med at pynte med knuste marengs på siderne – improvisering når det er bedst! Til en anden gang vil jeg nok bare lave en masse små marengstoppe (som du kan se på toppen af kagen) og pynte med dem istedet. Hvorom alt er, så blev kagen rigtig fin (og lidt rustik), den smagte himmelsk OG der var ikke en krumme tilovers til dagen efter! Nu ikke mere snak – her er opskriften og husk at læse det hele igennem inden du går igang:

Ingredienser til bunde (3 gode, tykke bunde):
4 æg
½ stang vanille
240 g sukker
95 g kartoffelmel
80 g hvedemel
7 g bagepulver (ca. 1½ tsk)
35 g mandler
Lidt mælk til at fugte bundene med når kagen skal samles

Ingredienser til hvid chokolade/hyldeblomstmousse:
250 ml piskefløde
100 g hvid chokolade
75 ml koncentreret hyldeblomstsaft
Revet skal af ½ ubehandlet citron
2 blade husblas eller 1 tsk gelatinepulver

Ingredienser til hindbærmousse:
300 g hindbær (jeg brugte en pose frosne)
½ stang vanille
80 g sukker
2 blade husblas eller 1 tsk gelatinepulver
250 ml piskefløde

Ingredienser til fløde/creme fraiche creme til opsmøring:
250 ml piskefløde
3 spsk creme fraiche (jeg brugte 18%, men 9% vil sikkert også fungere fint)
2 spsk flormelis
1 tsk vanillesukker

Ingredienser til pynten:
105 g æggehvider (svarer til ca. 3 hvider)
150 g sukker
½ tsk hvidvinseddike
Evt. 1 tsk citronskal
Evt. 1 tsk frysetørret bær (jeg brugte brombærpulver)

Friske hindbær (jeg brugte 3 bakker á 125 g)

Lige en note inden du starter: Ingredienslisten er lidt lang, men kagen er slet ikke så uoverkommelig at lave og man kan sagtens lave næsten det hele dagen inden, samle kagen om aftenen så den kan trække natten over og pynte den på dagen – Piece of cake 🙂

Fremgangsmåde – Bunde:

  • Klargør en 24 cm springform ved at dække bunden med et rundt stykke bagepapir som passer præcis til formen. Sider skal ikke smøres eller beklædes.
  • Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
  • Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem sammen med en smule af sukkeret.
  • Pisk vaniljesukker, sukker og æg til en meget luftig og hvid æggesnaps.
  • Bland mel, kartoffelmel og bagepulver sammen, og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det sammen.
  • Hak mandlerne fint og vend det i dejen.
  • Kom dejen i formen og jævn den ud.
  • Bag den i ca. 30-35 minutter. Alle ovne er forskellige så tjek den jævnligt – Den skal ikke overbage, da den så bliver for tør og den skal være lys gylden på overfladen.
  • Lad bunden køle helt af i springformen inden den skæres fri med en lille kniv og tages ud af formen.
  • Flæk bunden i 3 lige tykke dele med en savtakket kniv.
  • Pak bundene godt ind indtil de skal bruges eller frys dem hvis du først skal lægge kagen sammen nogle dage efter.

Fremgangsmåde – Hvid chokolade/hyldeblomstmousse:

  • Udblød husblas eller gelatinepulver i koldt vand.
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet.
  • Hak chokoladen fint, og kom den direkte op i den varme fløde.
  • Tilsæt den udblødte husblas, efter at den er vredet for vand, og rør indtil husblas og chokolade er smeltet helt.
  • Tilsæt hyldeblomstkoncentrat og citronskal.
  • Kom cremen i en skål, og dæk den til med husholdningsfilm så den rammer cremen for at undgå kondens.
  • Sæt den i køleskabet i mindst 3-4 timer, indtil hyldeblomstcremen har sat sig og minder om budding.
  • Hyldeblomstcremen skal være køleskabskold (5°), før den med succes kan piskes stiv og cremet.

Fremgangsmåde – Hindbærmousse:

  • Udblød husblas eller gelatinepulver i koldt vand.
  • Kog kort hindbær, sukker, vanillekorn og selve stangen indtil sukkeret er opløst.
  • Tag det af varmen og tilsæt husblassen efter den er vredet for vand og rør indtil det er smeltet.
  • Si blandingen i en skål og lad den køle af.
  • Pisk fløden stiv og rør lidt af den sammen med hindbærblandingen hvorefter det vendes i resten af flødeskummet.
  • Kom hindbærmoussen i køleskab indtil den skal bruges.

Fremgangsmåde – Marengs til pynten:

  • Tænd ovnen på 90 grader (varmluft).
  • Pisk æggehviderne stive og tilsæt herefter sukkeret lidt ad gangen.
  • Pisk indtil sukkeret er opløst – det tager omkring 8-10 min.
  • Tilsæt eddike og evt. citronskal og frysetørret bær.
  • Sprøjt marengsen ud i små toppe af ca. 1 cm i diameter – det bliver til en del toppe når de er så små. Du kan også sprøjte noget af marengsen i stænger, hvis du vil køre “knust marengs” pynten ligesom jeg.
  • Bag toppene i ca. 30-40 min. indtil de helt bagt igennem. De tager ikke farve,  men forbliver hvide og blanke på grund af den lave ovntemperatur. Hvis du laver marengsgrissini så skal de bages i længere tid – ca. 1 time og 20 min.

Fremgangsmåde – Fløde/creme fraiche creme til opsmøring:

  • Pisk fløden stiv med flormelis og vanillesukker.
  • Vend creme fraichen i piskefløden.
  • Lav denne creme lige inden du skal samle kagen.

Nu skal du samle kagen:

  • Læg en af bundene på dit fad, med springformen eller en kagering omkring den (så den kan holde den samlede kage stabil) og fugt den med lidt mælk. Jeg fordelte ca. 3 spsk mælk pr. bund med mest fokus på kanterne.
  • Pisk din kolde hvid chokolade/hyldeblomstmousse luftig med en håndmikser og fordel den på bunden i formen.
  • Læg næste bund ovenpå, tryk let bunden på plads og fugt den ligeledes med mælk.
  • Fordel din afkølede hindbærmousse på bunden.
  • Læg din sidste bund på og tryk den let på plads.
  • Fugt den sidste bund og lad din kage trække natten over i køleskabet godt tildækket så den ikke tager lugt fra andre madvarer.
  • Dagen efter skal kagen pyntes inden den skal nydes i godt selskab. Tag din kage ud af køleskabet og befri den fra kageringen.

  • Smør kagens top og sider med fløde/creme fraiche cremen.
  • Pynt kagens top med de friske, flotte hindbær og “drys” med dine marengstoppe.
  • Brug resten af marengstoppene (eller dine knuste marengs hvis du har valgt det) til at pynte siderne med.
  • Lad kagen stå i køleskabet indtil den skal spises.
  • Voilá! Nyd den og velbekommen!

Himmelsk, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær

Himmelsk, smagfuld kage til mor Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær (23)

Opskrift til bunde og hvid chokolade/hyldeblomstmousse er inspireret af Feminas fødselsdagskage af Annemette Voss.

56 tanker om "Himmelsk, smagfuld kage til mor: Lagkage med hvid chokolade, hyldeblomst og syrlige, friske hindbær"

  1. Natasja Nielsen

    Hejsa:) jeg vil lave en lagkage med fondant til min bedstemors 85 års fødselsdag! Jeg havde tænkt mig at lave denne kage men det kommer dog an på hvor mange personer er kagen til?:) Og kunne man undlade marengs og bruge fondant istedet? Håber virkelig du ser det her, da jeg virkelig synes kagen ser monster lækker ud!! Mums;)
    Kh Natasja

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Natasja,
      Hvor er det dejligt at du overvejer denne kage til din bedstemor for den smager altså virkelig godt 🙂 Formen jeg har brugt til lagkagebundene er på 24 cm så jeg vil mene at der er kage nok til 12 personer. Du kan enten lave to kager eller evt. Fordoble opskriften og bage bundene i en bradepande hvis i er flere. Mht. fondant: Du kan godt overtrække kagen med fondant men du skal nok smøre kagen op med en smørcreme først da fondanten vil opløses let af væsken i piskefløden, som jeg har brugt i min version. Jeg kan foreslå en smørcreme bestående af smør, flormelis og hindbær (måske hindbærmarmelade) som du kan bruge istedet for piskefløde. Lad mig endelig vide hvad du ender med at gøre – det er så sjovt at følge med 🙂 Hav en rigtig god dag. Kh. Sena

      Svar
  2. Line

    Hej 🙂 Kagen ser super lækker ud! Koncentreret hyldeblomstsaft, er det bare almindelig hyldeblomst saft?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Line 🙂
      Mange tak – er glad for at du synes den ser lækker ud 🙂

      Koncentreret hyldeblomstsaft er bare almindelig hyldeblomstsaft som skal bruges ufortyndet 🙂

      Kh.
      Sena

      Svar
  3. Cammilla

    Kan du uddybe forholdene i smørcremen med hindbær du foreslår når man bruger fondant? Er meget nybegynder : )
    Flot hjemmeside du har : )

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Camilla, joooh jeg kan godt uddybe, men eftersom jeg ikke selv lavede lige denne kage med smørcreme, så er jeg ikke helt sikker på mængden af smørcreme, som du skal bruge. Heldigvis er smørcreme så nemt at lave, at du lige kan røre lidt mere sammen, hvis du får for lidt ud af den portion, jeg vil skrive her. Umiddelbart vil jeg selv bruge frisk hindbærpuré (blendede hindbær) til smørcremen, men skal du efterfølgende overtrække kagen med fondant, kan væsken i hindbærrene være en udfordring da det kan ødelægge fondanten. Derfor ville jeg bruge hindbærmarmelade (eller en anden smag). Her er en opskrift: 100 g blødt smør, 200 g flormelis, 4 spsk marmelade, evt. ½-1 tsk vanille. Bland det hele sammen og smør kagen godt op med det. Skal du have fondant på skal du smøre helt glat op så man ikke kan se evt. ujævnheder når fondanten er kommet på. Jeg håber mit svar hjælper dig 🙂 KH. Sena

      Svar
  4. Lone magnussen

    Hej! Jeg har nu læst din opskrift, og havde bestemt mig for også at prøve dine lagkage bunde, men er der ingen fedtstof i?
    Mvh Lone

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Lone 🙂 Hvor dejligt at du vil give opskriften et forsøg. Det er helt rigtigt, at der ikke skal yderligere fedtstof i bundene, udover det som er i æggene. Jeg ville gerne have nogle lette, luftige bunde så derfor har jeg lavet dem uden fedt. Jeg har forsøgt at bruge en opskrift med smør i, men jeg endte med flade og kompakte bunde. Disse bunde er rigtig gode, hvis du skal lægge dem sammen med en mousse, flødecreme eller anden creme (husk at lade kagen trække i nogle timer). God fornøjelse og giv endelig en tilbagemelding på om hvad du synes, hvis du laver dem! Mange hilsner fra Sena

      Svar
      1. Lone magnussen

        Hej Sena,

        Jeg lavede din kage, fulgte alle opskrifter på bunde og creamer, og det blev rigtig godt. Så tak, det bliver ikke sidste gang. Pynten var en del anderledes da det var en ” dykkerkage m/figur på toppen.

        Mvh. lone.

        Svar
        1. CakeLiving Forfatter

          Hej Lone, hvor er det bare dejligt at du kunne lide kagen, og at den kunne fungere som ‘dykkerkage’ også! Det er jeg rigtig glad for 🙂 Rigtig god søndag. Mange hilsner fra Sena

          Svar
  5. Stine

    Hej Sena. Skal lave din kage til min datters barnedåb. Laver mousserne dagen før og lægger kagen sammen. Bundene bager jeg 2 dage før, kan de ikke godt klare at ligge en dag inden samling? Men hvad kan jeg overtrække den med dagen før, da jeg ikke tror jeg får tid/overskud til din fløde/cremefraiche pynt på selve dagen.

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Stine – Hvor dejligt at du giver min kage et forsøg! 🙂 God ide at lægge kagen sammen dagen inden så den kan trække. Mht. bundene så kan du sagtens bage dem 2 dage inden kagen skal spises, dog skal du huske at pakke dem rigtig rigtig godt ind så de ikke tørrer helt ud. Så pak dem i folie og så ned i en plastikpose. Hvis jeg selv skulle bage dem to dage inden, ville jeg klart bage dem om aftenen, så bundene ‘venter’ i færre timer. Dagen efter ville jeg lægge kagen sammen henimod aften, så den kan trække natten over. Mht. overtræk så kan du give flødeost-frosting et forsøg – jeg kan forestille mig at det vil smage godt (bare lad være med at lave den alt for sød da hyldeblomstmoussen er ret sød) og den holder sig fint i køleskabet natten over. Prøv denne fra min ‘Lækker sommerlig kage med hyldeblomst, jordbær og citrontimian’ : 250 g kold flødeost natural, ikke light + 70 g blødt smør + revet skal af ½ citron + 3 tsk hyldeblomstsaft + Ca. 30-50 g flormelis, smag til. Lav ihvertfald en dobbeltportion så du er sikker på at kagen kan dækkes helt. Pynt evt. med friske hindbær og måske endda spiselige blomster 🙂 Rigtig god fornøjelse og lad mig endelig vide hvordan det er gået 🙂

      Svar
  6. Stine

    Hej Sena, mange tak for svar. Har nu surfet mere på din blog og er som dig vild med kager uden fondant. De er så smukke og indbydende dine billeder. Tror du jeg kan udskifte hyldeblomstsaften med hindbærpure i den frosting du foreslår for at den bliver mindre sød og lyserød.. Hun er jo en pige

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Stine, tusind tak for din kompliment og ja, kager uden fondant smager altså bare bedre 🙂 Jeg er sikker på, at du sagtens kan udskifte hyldeblomstsaften ud med hindbærpure, som er mindre vandet, så du risikerer ihvertfald ikke at du får en for vandet creme. Husk at give din hindbærpure et opkog, for at dræbe evt. bakterier, og du kan overveje at si din hindbærpure, så du undgår kernerne i cremen, nu hvor du skal bruge den til opsmøring. Lad mig endelig vide hvordan resultatet bliver 🙂

      Svar
  7. Louise

    Hej Sena
    Jeg lavede denne fantastiske kage til min mors fødselsdag i weekenden – dog uden marengstoppe, men i stedet med en masse friske bær og revet hvid & mørk chokolade. Det var en STOR succes. Så tak for en super lækker og nem opskrift.
    Kh, Louise

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Louise, hvor er jeg glad for at høre at det var et hit! 🙂 Rigtig mange tak for din feedback – det sætter jeg stor pris på 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar
  8. Stine

    Hej Sena. Kagen blev flot med svag lyserød hindbær/hyldeblomst frosting. Bundene lavede jeg med glutenfrit mel da jeg har cøliaki. De blev gode. Hindbærmoussen måtte laves to gange da den ikke ville stivne i første forsøg. Alle var begejstrede.

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Stine, FEDT at det lykkedes med kagen selvom moussen måtte laves igen 🙂 Tillykke med din datters dåb 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar
  9. Emilie

    Hej, kagen ser megalækker ud! Jeg vil bage den til min fødselsdag i morgen, men jeg kan ikke tåle mandler. Kan disse udelades fra bundene eller skal de erstattes med noget andet? Mange hilsner Emilie

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Emilie, det lyder dejligt at du vil lave kagen 🙂 Du kan sagtens erstatte de 35 g mandler med andre nødder 🙂 Hav en rigtig dejlig weekend med fejring af fødselsdag. Mange hilsner fra Sena

      Svar
  10. Line Birk Jensen

    Hej Sena.
    Jeg har lavet denne helt fantastiske kage til min fødselsdag i februar, og den var så stor en succes, at min far nu har bedt mig om at lave den til hans 60års fødselsdag i næste weekend. Jeg skal land den i bradepandestørelse, og så til spørgsmålet, hvor mange gange skal jeg gange opskriften op?

    Og tak for en fantastisk inspirerende blog!

    Mange hilsner Line

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Line, Wuuhuuuu! Hvor er det glædeligt at høre, at kagen var sådan et hit, at det nu er blevet en bestillingsvare 🙂 Og tusind tak for komplimentet – det gør mig glad! Jeg går ud fra, at det er en standardbradepande, ca. 39 cm X 25 cm? Størrelsen på formen i opskriften er 24 cm, så jeg ville selv gange opskriften med 2½-3 gange. Så burde der være til at du også kan skære kagens hjørner til osv. Hellere have lidt for meget kagerester end at mangle 🙂 Rigtig god fornøjelse med bagningen og tillykke til din far 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar
  11. Jannie Jørgensen

    Hej, har tænkt mig at prøve denne lækre kage, men er i den situation at de ikke har hyldeblomst her i Frankrig… Er der andre ting du kan anbefale for at chokoladen ikke bliver for tung og evt. i hvilken mænge… Er det muligt med passionsfrugt, Citron/Lime sammen med hindbærrene??

    Hilsen Jannie

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Jannie, jeg ville klart vælge en lime eller citronsmag til hindbærerne. Citron smager rigtig godt sammen med den hvide chokolade. Jeg tænker, at det bliver for surt hvis du erstatter hyldeblomstsaft med direkte med hyldeblomstsaft, som er sødt. Evt. kan du varme citronsaften op og komme 1 spsk sukker i, og derefter bruge den i opskriften. Du kan også kun komme 2 spsk citronsaft i, skallen af 1 hel citron (istedet for kun ½ citron) og kun komme 1 blad husblas i (istedet for 2). Håber det hjælper og lad mig endelig vide hvordan resultatet blive 🙂 Mangel hilsner fra Sena

      Svar
  12. Vibeke Jørgensen

    Hej Sena, vi har lige fået en 2. plads i “Den store kagedyst” der er til Stafet for livet i Fredericia hvor vi deltog med din kageopskrift 🙂 sejt ikke? og der var ros fra Grevinde Sussi, der var en af dommeren 🙂 mange hilsner Signe og Vibeke

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      IH HVOR ER DET BARE SEJT!! Rigtig mange gange tillykke til jer begge – jeg bliver helt glad indeni når jeg læser jeres kommentar! Fedt og tusind tak fordi I har lyst til at dele den gode nyhed med mig. Rigtig god søndag – Mange hilsner fra Sena <3

      Svar
  13. Mette Kathrine

    Hvor er den lækker ud 🙂 er det nogle forholdsvis luftige bunde eller er de ret tunge ?? jeg overveje bruge dem til en bryllupskage nemlig?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Tusind tak 🙂 Det er de bedste lagkagebunde, jeg har bagt, og jeg bruger dem ofte i forskellige lagkager. De er ikke tunge ligesom sandkagebunde, men en del luftigere da der ikke er noget fedtstof i. Jeg kan klart anbefale dem, men synes at du skal testbage dem, så du er sikker på, at de er helt efter din smag. KH Sena

      Svar
  14. Karoline Just Pedersen

    Hej Sena
    Jeg er i tvivl med hindbærmoussen. Der står at den skal sies, hvilken del skal i flødeskummet? Saften eller bærene der er tilbage?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Karoline 🙂 Det du skal si fra er de små kerner fra hindbærerne så de ikke knaser. Dvs. du presser de kogte hindbær gennem en si så du kun får saft og frugtkød uden kerner. Hvis du ikke har noget imod at kernerne knaser i flødeskummet kan du også godt springe det skridt over 🙂 KH. Sena

      Svar
  15. Mie

    Hej Sena 🙂
    Jeg overvejer at lave denne kage til min mors 50 års fødselsdag her i december – hun elsker hindbær og hyldeblomst – men jeg har et par spørgsmål til opskriften. Vi bliver 20-22 pers. og en del af dem (mændene) kan sagtens spise to portioner, nogle måske endda tre. Jeg har derfor tænkt på enten at lave 2-3 i springforme, eller at lave den i bradepandestørrelse. Men hvordan får jeg kagen til at holde sammen under samlingen, hvis den ikke laves i springform? Og tror du én kage af bradepande størrelse vil være nok?
    Mange hilsener fra Mie

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Mie, jeg ville ikke anbefale dig at bygge kagen op i en bradepande for du vil få meget svært ved at få den ud derfra efterfølgende. Du kan godt bage bundene i en bradepande men så skal du bruge en stor rektangulær kageform som du kan samle kagen i. Begge mousser er nogenlunde flydende når de kommes i formen, og skal derfor have tid til at sætte sig. Hvis du har 3 springforme vil jeg anbefale dig at lave dem i de forme. Jeg vil mene at du kan få 30-35 stykker kage ud af en bradepande – men det kommer jo an på hvor stor bradepanden er 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar
  16. sine

    Hej Cakeliving
    Kan denne fløde/creme fraiche creme bruges til opsmøring på en kage som skal betrækket med fondant? Altså blive er den fast nok mens den står på køleskabet?
    Vh Sine

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Sine, jeg ville ikke bruge denne creme som underlag til fondant, da den indeholder væske (i både piskefløde og creme fraiche), hvilket opløser sukkeret i fondanten efter kort tid. Jeg vil anbefale dig at bruge en smørcreme istedet – den kan du nemt lave med 1 del smør og 2 dele flormelis, som piskes sammen og evt. smages til med vanille eller lidt citronskal. Mange hilsner fra Sena

      Svar
  17. Camilla Sørensen

    Kagen ser godt nok rigtig fin ud :-). Har prøvet med andre hvid-chokolade-hyldeblomst mousser, men har været uheldig de har skilt. Nu vil jeg prøve din. Er det noget du har haft problemer med?
    Kan den tåle at komme på frost? Vil lave lagkage til min datters konfi d. 30. april, men der står ikke noget om hvorvidt din kage kan tåle at komme på frost. Det vil nemlig lette min logistik betragteligt 🙂

    Mvh
    Camilla

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Camilla, tak for din kommentar 🙂 Jeg har slet ikke haft problemer med moussen – den har ikke skilt de gange, jeg har lavet den. Jeg ville ikke komme sådan en kage på frost, da du kan risikere at moussen bliver grynet.Du kan evt. lave en test af moussen og komme den i fryseren, for at se hvordan den reagerer. Held og lykke med det 🙂 Mange hilsner fra Sena

      Svar
  18. Eva Raffnsøe

    Hej Sena – jeg må tilslutte mig koret. Kagen ser fantastisk ud og har inspireret mig meget til de kager jeg skal lave til min datters studentergilde i næste uge. Jeg har et spørgsmål til hindbærmoussen – har nemlig lige kogt en lækker hindbær sirup som jeg vil bruge – men kan du sige noget om blandingsforholdet ift fløden. Er det 75ml ligesom hyldeblomstsaften eller mere/mindre. Og til hyldeblomst – går det an med en “købe”saft – og reducere sødmen ed at halvere den hvide chokolade? Glæder mig til at høre fra mig. Din kage bliver mit første ambitiøse kageprojekt… 🙂

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Eva, mange tak for din hilsen 🙂 Fedt at læse at du er blevet inspireret så nu håber jeg at du bliver glad for kagerne. Først og fremmest er det helt fint med købesaft til hyldeblomstmousse, men jeg ville nok vælge at tilføje lidt mindre saft end at halvere den vide chokolade, da den også er med til at give moussen noget konsistens. Og du kan evt. erstatte lidt af hyldeblomstsaften med citronsaft for at give den lidt syrlighed hvis du er bange for at den bliver for sød. Mht. hindbærsirup, tænker jeg, at det er for flydende ift. at bruge hindbærpure så det ville jeg ikke bruge til min hindbærmousse med denne opskrift – hvis du vælger at gøre det skal du tilsætte noget mere husblas for at moussen kan holde. Håber at svaret hjælper dig lidt på vej. KH. Sena

      Svar
  19. Katie

    Hey.. Jeg skal bruge din fantastiske opskrift til en babyshower imorgen 😌
    Men jeg skal overrække den med fondant og derfor vil jeg opsmøre den med smørcreme. Mit spørgsmål er så om jeg kan smøre den op i dag så den overnatter opsmurt og så skal jeg kun overtrække og pynte den i morgen tidlig?

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Katie, du kan sagtens smør den op i aften – sørg bare for at alt creme er forseglet godt af smørcremen så du ikke ender med en ‘våd’ fondant. Rigtig god fornøjelse 🙂

      Svar
  20. Henriette

    Hej! Jeg er netop ved at bage din lækre kage som test kage til min venindes bryllup. Min plan er at den skal overtrækkes med en fondant/marcipan overtræk på toppen og så skal der flager af store stykker hvid chokolade på siderne. Der kommer 65 gæster og min plan er at det skal være en kage i 3-4 lag. Tror du kagen er velegnet til det? Jeg vil bruge kagepap og kagepinde i hvert lag.
    På forhånd tak:0)
    Mvh Henriette

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Henriette, det lyder som et dejligt projekt 🙂 Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har testet denne kage i 3-4 lag, så jeg har ingen erfaring, som jeg kan dele ud af. Umiddelbart, ville jeg selv vælge at bruge et stativ til denne kage, da den består af mousse og bløde lagkagebunde. Så jeg tænker, at kan er for blød til det. Hvorvidt kagepap og -pinde er nok, tør jeg ikke sige. Kan du ikke få fat i et stativ? Det er nemlig en lækker kage og passer rigtig godt til sæsonen. Iøvrigt, så husk at bruge smørcreme på toppen og siderne når du bruger fondant så den ikke opløses af piskefløden. Held og lykke 🙂 KH. Sena

      Svar
      1. Henriette Dalby

        Hej igen,
        Vores “testkage” blev en succes og det er derfor sikkert at det er den der skal serveres til min venindes bryllup d. 24. september. Jeg har lånt et stativ:o) Da vi er lidt presset om lørdagen med tid vil jeg høre dig om du tror vi kan lægge kagen sammen om fredagen, smøre den op med smørcreme og overtrække den med fondant? og evt. også pynte den så den er helt færdig?
        På forhånd tak! Det er fantastisk at du har så meget bageviden du bare øser ud af det;o)
        Mange hilsner
        Henriette

        Svar
        1. CakeLiving Forfatter

          Hej Henriette, FEDT! Det er godt at høre, at den var en succes 🙂 Du kan godt lave kagen helt færdig dagen før. Dog skal du være opmærksom på at fondant ikke har godt af fugt – hverken fra køleskabet eller fra mousserne. For at gardere mig ville jeg nok lave kagen, sørge for at dække rigtig godt til med smørcreme for at undgå at mousserne siver ud og ødelægger fondanten. Desuden ville jeg lave kagen færdig om aftenen så den ikke skal stå i 24 timer med fondant på. Sidst men ikke mindst ville jeg opbevare den i en papkasse (evt med køkkenrulle i bunden) så den kan tage evt. Kondens da det kan gøre fondanten gummiagtigt og skinnende. Jeg håber, at det hjalp 😉 held og lykke. KH. Sena

          Svar
  21. Henriette

    Tusind tusind tak – endnu engang:o)! Mener du at den skal stå i køleskabet i papkassen eller uden for i stuetemperatur?
    Undskyld alle mine spørgsmål;o)
    Mange hilsner
    Henriette

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Det var da så lidt 🙂 og den skal endelig opbevares på køl i køleskab da der er flødecremer i 🙂 KH. Sena

      Svar
  22. Sarah

    Kan selve lagkagen laves og lægges sammen 2 dagen inden den skal spises? 😊

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Sarah, jeg ville personligt ikke gøre det to dage inden, men en dag inden. Hvis du vælger at gøre det to dage inden så gør det sent om aftenen, og vent med at smøre den op med piskefløde til den dag den skal spises. KH. Sena

      Svar
  23. Cecilie

    Hej:)
    Jeg vil høre om man kan lave mousen uden husblas? 🙂
    Jeg har nemlig aldrig arbejdet med husblas før, så ved ikke helt om jeg tør springe ud i det.
    Knus Cecilie

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Cecilie 🙂

      Du kan godt lave hindbærmoussen uden husblas. I så fald anbefaler jeg at du koger hindbærrene op med lidt maizena (ca. 1 spsk). Dog vil jeg ikke anbefale at du laver hyldeblomstmoussen uden husblas – det er den for flydende til. Du kan forsøge at finde en anden opskrift hvor der ikke er anvendt husblas. Men ellers synes jeg, at du skal kaste dig ud i at prøve det – det er slet ikke så svært når man opløser husblassen i varm væske da den så er noget nemmere at arbejde med, end hvis man blander den op i en kold creme fra starten 🙂 Held og lykke med det. KH. Sena

      Svar
  24. Janni

    Har lige lavet din kage, mums hyldeblomst moussen er god! Bundene gik lidt galt for mig, de faldt lidt sammen, så de blev svære at skære, gad vist, hvad jeg gjorde galt😉 Men kan sagtens bruges, glæder mig til at nyde kagen i morgen til min nieces 1 års fødselsdag

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Janni, hvor er det dejligt at høre 🙂 Jeg håber, at kagen smagte godt trods de drillende bunde 🙂 KH. Sena

      Svar
  25. Bettina Sloth

    Skøn side du har her.
    Denne kage, ser bare virkelig mums ud. Jeg har besluttet at lave denne flotte kage til min datter, som fylder 19 år her meget snart, og så heller ikke er vild fan af flødeskum men tilgengæld elsker hindbær 🎂❤️🎂 Så nu er der købt ind til denne lækkere smovse kage. Og tusinde tak for en dejlig opskrift.
    God weekend til dig.
    Hilsen fra Bettina

    Svar
    1. CakeLiving Forfatter

      Hej Bettina, tusind tak for din søde besked. Hvor er det dejligt at høre, at du kan lide min side, og at du har fundet en kage, som du vil lave til din datter. Jeg håber, at du bliver glad for den 🙂 Rigtig god sommer til dig. KH. Sena

      Svar

Skriv et svar